Jeg kan ikke uden dig.
– Jeg hader det! – Den eneste tanke, der trængte ind i Anna Lises hoved, var – jeg hader det! Jeg hader mig selv!
Anna Lise løb ned ad fortovet uden at bemærke noget omkring sig. Det regnede. Regnen væltede ikke kun ned på gader, fortove og huse, men også ind i Anna Lises sjæl og dikterede sine love derfra. Ifølge dens plan skulle kvinden hurtigt komme over sine knuste illusioner og derefter fortsætte – begå fejl, falde og rejse sig igen. Lad os være ærlige, det er aldrig let for en kvinde at komme sig over sine personlige nederlag. Men hvem ved? Efter selv den værste storm kigger solen altid ind ad vinduet. Alt dårligt ender på et tidspunkt. Er det ikke rigtigt?
Regnen ønskede at sige noget til Anna Lise, men hun nægtede at lytte til dens råd. Så besluttede den, som en mand, at tage beslutningen for hende. Men det kommer vi til senere.
– Igen har jeg fået våde fødder! Det fortjener jeg også! – tænkte Anna Lise irriteret. – Jeg tager hjem og drikker en varm kop te. Jeg har ikke travlt længere, jeg behøver ikke at skynde mig – Anna Lises triste tanker blev afbrudt af en langtrukken kattemijau.
– Åh! Hvem er det? – Anna Lise sprang til side.
Under en busk tæt ved hendes hus sad en lille grå killing og peb ynkeligt. Før ville hun have gået lige forbi – hvorfor bekymre sig om en herreløs kat? Men ikke nu.
– Kom med mig, lille mis. Du virker lige så trist som jeg. Vi er bedre sammen – sagde kvinden og holdt det lille skælvende væsen tæt ind til sig.
– Mød vores bogholder – sagde lederen af firmaet, hvor Anna Lise arbejdede, da han introducerede den nye medarbejder. Anna Lise fangede hans blik med det samme. Det var en øjeblikkelig introduktion gennem øjnene, for øjnene kan fortælle mere om en person end de selv vil indrømme. Hans øjne var grå, indså hun senere, men i øjeblikket så hun hverken farve, form eller dybde. Hun fortabte sig i dem. Anna Lise følte et kort øjeblik, som om hun kiggede ind i et spejl og så sit eget spejlbillede. Ansigtet? Hun huskede det ikke. Kun øjnene. Anna Lise følte, at hun flød i en båd med vild fart mod strømmen på en bjergflod uden årer. Hun blev både varm og kold. Hendes læber blev tørre.
– Hej! Jeg hedder Anna Lise Hansen! – vi skal dele kontor – sagde hun stille.
– Ole Jensen – nyuddannet fra kadetkorpset – præsenterede Ole sig. Stemmen. Åh, den stemme – det var overvældende! Det fik ikke kun hendes øjenvipper, men også hendes knæ til at ryste. Den kildrede hendes kinder, næsebor, ja, helt ind i hendes hjerte og slog sig ned der. Hendes tanker var i samtale med Anna Lise med hans stemme. Da Ole talte med hende, kunne hun ikke lade være med at smile, hvilket hun senere bebrejdede sig selv for.
– Jeg opfører mig som en tolvårig pige over for Ole! – tænkte hun, mens rødmen steg i hendes kinder.
Men i dag bragte Anna Lise sin opsigelse til arbejdet, hvilket overraskede hendes chef. Hun samlede sine få ejendele, nogle papirer og kuglepenne. Uden at se sig tilbage forlod Anna Lise kontoret. For altid…
– Hvilke smukke øjne! – tænkte Ole, da han trådte ind i kontoret. Han så kun hendes øjne. Der var ingen chef eller kollegaer. Det var bare dem to i rummet, dem to sammen.
– Jeg må ikke drukne i de øjne. Det fører ingen vegne. Men… Hendes øjne er noget særligt! De er store som to stråler af venlighed, der kigger på dig. Så eftertænksomme og kære, klare og åbne. Nej! Nej! Jeg vil ikke tænke på det – bestemte Ole…
Og sådan begyndte deres daglige rutine. Når Ole og Anna Lise tilfældigt rørte hinanden med fingerspidserne, føltes det som elektriske stød gennem deres håndflader. Anna Lise trak sin hånd tilbage. Hans berøringer efterlod hende varm, og hun frygtede denne ild. Ole bemærkede straks dette og forsøgte ikke at forstyrre hende, men han ville så gerne røre ved hende.
En dag, da han greb musen, rørte Ole ved Anna Lises lillefinger og rykkede tilbage. Han udstødte endda en lyd.
– Bare Anna Lise ikke bemærkede det – tænkte han og trak hånden tilbage. Han indrømmede, at når hans hånd rørte hendes, begyndte hans krop at brænde, og han undgik at sige noget.
Ole var en refleksion af Anna Lise – i tanker, handlinger og ønsker. Anna Lise kunne forudse hans ord, fordi hans ord også var hendes ord. Hun mærkede hans blik på sig, selv når Ole ikke så på hende. Anna Lise kunne læse hans tanker. Hun mærkede ham med hver celle i sin krop. Anna Lise vidste altid, når det var ham, der ringede til hendes mobil. Hvordan klarede hun det? Hun så med hjertet, ikke kun med øjnene, og hun kunne lytte med sjælen, ikke kun med ørerne.
Ole vidste med det samme, at Anna Lise var hans person. Hans øjne opfangede hendes ønsker. Hendes ord var forlængelsen af hans tanker. Han forudså hendes skridt. Han forstod hende ved det mindste antydning.
Når Anna Lise slog øjnene ned, opfattede han hendes generthed og blev også genert. Hvorfor? Han vidste ikke svaret på det spørgsmål. I hendes nærvær følte han sig som en dreng og fjollede rundt.
Med sin ru hånd mærkede han hendes fine, sarte fingre. Ole ønskede at holde hendes hånd og aldrig give slip, men… han var bange.
De rørte ikke kun hinanden med deres hænder, men også med deres hjerter. Og det var et tegn på, at de var meget ens. Ole og Anna Lise var hinandens sjælsfæller…
Der gik tre år. Ole tog aldrig det første skridt. Anna Lise ventede. Manden ønskede ikke at ændre noget. Hvad nu hvis det ikke lykkedes dem? Hvad hvis det hele endte med skuffelse? De har begge en bagage at tage med sig.
Efter at have fodret killingen, kiggede Anna Lise ud af vinduet. Regnen stoppede ikke. Vandpytterne boblede på fortovet. Anna Lise ønskede ikke at tænke på noget.
– I morgen bliver der en ny dag med nye bekymringer – besluttede hun. Om aftenen trak hun sin foretrukne lyserøde pyjamas på og kærtegnede den tilfredse killing, der lå og sov efter det dejlige måltid. Kort efter faldt Anna Lise i søvn.
Gennem søvn hørte hun lyden af ringeklokken. Med killingen tæt ind til sig skyndte Anna Lise sig ud til gangen. Hun vidste, hvem der stod derude og holdt sig stille.
– Anna Lise Hansen, jeg ved, du er derinde. Åbn døren, vær sød! – sagde den velkendte stemme.
Da hun åbnede døren, stod Ole der.
– Åh, så du er ikke alene? Kan jeg slutte mig til din lille gruppe? – spurgte Ole og lød tydeligt nervøs. Anna Lise sagde ingenting.
– Jeg kan ikke uden dig! Hører du? Hvorfor gik du væk? Jeg har det dårligt uden dig, og jeg ved, at du har det på samme måde. Forstå, vi er ikke 20 længere. Jeg vil ikke kun holde om din talje, men også dine tanker. Jeg vil være med dig. Tilgiv mig for ikke at sige det tidligere – tilføjede Ole efter en kort pause.
Han var hendes mand.
Hun var hans kvinde.
Deres hænder flettede sig sammen.
Hvad vil der ske nu?
Jeg tænker, at alt vil blive godt for dem. For efter den sorte stribe kommer altid en hvid, gør den ikke?
Burde vi ikke takke regnen for fortællingens lykkelige slutning? Det var jo regnen, der fik de to hjerter til at mødes.
