Jeg læste historien om en enlig mor her, som skrev, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre og ikke kan se nogen udvej. Og det fik mig til at ville fortælle min egen historie. Ikke for at dømme nogen, men fordi når man selv…

Jeg læste en historie her om en enlig mor, som fortalte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op, og at hun ikke kunne se nogen vej ud. Det fik mig til at tænke på min egen rejse ikke for at dømme nogen, men fordi man ikke kan vente på, at pengene falder ned fra himlen, når man har børn og har brug for hjælp. Jeg fik intet foræret. Alt, hvad jeg har, har jeg selv kæmpet mig til.
Jeg forlod mit barndomshjem i Lyngby, da jeg var 16. Dengang var jeg stædig og naiv og troede, at jeg var voksen nok, og at livet med min kæreste ville være bedre. Vi flyttede ind i en lille etværelses lejlighed i Valby køkkenet lå ud til en stue, hvor sovemuligheden var adskilt med et tyndt gardin. Badeværelset lå ude i baggården. Det var på ingen måde luksus, men det var vores eget. To år senere, da jeg lige var fyldt 18, ventede vi vores første barn. I begyndelsen gik det okay han kørte taxa, og vi havde nok til mad og husleje. Vi levede ikke luksuriøst, men vi sultede heller ikke.
Da vores søn var knap et år, lagde jeg mærke til, at han begyndte at komme hjem med færre og færre penge. Der var altid en forklaring dårligt vejr, få kunder, bilen var til reparation. Jeg troede på ham. Så blev jeg gravid igen med vores datter. Da jeg var i fjerde måned, forlod han mig pludselig. Uden varsel. Han kom hjem, tog nogle tøjstykker og flyttede ind hos en anden kvinde.
Det, der gjorde mest ondt, var ikke kun, at han gik, men at alle i kvarteret bagefter begyndte at snakke. Naboerne, min familie, folk nede fra Brugsen alle hviskede, at de havde set ham med hende i månedsvis, at han havde sovet hos hende, at hun stod og ventede på ham på hjørnet. Men ingen fortalte mig noget før, før jeg stod der helt alene gravid, med et lille barn.
Han forsvandt helt. Ikke en besked om børnene, ikke så meget som en krone til bleer. Jeg satte mig på gulvet den dag og græd hele dagen. Køleskabet var næsten tomt, mælken var ved at slippe op, baby nummer to på vej, huslejen forfaldt snart, der var ikke tøj eller seng til den lille. Jeg græd, men allerede dagen efter rejste jeg mig op og sagde til mig selv, at jeg ikke kunne blive siddende sådan.
Jeg begyndte hjemme i vores lille lejlighed. Bestilte råvarer på klods hos nærmeste købmand, lavede trifli, rabarberkager, små boller og muffins. Jeg tog billeder på min mobil og lagde dem op på Facebook og Instagram. Jeg løj aldrig skrev det, som det var: Sælger hjemmebag for at kunne købe bleer og mælk. Folk begyndte at købe. Nogle af medlidenhed, andre fordi de faktisk kunne lide det. Med de penge købte jeg ind, sparede op til huslejen og fik fat i de vigtigste ting.
Senere begyndte jeg også at lave mad ud af huset risretter, linsegryder, kylling i karry, frikadeller. En sød mand fra opgangen leverede det hele for mig på sin cykel, og jeg gav ham lidt for hver tur. Jeg stod op klokken fem hver morgen for at lave mad højgravid, med min lille søn kravlende omkring mig. Nogle dage var jeg så udmattet, at jeg bare satte mig og græd lydløst. Men dagen efter stod jeg op igen og tændte for komfuret.
Jeg sparede hver eneste krone. Da fødslen nærmede sig, ringede min mor fra Fyn og bad mig komme hjem til dem, så jeg ikke skulle være alene. Min datter blev født hos dem, og siden da har mine forældre været min klippe. De forsørger mig ikke, men de hjælper, passer børnene, når jeg har ordrer.
I dag er min søn seks år. Min datter vokser hurtigt. Min mor og jeg har startet et lille konditori sammen. Det er ikke en stor virksomhed, men vi har et lille lokale, hvor vi bager fødselsdagskager, laver kageborde og klarer bestillinger til arrangementer. Vi er ikke rige, men jeg går ikke sulten i seng, og jeg sover trygt, uden frygten for, at jeg ikke har noget til mine børn næste dag.
Jeg ved, hvor ondt det gør, når en mand efterlader en med børnene. Det er ikke rimeligt. Men én ting ved jeg også: Man kan ikke sætte sig og vente på, at nogen redder én. Ingen kom og reddede mig. Når man har børn, har man ikke råd til at give op.