Mit navn er Birgitte og jeg er 49 år gammel. Jeg arbejder som nattevagt på Rigshospitalet i København. Jeg har været sygeplejerske i over 20 år nu og efterhånden set alt, hvad der kan ske på en hospitalafdeling.
Jeg blev skilt for otte år siden. Jeg har en søn, Emil, som lige er fyldt 16. Han bor hos mig. Han er virkelig en god dreng. Ansvarsfuld, flittig. Vi har aldrig haft de store problemer altså, næsten aldrig. For sandheden er, at ét problem har han givet mig. Det største problem i hele mit liv. Men det er ikke hans skyld.
For et halvt år siden begyndte Emil at klage over hovedpine. Først tænkte jeg, det nok var øjnene. At han skulle have briller eller noget. Vi tog til øjenlæge. Synet var helt fint.
Men hovedpinen fortsatte. Så begyndte han at få kvalme om morgenen. Jeg troede, han måske spiste noget skidt i kantinen i skolen, så jeg begyndte at lave madpakker til ham. Men kvalmen fortsatte alligevel.
En morgen fandt jeg ham ude på badeværelset, hvor han stod og kastede op. Han var helt bleg og sagde, han var svimmel. Alt snurrede for ham.
Vi kørte straks på skadestuen. De tog prøver og blodprøver og alt var normalt. Lægen sagde, det nok bare var stress. At teenagere tit får fysiske symptomer, når presset fra skolen bliver for meget.
Men ved du hvad, jeg har været sygeplejerske længe nok til at kende min mavefornemmelse og alt i mig skreg, at det ikke bare var stress.
Så jeg insisterede på flere undersøgelser. Lægen kiggede på mig, som om jeg var hysterisk, men han bestilte alligevel en scanning.
Den dag glemmer jeg aldrig. Det var en tirsdag aften. Jeg var faktisk på arbejde, da jeg blev ringet op. “Kan du komme, vi skal snakke det haster.” Jeg smed nattevagten og fløj op på hospitalet. Inde i undersøgelsesrummet sad der en neurolog, jeg aldrig havde mødt før en alvorlig mand sidst i 40erne.
“Birgitte, vi har fundet noget i din søns hjernescanning,” sagde han. “Det er en hjernetumor. Vi er nødt til at lave flere undersøgelser og finde ud af, hvor fremskreden den er, og hvilken type vi har med at gøre.”
Det var som om hele min verden væltede i det øjeblik. Jeg har jo selv prøvet at give de beskeder mange gange til andre familier, set tingene udefra. Jeg troede, jeg ville kunne klare hvad som helst. Men man er aldrig forberedt på at høre det om sit eget barn.
De næste dage var et sandt helvede. MR-scanninger, biopsier, samtaler med onkologer, lægetermer jeg har brugt i 20 år, men som pludselig føltes som dødsdomme.
Glioblastom grad IV. Aggressiv. Kan ikke opereres pga. placeringen. Behandling: kemoterapi og stråler, men udsigten er ikke god.
Emil sad lige ved siden af mig, da vi fik det at vide. Min dreng, min lille dreng, fik at vide, han havde kræft i hjernen og ikke bare hvilken som helst kræft, men den værste.
“Mor, skal jeg dø?” spurgte han, med helt mærkelig rolig stemme, og det knækkede noget inde i mig.
Lægen kiggede på ham med den der professionelle medfølelse, jeg kender alt for godt. “Vi gør alt for, at du får så meget tid, du kan,” sagde han.
Mere tid. Ikke “du bliver rask” eller “det skal nok gå”. Bare “mere tid”.
Den aften holdt Emil om mig. “Græd ikke, mor,” sagde han. “Vi skal nok kæmpe alt hvad vi kan.”
Så vi har kæmpet. Kemoterapi hver fjortende dag. Emil mistede håret, blev tynd, kastede op hele tiden. Men han har aldrig klaget. Aldrig spurgt “hvorfor mig?”. Han har bare smilet videre.
Hans venner fra gymnasiet kom på besøg i starten, men som tiden gik blev det sjældnere. Det er svært for unge på 16 at forholde sig til, at man måske ikke bliver 17.
Men én dukkede altid op: Victor. De har været bedste venner siden de var små. Victor har været her hver eftermiddag. Har fortalt Emil om alt det, der sker i klassen, hjulpet ham med lektier og spillet PlayStation, selvom Emil næsten ikke kan holde controlleren pga. træthed.
En dag stod jeg og lavede aftensmad, og jeg kunne høre deres stemmer inde fra Emils værelse.
“Er du bange?” spurgte Victor.
“Ja, hele tiden,” svarede Emil. “Men jeg siger det ikke til min mor hun har nok at tænke på.”
“Hvad er du mest bange for?”
“For at mor skal være alene. For at hun skal have ondt. For at jeg ikke får sagt ordentligt farvel. For at hun vil føle skyld over noget, hun ikke kan gøre for.”
Jeg gik ind på mit eget værelse, så de ikke skulle høre mig græde.
Behandlingen virker ikke. Tumoren vokser stadig. Lægerne taler nu kun om palliation. At sørge for Emil har det bedst muligt i den tid der er tilbage.
Hvor lang tid? Ingen kan sige det præcist. Måske tre måneder. Måske seks. Kanskje mindre.
I morges spurgte Emil, om jeg ville køre ham i skole. Han har ikke været af sted i ugevis, men i dag ville han gerne se sine venner. Bare føle sig normal et par timer.
Så vi kørte. Jeg hjalp ham ud af bilen han er så tynd nu, så skrøbelig. Hans venner tog imod ham med kram. Hans yndlingslærer kom smilende hen og hilste. Jeg så, hvordan han lyste op, hvordan han blev “bare Emil” og ikke ham med kræft.
Tre timer senere hentede jeg ham igen. Han var udmattet, men lykkelig.
“Tak mor,” sagde han i bilen. “Tak fordi du tog mig med. Tak for alt du gør. Tak fordi du er verdens bedste mor.”
“Du er verdens bedste søn,” svarede jeg.
Så blev der stille, og så sagde han: “Mor, når jeg ikke er her mere, så håber jeg, du bliver glad. Du skal leve livet. Du må ikke bruge resten af dit liv på at være trist.”
“Emil, skal vi nu ikke”
“Jo, mor, vi skal snakke om det. Vi ved godt begge to, hvordan det ender. Jeg har bare brug for, du lover mig, du nok skal klare den. At du vil tænke på mig med et smil og ikke kun med sorg.”
Det lovede jeg ham. Selvom jeg ikke aner, hvordan jeg skal kunne holde det.
Han ligger og sover nu, inde på sit værelse. Jeg har lige været inde og kigge til ham. Han ser så rolig ud, så lille. Min dreng.
I morgen tidligt kommer den palliative sygeplejerske på sit ugentlige besøg, og dagen efter skal han til onkologen igen, selvom vi begge godt ved, hvad de vil sige.
Jeg sidder her i stuen med en kop kaffe, der for længst er blevet kold. Kigger på billederne på væggen Emil som baby, på første skoledag, til sin 10 års fødselsdag, og Emil fra for bare et halvt år siden, glad, frisk, uden anelse om hvad der ventede.
Jeg aner ikke, hvordan jeg skal klare at miste ham. Hvordan man overlever at sige farvel til sit barn. Seksteen år, og alligevel så meget han ikke nogensinde når at opleve.
Men for hans skyld prøver jeg. Jeg vil være stærk, så længe han har brug for det. Smilende, når han ser på mig. Gøre hans sidste tid så god, jeg kan.
Og bagefter ja, det må jeg tage til den tid. Lige nu handler det bare om at være her. Med ham.
Hvordan siger man til sit barn, hvor meget man elsker dem, når man kan mærke, tiden render ud? Hvordan pakker man et helt livs kærlighed ned i de sidste dage, man har tilbage?
