Jeg kom på besøg, længtes efter dig, men børnene føltes som fremmede mennesker.
Forældre bekymrer sig altid om deres børn. Af og til bliver forældre skuffede over deres voksne børn. Hvilke slags voksne døtre har vi i dagens drømmende fortælling?
En moders historie.
Birgitte havde opfostret tre børn. De var voksne, havde deres egne liv, gled væk som tyste både i disen over en dansk fjord. Hendes ældste søn, Niels, arbejdede og boede med sin familie i Sverige. Hver sommer sendte han billeder og postkort: et billede af Furesøen, en konvolut med duft af regn. Moderen lagde det alt sammen omhyggeligt i en æske af mahogni. Hun tog det frem, især når blæsten peb gennem haven, og bladene hvirvlede som minder.
Vi savner dig så meget, min dreng. Måske kunne du tage færgen hjem og besøge os? Bare så vi kunne lære børnebørnene og din kone at kende, skrev hun til ham, ordene som mælk i kaffe.
Hendes mellemste datter var gift med en officer i Hæren, de flyttede ofte fra Randers til Horsens til Varde. De havde en datter, som voksede op blandt flyttekasser og forårsbebudere. Ind imellem kom de forbi en halvtimes tid, når toget gik gennem området. Birgittes mand, Ulrik, was stolt: datteren havde fundet sig en god mand, sådan som det sømmer sig.
Den yngste datter, Rikke, var alene. Hun havde været gift, haft en søn, men manden forsvandt en aften i september med vinden. Rikke havde fulgt moderen Birgittes råd og var taget til Aarhus for at søge et bedre liv. Hun fik arbejde som syerske på et lille værksted i udkanten af byen og tog sønnen Jonas med.
Nu besluttede Birgitte at tage på besøg hos Rikke.
Kan du undvære mig i en uge? sagde hun til Ulrik. Jeg vil besøge Rikke og se, hvordan de har det. Ulrik vinkede hende af sted. Taskerne var tunge, men Birgitte ville gøre Rikke glad. Toget slingrede gennem det flade jyske landskab, fyrtårne og marker smeltede sammen til én bevidsthedstrøm. Hun glædede sig. Tre år var gået siden de sås sidst.
Mor, hvorfor ringede du ikke, før du tog af sted? Jeg er på arbejde. Jeg kan først hente dig på banegården i aften, sagde Rikke i telefonen, stemmen sløret af afstand.
Undskyld, jeg ville overraske dig! sagde Birgitte. Kan jeg vente på dig der?
Ja, jo, det går nok, svarede Rikke.
Da hun ankom til lejligheden, stod Jonas, høje, næsten granitagtige, i døren et ekko fra hans morfar som ung. Hej, min dreng! Birgitte lagde armene om ham.
Det er fint, mormor,” sagde han let forlegent og vred sig fri.
Træt og støvet satte Birgitte sig i sofahjørnet.
Hvorfor kom du egentlig nu? spurgte Rikke, sved fra pande og spildt kaffe på forklædet. Du måtte da have ringet først. Jeg var nødt til at rydde op og lave mad til dig, forlod arbejdet tidligt for at koge kartoffelsuppe og stege frikadeller.
Birgittes telefon ringede Ulrik ville vide, om alt var i orden. Hun svarede med et lille smil, at en flink mand havde hjulpet hende med tasken, og nu sad de ved et bord, dækket af Rikke.
Ved aftensbordet, hvor suppen dampede i den grålige skumring, spurgte Rikke: Skal du have én, to frikadeller? Birgitte var sulten som stormen over Vesterhavet, hun kunne have spist tre. Men hun sagde forsigtigt: Bare stil dem på bordet; så ser vi.
En tallerken med fem frikadeller stod på bordet festmåltidet, som en datter byder sin mor. Birgitte tænkte, det så ud til at være småt med penge, hun besluttede at hjælpe dem. Men allerede under middagen spurgte Rikke: Hvornår har du tænkt dig at tage hjem igen?
Birgitte følte sig ramt og sagde, hun kunne tage hjem i morgen, hvis hun var i vejen.
Næste dag sad hun alene. Om aftenen forsvandt de hver til sit værelse. Jonas gik til naboen for at spille FIFA, Rikke gik ud med veninderne. Birgitte sad med mørket, der krøb op langs væggene, indtil hun kun var gæst i sit eget liv.
Da hun pakkede sine ting, hørte hun Jonas spørge: Hvornår kommer onkel Niels? Vi skulle til fodboldkamp.
Når mormor er taget hjem, svarede Rikke.
Den fortabte Birgitte tog sin taske og gik ud i natten. Hun sagde ikke farvel. Udenfor ventede Ulrik i mørket, åbnede favnen. Hele vejen hjem knitrede tanken som gammelt papir: Alt deres kærlighed og omsorg, alt for børnene men nu var de blot skygger for hinanden.
