Jeg kan aldrig blive din mor og heller ikke elske dig, men jeg vil tage mig af dig, og du må ikke tage det ilde op. For hos os vil du alligevel få det bedre end på et børnehjem.
I dag var rigtig hård. Jens havde begravet sin søster. Godt nok var de ikke tætte, men hun var trods alt familie. De havde faktisk ikke set hinanden de sidste fem år, og nu skete den her tragedie.
Cecilie støttede Jens så godt hun kunne og forsøgte at tage sig af det meste. Men efter begravelsen ventede der stadig en stor opgave. Irma, Jens søster, havde efterladt sig en lille dreng. Slægten, som var samlet for at tage afsked med Irma, lagde straks ansvaret over på hendes lillebror.
Hvem skulle tage sig af drengen, hvis ikke hans egen onkel? Det blev ikke engang talt om. Alle mente, det var dét eneste rigtige.
Cecilie forstod det godt, og hun var egentlig ikke imod, men der var et ‘men’. Hun havde aldrig ønsket sig børn. Hverken egne og da slet ikke andres.
Det havde hun sagt ærligt til Jens, inden de blev gift, og han tog det ikke så tungt. Og hvem tænker over børn, når man er enogtyve? Nej, de ville leve for sig selv, blev de enige om for ti år siden.
Men nu skulle hun tage imod en dreng, hun aldrig havde ønsket sig. Der var ikke noget valg. Jens ville aldrig tillade at aflevere sin nevø til et børnehjem, og Cecilie kunne ikke forestille sig at nævne det.
Hun vidste, at hun aldrig ville kunne elske drengen og især ikke erstatte hans mor. Drengen var moden og opvakt af sin alder, og Cecilie valgte at sige tingene som de var.
Morten, hvor vil du helst bo? Hos os eller på børnehjemmet?
Jeg vil bo hjemme, alene.
Men du får ikke lov til at bo alene. Du er kun syv år, så du skal vælge.
Så vil jeg bo hos Onkel Jens.
Okay, du kommer med os, men jeg skal sige dig én ting. Jeg kan ikke blive din mor og heller ikke elske dig. Men jeg vil tage mig af dig, og du må ikke blive ked af det. For du vil få det bedre hos os end på børnehjemmet.
Da de havde ordnet alle formaliteter, kunne de endelig tage hjem.
Cecilie anså, at hun efter samtalen ikke behøvede at foregive mere omsorg end nødvendigt. Hun kunne være sig selv, lave mad, vaske tøj og hjælpe med lektier alt det var overkommeligt. Det var kun de følelsesmæssige bånd hun ikke kunne give.
Morten huskede hele tiden, at han ikke var elsket, og at han skulle opføre sig pænt for ikke at blive sendt væk.
Hjemme besluttede de at give Morten det mindste værelse, men det skulle laves om til ham først.
Tapet, møbler og pynt dét elskede Cecilie. Hun kastede sig begejstret ud i indretningen af børneværelset.
Morten fik vælge tapet, alt andet klarede Cecilie selv. Hun sparede ikke på pengene, hun var ikke nærig; hun kunne bare ikke lide børn. Derfor blev værelset smukt.
Morten var lykkelig! Bare ærgerligt at mor ikke kan se hans nye værelse. Hvis bare Cecilie kunne lære at elske ham. Hun var rar nok hun kunne bare ikke lide børn.
Det tænkte Morten ofte over, når han lå alene i sengen om aftenen.
Morten fandt glæde i alt stort og småt. Tivoli, zoologisk have, legeplads han viste sin begejstring så tydeligt, at Cecilie begyndte at nyde turene selv. Hun elskede først at overraske drengen, så se hans reaktioner.
I august var planen, at Cecilie og Jens skulle rejse til Skagen, og Morten skulle være hos en nær slægtning i ti dage.
Men lige før afrejsen ændrede Cecilie mening. Hun fik pludselig lyst til, at Morten skulle se havet. Jens blev lidt overrasket, men i bund og grund var han glad han var blevet meget glad for drengen.
Morten var næsten lykkelig! Hvis bare han blev elsket. Men han skulle i det mindste se havet!
Rejsen blev god. Havet var varmt, frugterne friske og humøret højt. Men alt godt har en ende, også ferien.
Dagligdagen begyndte. Arbejde, hjem, skole. Men alligevel syntes Cecilie, at noget var forandret en ny følelse havde sneget sig ind; noget livligt, glædes-rigt, håbet om et lille mirakel.
Og miraklet skete. Cecilie kom hjem fra havet med et nyt liv i maven. Hvordan dét var sket, når de nu i årevis havde undgået lige præcis det.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Fortælle Jens eller tage beslutningen alene? Efter Morten var hun ikke sikker på, at Jens stadig var børnefri. Han elskede at være sammen med drengen, tog ham med til fodbold og brugte meget tid med ham.
Nej, Cecilie var ikke klar til endnu en bedrift. Så hun besluttede sig selv, stille og roligt.
Hun sad på klinikken, da telefonen fra skolen ringede. Morten var kørt med ambulance på grund af mistanke om blindtarmsbetændelse. Planerne blev sat på pause.
Hun styrtede ind på hospitalets modtagelse. Morten lå bleg og rystende på briksen. Da han så Cecilie, begyndte han at græde.
Cecilie, gå ikke væk. Jeg er bange. Vil du ikke være min mor i dag? Kun én dag, og jeg lover, at jeg aldrig nogensinde vil bede om det igen.
Han greb hendes hånd og græd. Det var som om han knækkede. Cecilie havde kun set ham græde én gang før på begravelsesdagen.
Nu græd han bare, ukontrolleret.
Cecilie lagde hans hånd mod sin kind.
Min dreng, hold ud lidt endnu. Lægen kommer snart, og det skal nok gå. Jeg er her og går ingen steder.
Gud, hvor hun elskede ham lige dér! Den her nysgerrige dreng han var det vigtigste hun havde.
Børnefri-livet, sikke noget pjat. I aften ville hun fortælle Jens om den lille, der voksede. Beslutningen kom lige der, mens Morten knugede hendes hånd af smerte.
Der er gået ti år.
I dag fylder Cecilie 45, en stor rund dag. Familie og venner kommer på besøg, og hun sidder med sin kaffe og lader tankerne løbe.
Tiden er fløjet. Ungdom årene forbi. Hun er en kvinde, lykkelig hustru og mor til to dejlige børn. Morten er snart atten, og Sofie ti. Hun fortryder ingenting.
Men én ting fortryder hun mere end noget andet. Ordene om ikke at kunne elske. Hvis bare Morten kunne have glemt dem at de var forsvundet på alle måder.
Efter dagen på hospitalet har hun prøvet at sige, hvor meget hun elsker ham, så ofte hun kunne, men om han stadig husker de første barske ord, turde hun aldrig spørge.
