Jeg køber virkelig godt kalkunkød til mig selv og laver dampede frikadeller, mens han må nøjes med svinekød, der næsten er for gammelt.
Prøv at høre, jeg er syvoghalvtreds år, og jeg har været gift i over tredive år. Hele mit voksne liv har jeg vasket hans tøj, stået i køkkenet for at lave mad til ham, og sørget for, at familien har haft det godt. Vi har to voksne børn sammen, som jeg stort set har opdraget og fået godt igennem uddannelse. Jeg har altid følt, at jeg har løbet rundt som en hamster i sit hjul hele tiden i gang. Jeg har haft flere jobs ad gangen og taget hvad end, jeg kunne få fat i, bare for at vores børn skulle have det samme som deres kammerater og være lige så pænt klædt på.
Min mand derimod altså, gennem hele vores tid sammen har han nærmest aldrig arbejdet særlig hårdt. Da han så ramte pensionsalderen, satte han sig bare derhjemme og lavede absolut ingenting. Jeg arbejder stadig, hjælper børnene med børnebørnene og står for alt det praktiske i hjemmet.
Jeg har utallige gange bedt ham om at tage et job, bare noget småt han kunne da nemt tage natarbejde som vagt, men næh. Han siger bare, at det da går fint uden hans deltidsløn. Og du ved bare, når det gælder mad, så er han på ingen måde dum! Jeg har nærmest ikke tid til at lave mad, og der sker jævnligt, at jeg kommer træt hjem, og så har han spist alt det lækre efterladt mig med kun lidt suppe eller noget kedeligt tilbage.
Jeg snakkede faktisk med en veninde om det, og hun foreslog, at jeg kunne lave mad separat noget billigt til ham, og bedre til mig selv. Jeg gik hjem og fortalte min mand, at lægen havde sagt, jeg skulle på en speciel diæt, så hans mad måtte han altså holde sig fra.
Nu gemmer jeg mit eget mad, og når han så går ned i kælderen for at rode med sit værktøj, guffer jeg slik. Pålæg og ost ryger bagerst ind i køleskabet, så han ikke ser det, og så spiser jeg det i smug. Heldigvis har vi to køleskabe: i det ene har vi dagligvarer, og i det andet der gemmer jeg alt mit ekstra.
Du ved godt, hvordan mænd er – de lægger jo aldrig mærke til noget! Jeg køber kvalitet kalkunkød til mig selv og laver dampede frikadeller, og til ham køber jeg svinekød på tilbud, der snart udløber, og så krydrer jeg det bare godt det bemærker han knap nok. Han får billig pasta til ti kroner pakken, mens jeg vælger god durumhvede til mig selv.
Altså, jeg ser virkelig ikke, at jeg gør noget forkert i det her jeg synes bare, at hvis han vil spise godt, så må han tage sig sammen og finde et arbejde. Og ærligt i vores alder, så går jeg altså ikke og drømmer om skilsmisse. Størstedelen af livet er jo gået, vi har fælles hjem og alt muligt. Hvad skulle meningen lige være med at sælge huset og dele pengene nu?
