Det var for mange år siden, en af de tunge, skyfulde forårsmorgener i udkanten af Odense, at jeg fandt mig selv opstegt på en gammel stige med beskæresaksen i hånden. Jeg var i færd med endelig at fjerne de døde grene fra det gamle æbletræ i haven. Luften var tung og fugtig, næsten som om bygen ventede på at slippe fri sådan et klassisk dansk vejrskifte, man lærte at fornemme allerede som barn.
Jeg havde brugt morgenen på forsigtigt at stille stigen op ad den ru stamme og dobbelttjekke, at den stod sikkert. Da jeg havde klatret op de første par trin, var jeg netop ved at række ud efter en særlig genstridig gren, da jeg mærkede noget hive i buksebenet. Jeg kiggede forundret ned og dér til min store overraskelse var min trofaste hund Freja i færd med at kravle op ad stigen efter mig.
Hendes poter gled på de kolde metalsprosser, kløerne skurrede mod stål, og hendes øjne var store og opspærrede stirrende direkte op på mig.
Freja, hvad laver du? Kom ned, sagde jeg med et nervøst smil, mens jeg viftede afværgende med hånden.
Men Freja flyttede sig ikke. Tværtimod sprang hun et trin højere op, klemte forpoterne fast på stigen og bed sig pludselig fast i mit bukseben.
Hun trak til hårdt.
Jeg blev forskrækket og måtte tage fat i stigen med begge hænder for ikke at ramle ned.
Er du blevet tosset? Slip så! udbrød jeg vredt.
Freja slap ikke hun blev bare ved, gøede insisterende og trak endnu en gang. Hun ville for alt i verden have mig ned fra den stige.
Først blev jeg irriteret; men hurtigt gik det op for mig, at hendes adfærd slet ikke var måde hendes sædvanlige leg. Der var noget andet i hendes blik næsten som om hun ville advare mig om noget, jeg ikke selv havde opdaget.
Jeg forsøgte at klatre lidt videre, men det fik kun Freja til at rive hårdere i buksebenet, indtil jeg til sidst overgav mig, sukkede tungt og mumlede:
Okay, så er det nok, Freja. Hvis du ikke stopper, må du over i løbegården.
Freja sænkede hovedet som et barn, der ved, det har gjort noget galt, og jeg førte hende stille over i hundegården og lukkede porten bag mig. Endelig troede jeg, at jeg kunne arbejde i fred.
Men i samme øjeblik, jeg satte foden på nederste trappetrin igen, lød et højt, knasende smæld over mit hoved som hvis en gren knækker med al sin vægt under sig. Idet jeg så op, opdagede jeg, at en kæmpestor, rådden gren slap sit greb i træet og dundrede direkte ned præcis, hvor jeg havde stået for bare et øjeblik siden. Den skyllede mod jorden, gik i stykker, og missede mig med bare et par centimeter.
Mine ben blev straks rare jeg blev stående med blikket frosset mod den knækkede gren, mens mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg kunne høre det for mine ører.
Først i det øjeblik forstod jeg. Freja havde ikke generet mig hun havde forsøgt at redde mig.
Hun havde fornemmet faren, længe før jeg opfattede den. Måske hørte hun knirken fra det døde træ, måske fornemmede hun grenen give sig under vægten uanset hvad, reagerede hun instinktivt.
Langsomt gik jeg tilbage til løbegården og mødte hendes blik gennem hegnet. Hendes store, brune øjne observerede mig roligt, og halen baskede forsigtigt mod jorden, som om hun ventede på at se, om jeg nu endelig forstod.
Jeg åbnede forsigtigt porten, satte mig på hug og lod hende straks komme hen til mig. Hun lagde sig trygt ind til mig, og jeg omfavnede hende tæt.
Du har reddet mit liv, hviskede jeg stille ind i hendes pels.
Siden den dag lærte jeg at stole ubetinget på Frejas instinkter. Og hver gang jeg i dag mærker den særlige dansk forårsluft, husker jeg den formiddag, hvor min hund var klogere end jeg selv og redede mig fra noget, jeg aldrig så komme.
