Jeg kæmpede for at tørre tårerne væk, mens jeg stirrede på mit spejlbillede. Nej, jeg ville ikke bryde sammen. Ikke nu. Det her var min lejlighed, og ingen havde ret til at smide mig ud.
Hvem kunne have troet, at seks års ægteskab med Mads skulle ende sådan? Vi så ud som det perfekte parihvertfald sagde alle vores bekendte det. En hyggelig lejlighed i indre København, en gave fra mine forældre på min femogtyvende fødselsdag, vores rejser sammen, filmaftener
Jeg husker, hvad min far sagde før brylluppet:
*”Mette, lejligheden bliver kun i dit navn. Ikke fordi jeg ikke stoler på Mads, men man ved aldrig, hvad livet bringer.”*
Jeg viftede det væk dengang. Jeg troede, vores kærlighed var evig.
*”Mette Kirsten, sover du derinde?”* En utålmodig stemme lød bag døren.
Jeg så mig selv i spejlet en sidste gang, rettede på håret og rettede ryggen. Ikke en chanceden her “nye kæreste” skulle ikke se mig knækket.
*”Jeg kommer ud,”* sagde jeg og åbnede døren.
I gangen stod en selvsikker blondine i trediverne. Et dyrt jakkesæt, designersko, perfekt makeup. Nu forstod jeg, hvorfor Mads havde valgt hendehun var mit modsæt: forfinet og karriereorienteret.
*”Louise Frederiksen,”* præsenterede hun sig formelt. *”Jeg er Mads Christensens advokat. Vi er her for at drøfte din udflytning.”*
*”Min udflytning?”* En bitter latter undslap mig. *”Fra min egen lejlighed?”*
Louise kneb øjnene lidt sammen:
*”Mads Christensen sagde, det var fælles ejendom.”*
Nu grinede jeg virkelig:
*”Glemte han at nævne, at lejligheden var en gave fra mine forældre før ægteskabet? Og at den kun er i mit navn?”*
Et glimt af tvivl kom over Louises perfekte ansigt.
Jeg husker, hvordan det begyndte at gå galt. Først var det små tingMads kom senere hjem, talte mindre. Han skyldte det på et stort projekt, og jeg jeg gav ham plads. Jeg troede, det var midlertidigt.
*”Jeg har alle dokumenterne,”* sagde jeg roligt. *”Vil du se dem?”*
*”Det er ikke nødvendigt,”* Louise tog sin telefon frem. *”Jeg ringer til Mads.”*
Mens hun gik hen til vinduet, satte jeg mig på sofaen. Minderne væltede indden aften, hvor Mads kom hjem ædru og kold. Han ville tale. Jeg havde lige lavet hans yndlingsret.
*”Vi skal skilles,”* sagde han, uden at se på mig. *”Jeg indgiver skilsmisse.”*
Jeg lavede ikke en scene. Min mor havde altid lært mig at bevare min værdighed. Så jeg samlede selv papirerne og indgav skilsmissen før ham.
Louise afsluttede opkaldet og vendte sig mod mig. Hendes selvsikkerhed var væk.
*”Der har været en misforståelse,”* sagde hun anstrengt. *”Mads forklarede ikke ejerskabet korrekt.”*
*”Han løj, mener du?”* Jeg rejste mig. *”Det er typisk ham. Han har altid været god til at pynte på sandheden.”*
Louise skiftede vægt fra den ene fod til den anden:
*”Undskyld for ulejligheden.”*
*”Det er okay,”* jeg gik hen til døren og åbnede den. *”Du gjorde bare dit job. Men”* Jeg tøvede. *”Et råd: Vær forsigtig med Mads. I dag fik han dig til at smide hans kone ud. I morgen”*
Jeg sagde ikke mere, men så i hendes øjne, at hun forstod. Da døren lukkede bag hende, lænede jeg mig mod væggen og gled ned på gulvet. Mine knæ rystede.
Telefonen ringede. Mads navn lyste på skærmen.
*”Hvad var det for en cirkus?”* hans stemme lød irriteret. *”Hvorfor skulle du ydmyge Louise?”*
*”Mig, der bliver ydmyget?”* Vreden boblede i mig. *”At sende din nye kæreste for at smide mig uder det ikke ydmygende?”*
*”Louise er ikke min kæreste, hun er min advokat!”*
*”Som tilfældigvis endte i din seng?”* Jeg kunne ikke dy mig.
Der blev stille i den anden ende.
*”Jeg får stadig min del af boet,”* sagde han til sidst.
*”Hvilken del? Lejligheden var min før ægteskabet. Du solgte bilen for et år siden. Hvad er der at dele?”*
*”Vi har en fælleskonto”*
*”Med mine penge,”* afbrød jeg. *”Har du glemt, at du levede af min løn i to år, mens du byggede din virksomhed?”*
Atter stilhed. Jeg kunne næsten se ham regne efter.
*”Ved du hvad,”* sagde jeg langsomt, *”Jeg har altid undret mig over, hvor nemt du får folk til at tro på dig. Nu forstår jeg hvorfordu tror selv på dine egne løgne.”*
*”Mette, lad os ikke”*
*”Nej, lad os ikke,”* jeg lagde på.
En uge senere gik jeg i Fælledparken. Den kolde efterårsvind fejede gule blade forbi mine fødder. Pludselig hørte jeg latter. Tyve meter væk gik Mads og Louise, hånd i hånd.
*”Så ikke en kæreste?”* mumlede jeg med en klump i halsen.
De så mig ikke. Jeg drejede ned ad en sidevej.
Derhjemme åbnede jeg en flaske vin. En banken på døren fik mig til at fare sammen.
Louise stod derikke længere perfekt, men med løst hår og casual tøj.
*”Må jeg komme ind?”*
Jeg trådte til side.
*”Jeg vidste ikke, lejligheden var din,”* indrømmede hun. *”Mads kan være overbevisende.”*
*”Klassiker,”* svarede jeg bittert.
*”Jeg har slået op med ham,”* sagde hun. *”Jeg er her for at advare dighan kommer til at bede om tilgivelse.”*
Og ja, næste aften stod han i døren med liljer.
*”Jeg begik en fejl,”* sagde han. *”Det her betød ingenting. Vi kan starte forfra.”*
*”Hvad med Louise?”* spurgte jeg koldt.
Han rødmede: *”En svaghed.”*
*”I et halvt år?”*
*”Har du spioneret?”* hans stemme blev hård.
*”Nej, men det var morsomt at høre, hvordan Louise planlagde at bruge dig for at få fat i min lejlighed.”*
Hans ansigt fortrak sig. *”Du lyver!”*
*”Selvfølgelig tror du det,”* jeg rystede på hovedet. *”Du tror altid, hvad der passer dig.”*
Skilsmissen gik hurtigt.
