**Dagbogsnotat:**
Jeg kom med dårlige nyheder, men mine forældre chokerede mig endnu mere.
Mads kørte i en gammel bus gennem støvede veje udenfor Aarhus for at besøge sine forældre i deres lille parcelhus. Hans hjerte var tungt, for han skulle fortælle dem noget, der ville vende deres verden på hovedet – at han ville skilles fra sin kone. Men hvad han hørte i forældrenes stue, ramte ham som et lynnedslag. Hans ældre forældre, som han altid havde set som et forbillede på et stabilt ægteskab, erklærede pludselig, at de også ville skilles. Det overgik alt, hvad han selv havde tænkt at sige. Nu stod Mads over for et valg, der kunne ændre hans liv, mens en storm af frygt, skyld og forvirringen raserede indeni ham.
Beslutningen om at forlade Mette havde ikke været let. Han kunne have holdt mund, men rygter spreder sig hurtigt i en lille by som deres. Mette kunne ringe til hans forældre i vrede, eller hans bror eller søster kunne uforvarende lække det ved et familiemøde. Mads besluttede, at det var bedre at fortælle sandheden selv, så han ikke senere skulle undskylde. Han vidste, at livet var uforudsigeligt, og at alle begik fejl.
Mads gik op ad den velkendte trappe og ringede på klokken. Døren blev åbnet af hans far, Erik Larsen, med et mørkt ansigtsudtryk, som om han allerede vidste, hvorfor sønnen var kommet.
”Hej,” knurrede han. ”Godt, du kom. Kom ind.”
”Hej, far,” svarede Mads, men en uro bankede i hans bryst: *Har nogen allerede sagt noget?* ”Er mor hjemme?”
”Hun er her, hun er her,” svarede faren irriteret. ”Hvor skulle hun ellers være? Sidder derinde som en sur dronning.”
”Hvad snakker du om?” spurgte Mads forvirret. ”Hvad er der galt?”
”Jeg har fået nok!” råbte faren pludselig, vendte sig og marcherede arrigt ind i stuen.
Mads kom efter, forvirret. I stuen smed faren sig i sofaen med armene over kors. Moderen, som normalt sad og strikkede, var der ikke. Mads kiggede ind i soveværelset og så hende – Karen Jensen – stå ved vinduet. Hendes ansigt var mørkt som en tordensky.
”Kom du?” spurgte hun iskoldt. ”Har du allerede forladt Mette, eller er det først på vej?”
”Hvorfor spørger du om det?” Hans hjerte hamrede. ”Hvordan ved du det?”
”Fordi jeg skal vide, om du allerede har lejet en lejlighed!” sagde hun skarpt.
”Hvilken lejlighed?” Han var totalt forvirret.
”Den, du skal bo i efter skilsmissen!” svarede hun med fast stemme.
”Jeg har ikke lejet noget endnu,” sagde Mads. ”Men hvordan ved I, at jeg skal skilles?”
”Vi ved det,” mumlede hun dystert. ”Så, min søn, du må hellere finde en lejlighed hurtigt, for jeg flytter ind hos dig!”
”Hvad?” Mads stod som lammet.
”Nej!” brølede faren fra stuen og dukkede op i døren, rød af vrede. ”Jeg flytter med Mads! Du bliver her – huset står på dit navn!”
”Aldrig!” skreg moderen. ”Jeg bliver ikke i dette hus, hvor alt lugter af dit stædske sind!”
”Stop!” Mads så forvirret fra den ene til den anden. ”Hvad i alverden taler I om? Hvor skal I hen?”
”Med dig!” råbte faren. ”Godt gjort, søn, at du kom på tanken om at skilles. Åh, så godt gjort!”
”Hvorfor godt gjort?” Mads følte, at jorden svigtede under ham.
”Fordi det er perfekt timing! Din mor og jeg skal også skilles!” løb det ud af faren.
”Hvad?!” Mads kunne ikke tro sine ører. Han havde forberedt sig på bebrejdelser, men i stedet kom der en nyhed, der var endnu værre.
”Det er nok!” fortsatte faren. ”Du er voksen, jeg skylder ingen noget. Din mor og jeg er trætte af hinanden, ligesom du og Mette. Jeg flytter med dig, og så kan vi to mænd bo sammen – ganske enkelt!”
”Nej, jeg flytter med Mads!” afbrød moderen. ”Jeg har ikke brug for dig, men han har brug for mig. Uden en kvinde går han til grunde, men jeg kan stadig lave mad. Ikke sandt, Mads? Du elsker jo mors frikadeller?”
”Og hvad så? Kan jeg ikke lave mad?” fnøs faren. ”Jeg kan lave alt – bøfsandwich, stegt flæsk – alt!”
”Ha!” grinede moderen. ”Hvornår lavede du sidst mad? For 50 år siden?”
”Og hvad så? Mænd kan alting! Vi har ikke brug for kvinder – bare en vaskemaskine, en mikrobølgeovn og en stor fryser til en måneds mad!” erklærede faren.
”Hvad lærer du ham?!” udbrød moderen forarget.
”Hold op!” råbte Mads og kunne ikke holde det ud længere. ”Er I blevet vanvittige? I er næsten 80, og I taler som små børn! Se dog på jer selv!”
”Og se på dig selv!” råbte de i kor. ”Du er næsten 50 og opfører dig som en dreng! Du skal ikke bebrejde os noget! Vælg hellere, hvem du vil have med i din nye lejlighed!”
”Hvem sagde, at jeg flytter?” eksploderede Mads. ”Mette og jeg har vores eget hjem!”
”Hvad mener du?” spurgte moderen forvirret. ”Du skal da skilles!”
”Hvem har sagt det?”
”Mette. Din søster fortalte, at du havde ringet til hende og fortalt det,” svarede moderen.
”Jeg skal ikke skilles!” sagde Mads fast. ”Det var en joke!”
”En joke?” Faren så forvirret ud. ”Og her havde vi lige forberedt os på et nyt liv, lavet planer… Og så var det bare en joke?”
”Ja, Mads,” mumlede moderen. ”Det var ikke pænt at gøre nar. Du fik os til at tænke på forandringer, og nu siger du, det var en joke… Nå, men så må vi jo blive sammen lidt endnu.”
”Men husk, søn,” tilføjede hun, ”hvis du ombestemmer dig og alligevel skilles, så er din far og jeg først i køen til at bo hos dig. Forstået?”
”Forstået,” nikkede Mads mørkt. Han forstod pludselig, at skilsmissen med Mette, som han havde overvejet, nok ikke ville ske nu. ”Jeg går.”
”Hvorhen?” spurgte moderen bekymret. ”Du kom da ikke bare for sjov? Vil du ikke spise?”
”Nej tak,” viftede han af. “Jeg ville bare besøge jer. Og det var tydeligvis på tide. Stop nu med at skændes. I burde være et forbillede for os børn. Men I… Nå, men farvel.”
SMads gik ned ad vejen med en følelse af, at hans forældre måske havde planlagt det hele for at få ham til at tænke sig om en ekstra gang.
