Det hændte engang, at min søster og jeg delte den samme svigermor.
Alle holdt af min mand, Eigil, men han havde en slesk tunge. Han flirtede med mig, men sendte samtidig blikke i Lærkes retning. Da Eigil fandt ud af, at min mormor havde testamenteret lejligheden til mig og ikke til Lærke, friede han straks.
På det tidspunkt var min søster, Lærke, allerede gravid. Hun havde håbet, at hun og Eigil skulle giftes, og at babyen ville binde ham til hende. For at have en mand ved sin side løj hun overfor sin tidligere kæreste, sagde barnet var hans.
Min mand og jeg boede i en lille stue hos mine svigerforældre i udkanten af Odense. Da deres naboer ville sælge grunden, overtalte Eigil mig til at sælge min lejlighed og bruge pengene 800.000 kroner på at købe grunden. Jeg gik med til det. Men vi måtte låne ekstra for at bygge huset.
Min svigermor, Birgitte, jagede mig hele tiden ud. Hun hængte sig i småting, forkælede sin egen datter, og gav mig ordrer fra morgen til aften. Da vores nye hus endelig stod færdigt, rev Birgitte hegnet ned og lod sine hunde løbe ind, selvom hun vidste, jeg var bange for dem. Hun skulle vide, at det var hende, der bestemte. Uanset hvor meget jeg bad Eigil snakke med hende, sagde han altid, at jeg overdrev.
Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg gik til retten for at få min del af huset, så jeg kunne købe min egen lejlighed. Men det viste sig, at min svigermor stod som eneste ejer hvordan hun havde snydt sig til det, aner jeg ikke. Jeg stod pludselig uden tag over hovedet.
Samtidig fandt Eigil ud af, at Lærke havde fået en lejlighed foræret af vores far, og besluttede at slå til igen. For at ødelægge hendes ægteskab fortalte han hendes mand, som i virkeligheden var far til deres datter, hele sandheden. Jeg blev skilt, og Eigil gentog sit gamle nummer med Lærke.
Jeg havde ingen kontakt til Lærke i den periode, så det var et tilfælde, jeg fandt ud af, at de var blevet et par. Men da Lærke opdagede, at Eigil havde snydt hende akkurat som mig, foreslog hun, at vi gik sammen.
Vi talte med naboerne og fandt ud af, at Birgitte og Eigil havde købt ikke mindre end fem grunde, finansieret af godtroende kvinder. Først flyttede Eigil ind med konen, derefter skilsmisse og så stod hun tilbage med ingenting.
Vi kontaktede de andre kvinder og lavede et fælles søgsmål. Men det var ingen at sagsøge Eigil var taget til udlandet. Tilbage var Birgitte, som nu tryglede os om at få børnebørnene, hendes eneste.
Hun forsøgte at få frataget os forældreansvaret med argumentet, at vi ikke havde eget hjem. Men vi fik alle steder at bo, og hendes bedrageri førte os i denne bemærkelsesværdige situation. Efter retssagen blev vi påbudt at lade børnene besøge deres farmor uden at hindre kontakten.
Det værste er, at farmor vender pigerne mod os. I hendes version er hun selv den gode, mens vi er de onde. Hun ødelægger uden skam vores familielykke, kræver mærkelige undersøgelser, og lærer sine døtre at lyve om både cigaretter og øl. Nu truer de endda hvis ikke vi køber en tablet, vil de sige det til kommunen.
Jeg tager mine børnebørn! Det skal I bare se! råber Birgitte.
Og hvad skal vi gøre? Hvordan stiller vi os imod hende? Hun har gjort os så meget ondt og kan aldrig finde ro.
