Jeg læste forleden om en enlig mor, der skrev, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre, og ikke kunne se nogen vej ud. Det fik mig til at dele min egen historie. Ikke for at dømme nogen, men fordi når man har børn og er i nød, kan man ikke bare sidde og vente på, at pengene falder ned fra himlen. Ingen har givet mig noget jeg har selv kæmpet mig frem.
Jeg forlod mit barndomshjem i Aarhus som 16-årig. Af stædighed, måske dumhed, fordi jeg troede, jeg var voksen nok og ville få det bedre sammen med min kæreste. Vi flyttede ind i en lille lejlighed te-køkkenet lå op ad stuen, værelset var adskilt med en tynd væg, og badeværelset var i en lille gård udenfor. Det var ikke fancy, men det var vores eget. To år senere, lige efter jeg fyldte 18, blev jeg gravid med vores første barn. I starten gik det hele ganske fint. Han kørte taxa, bragte penge hjem til indkøb, vi betalte huslejen. Der var ikke meget tilovers, men vi gik aldrig sultne.
Da vores søn nærmede sig et år, begyndte jeg at mærke, at han kom hjem med færre og færre penge. Der var altid en undskyldning dårligt vejr, hård konkurrence, problemer med bilen. Jeg troede på ham. Så blev jeg gravid igen denne gang med vores datter. Da jeg var fire måneder henne, gik han bare sin vej. Uden at sige noget. En dag pakkede han lidt tøj og tog hen til en anden kvinde.
Det værste var ikke bare, at han forlod mig. Men at alle begyndte at snakke naboer, familie, folk fra kvarteret. At de havde set ham med hende længe, at hun ventede på ham på gadehjørnet, at han sov hos hende. Ingen havde sagt noget, mens vi stadig var sammen. Alt fandt jeg først ud af, da jeg bare stod tilbage alene, gravid og med en lille dreng.
Han forsvandt helt. Han spurgte aldrig til børnene. Han gav ikke én krone til bleer. Jeg sad på gulvet og græd hele dagen. Køleskabet var næsten tomt, mælken var ved at være opbrugt, andet barn på vej, huslejen skulle snart betales, der var ikke tøj nok, ikke et lille seng til babyen. Jeg græd. Men næste morgen rejste jeg mig og sagde til mig selv: Jeg kan ikke bare sidde sådan her.
Jeg startede med at lave mad og bagværk hjemme i den samme lille lejlighed. Jeg bestilte råvarer på kredit. Lavede gelé, små desserter i glas, muffins. Jeg tog billeder med mobilen og lagde dem op på Facebook og Instagram med teksten: “Sælger hjemmebag for at kunne købe bleer og mælk.” Jeg løj ikke. Folk begyndte at købe nogle af medfølelse, andre fordi det faktisk smagte godt. De penge gik til indkøb, jeg sparede lidt op til huslejen og købte det mest nødvendige.
Senere begyndte jeg at lave frokostretter ris, linser, kylling i sovs, frikadeller. En mand fra området leverede dem på sin scooter, og jeg betalte ham for turen. Jeg stod op klokken fem om morgenen for at lave mad, højgravid, med min lille søn omkring mig. Nogle dage var jeg så træt, at jeg satte mig og græd stille. Men dagen efter stod jeg op igen og tændte ovnen.
Jeg sparede krone for krone. Da fødslen nærmede sig, ringede min mor og bad mig komme hjem til dem. Så jeg ikke skulle være alene. Min datter blev født i Esbjerg. Siden har mine forældre været min støtte. De forsørger mig ikke, men de hjælper passer børnene, når jeg har bestillinger.
I dag er min søn seks år, og min datter vokser hurtigt. Min mor og jeg har startet et lille bageri. Det er ikke en stor virksomhed, men vi har et lille rum, hvor vi laver kagemænd til fødselsdage, dessertborde, bestillinger til arrangementer. Vi er ikke rige, men jeg går aldrig sulten i seng og behøver ikke bekymre mig for, om jeg har noget at give mine børn i morgen.
Jeg ved, hvor svært det er, når en mand forlader kvinden med børn. Det er ikke retfærdigt. Men jeg har også lært, at man ikke kan vente på at blive reddet. Ingen kom og reddede mig. Når man har børn, har man ikke råd til at give op.
