Jeg læste historien om en enlig mor her, som skrev, at hun ikke ved, hvad hun skal stille op og ikke kan se nogen udvej. Det fik mig til at få lyst til at dele min egen historie – ikke for at dømme nogen, men fordi jeg også nogle gange…

Jeg læste en historie om en enlig mor forleden, der skrev, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op, og at hun ikke kunne se nogen udvej. Og så fik jeg lyst til at fortælle min egen ikke for at dømme nogen, men fordi man altså ikke bare kan sidde og vente på, at pengene daler ned fra himlen, når man har børn og ingen penge. Ingen har foræret mig noget her i livet. Jeg har måtte kæmpe mig frem selv.
Jeg forlod mit barndomshjem i Silkeborg, da jeg var 16. Mest fordi jeg var stædig og troede, jeg var voksen nok til at klare mig selv og så havde jeg fået mig en kæreste, som jeg var skråsikker på, jeg skulle leve lykkeligt med. Vi flyttede ind i en lille, meget spartansk etværelses lejlighed i udkanten af Aarhus køkkenet og stuen smeltede sammen, væggen var af pap, og badet lå i en kold, lille gård udenfor. Der var ikke meget luksus, men det var VORT.
To år senere nærmest på min 18-års fødselsdag blev jeg gravid med mit første barn. I starten fungerede det jo okay. Han kørte taxa i byen, så der var lidt penge til at handle mad for, og vi kunne betale huslejen til tiden. Der var ikke råd til meget pjat, men vi sultede heller ikke.
Da min søn nærmede sig sin etårs fødselsdag, begyndte han at komme hjem med færre og færre penge. Der var altid en eller anden god undskyldning dårligt vejr, for mange Uber-biler, eller bilen der skulle ordnes. Jeg troede selvfølgelig på ham. Så blev jeg gravid igen denne gang med en datter. Da jeg var fire måneder henne, forsvandt han bare. Uden nogle dramatiske beskeder, uden at tage afsked. Han kom forbi, samlede et par bukser op og flyttede ind hos en anden.
Det værste var egentlig ikke engang, at han forlod mig men at hele opgangen og de gamle tanter i kvarteret tydeligvis havde vidst det i månedsvis. Jo jo, vi har da set hende dame stå ude på hjørnet og trippe efter ham, blev der mumlet nede ved skraldeskuret, MENS jeg stadig levede i lykkelig uvidenhed. Det hele fik jeg først sandheden om, da jeg stod dér: skaldet for kærlighed, højgravid og alene med en lille dreng.
Han forsvandt helt. Han spurgte ikke til børnene engang. Han sendte ikke så meget som en femmer til bleer. Jeg satte mig på gulvet og hylede. Køleskabet var næsten tomt, der var akkurat nok mælk til én lille flaske, endnu et barn på vej, huslejen tikkede lige om hjørnet og jeg havde hverken babyudstyr eller så meget som et krybbe. Jeg fik grædt ud. Men dagen efter rejste jeg mig og tænkte jeg må gøre NOGET.
Jeg begyndte derhjemme fra den der sølle lejlighed. Fik lov til at købe varer på klods nede hos Min Købmand. Bagte lagkager, bagerkager, hjemmelavet rødgrød i glas. Fotograferede det hele med min lille mobil og smed billeder op på Messenger og Instagram. Jeg pyntede ikke på sandheden skrev bare: Sælger søde sager for at have råd til bleer og mælk. Folk begyndte at købe nogle af ren og skær medlidenhed, andre fordi de faktisk syntes, det så lækkert ud. Pengene gik til mad, lidt blev lagt til side til huslejen, og jeg købte kun det allermest nødvendige.
Snart tog jeg skridtet videre og tilbød frokostretter på bestilling risengrød, frikadeller og brun sovs, karrysild, hakkebøffer. En rar mand fra opgangen kørte ud med cykelanhængeren i sne og slud, og jeg betalte ham lidt pr. tur. Jeg stod op klokken fem om morgenen og gik i gang med madlavningen, mens jeg var højgravid og min lille søn skrællede æg ved siden af mig. Nogle dage var jeg så træt, at jeg bare sad på stolen og græd stille ind i et viskestykke. Men næste morgen tændte jeg igen for komfuret.
Jeg sparede op, en ti-krone ad gangen. Da fødslen nærmede sig, ringede min mor fra Vejle og sagde: Kom hjem til os, du skal ikke være alene nu. Min datter blev født hjemme på hendes sofa. Siden den dag har mine forældre været min klippe. De betaler ikke alting for mig, men de sørger for, at jeg kan blive på benene hjalp til med børnene, når jeg havde travlt med ordrer og indkøb.
Nu er min søn seks år, og min datter vokser så det knager. Min mor og jeg har startet et lille, hyggeligt kageprojekt vi har lejet et mikroskopisk lokale i byen og bager fødselsdagskager, laver kagebuffeter og tager imod små bestillinger til festlige lejligheder. Det er ikke fancy, men vi går hverken sultne i seng, og jeg slipper for at ligge vågen og frygte, hvad jeg skal give mine børn næste dag.
Jeg ved, hvor ondt det gør, når en mand forlader en kvinde med børn. Det er ikke retfærdigt. Men en ting ved jeg også man kan ikke sidde og vente på at blive reddet. Ingen kom og reddede mig. Med børn har man ikke privilegiet at give op.