Jeg har været sammen med en kvinde næsten et år, og jeg har aldrig haft ondt i penge, hverken på hende eller hendes barnebarn. Men det skulle åbenbart kun tage mig at bede hende om at få et par boller med hjem, før jeg fik min plads at mærke.
Tjeneren stillede forsigtigt en plasticbeholder foran os med et nærmest uberørt stykke chokoladekage, allerede pakket ind. Bodil, med et tilfreds smil, skubbede straks æsken hen mod sig. Vi sad på et pænt lille café i centrum af Aarhus, lav jazzmusik dæmpede stemningen, men inden i mig voksede en stille irritation.
Vi har været sammen næsten et år. Jeg er 58, hun 54 begge aldeles voksne, med tidligere ægteskaber, skilsmisser, voksne børn og naturligvis børnebørn. Jeg har to en dreng og en pige. Hun har en elsket barnebarn, seksårige Mads hendes “livs lille solstråle”. Jeg har kun set ham et par gange og i farten, men jeg ved mere om Mads, end jeg ved om mine egne blodprøver.
Bodil gemte beholderen i sin dametaske og sendte mig det blide smil, der i sin tid gjorde mig blød i knæene.
Mads elsker alt med chokolade, sagde hun så. Og jeg er mætten, så synd at lade den gå til spilde, ikke?
Jeg nikkede bare og vinkede tjeneren over. Jeg betalte regningen selvfølgelig også for kagen, min kaffe og hendes salat. Penge er ikke et problem for mig jeg bliver ikke ruineret. Men det var ikke beløbet, det var princippet. De sidste seks måneder var der plantet et mønster. Jeg har stædigt ignoreret det, tilskrevet det “bedstemors kærlighed”. Ved hver en lejlighed oftest for min regning tog Bodil alt, hvad hun kunne få med hjem, for at glæde sit kære barnebarn.
Den første advarsel kom for tre måneder siden, da vi gik i biografen i Bruuns Galleri. Jeg købte billetter, og hun bad om den største karamelpopcorn og en cola, da vi stod ved skranken.
Jeg undrede mig, for hun plejer at tænke på kalorierne, og hun er sjældent til slad. Jeg troede, det skulle være en lille filmforkælelse. Lyset slukkede, og jeg fik fat i popcornbøtten, tog en håndfuld. Bodil holdt bøtten, havde bedt om låg specifikt, og hun spiste ikke et eneste stykke.
Skal du slet ikke have? hviskede jeg. Den smager altså godt.
Nej, jeg venter, sagde hun dæmpet. Jeg giver dem til Mads. Han overnatter hos mig i nat, og han ELSKER biopopcorn. Hans forældre køber det sjældent.
Jeg måtte synke min cola, som om jeg havde slugt noget forkert. Så jeg havde altså købt det søde og salte for hendes barnebarns skyld, uden overhovedet at vide det. Hun besluttede bare, at sådan var det. Hele filmen sad jeg og følte mig lidt til overs popcornbøtten nærmest overvåget. Efter filmen kørte jeg hende hjem, hun steg smilende ud med bøtten og jeg følte mig som en betalt madudbringer.
Det er jo ikke, fordi Bodil mangler penge. Hun tjener udmærket, er velklædt, har bil og det hele. Det handler ikke om behov.
Men jeg fik et chok sidste lørdag. Bodil havde inviteret på frokost, og jeg var blevet lovet hendes berømte hjemmebagte boller, som jeg havde hørt om mange gange. Jeg kom ikke tomhændet havde købt en god flaske rødvin, frisk frugt og lidt røget laks. Jeg ville gerne bidrage. Hele lejligheden duftede af bagværk.
På køkkenbordet stod en stor skål dækket af viskestykke. Under det lå mindst en tyve styk lune, gyldne boller. Vi satte os, Bodil hældte te op og lagde fem boller på min tallerken.
Spis, Lars, mens de er varme, sagde hun blidt.
Bollerne var fantastiske. Jeg nåede tre med kød og to med kål, og jeg var mæt og fornøjet. Vi snakkede, åbnede vinen, og jeg tænkte: Nu er der endelig den hjemlige hygge.
Bodil, dine boller er enestående, sagde jeg og lænede mig tilbage. Min datter kommer med børnebørnene senere, og de får altid købeboller hun gider ikke bage. Giv mig lige et par stykker med hjem?
Og her skiftede stemningen, som da vinden vender sig på en oktoberdag.
Bodil blev alvorlig. Smilet forsvandt, hendes blik blev hårdt og lidt fjernt, og hele hendes holdning strammede sig.
Åh Lars… jeg ville gerne, men jeg kan simpelthen ikke give mange væk. Mads kommer senere jeg bagte jo mest til ham.
Hun gik over til den store skål og rodede. Hun fandt en gennemsigtig pose og lagde… ja, blot tre boller i. To med kål, én med kød.
Her, sagde hun og rakte mig posen. Lad dem smage. Ellers har Mads ikke noget til aftensmad.
Jeg kiggede på de tre små boller og mærkede en underlig, stikkende følelse i ansigtet. Og skålen var stadig fyldt. Jeg havde lige haft vin, frugt, laks med jeg har aldrig sparet på hende. Og nu snuppede hun bollerne for næsen af mine børnebørn?
Bodil, der er jo masser, forsøgte jeg stille. Mads kan jo ikke spise dem alle sammen. Giv da mine bare et par ekstra, de er to.
Hun snørede munden sammen, dækkede resolut skålen over og sagde fast:
Lars, jeg har regnet på det. Jeg lovede Mads boller. Du har fået, du nød dem det må være nok. Resten er til min Mads.
Hun kaldte det “at dele ud”. Som om jeg var en fremmed, der bad om almisser ikke manden, hun havde dannet par med i næsten et år og som lige havde båret delikatesser til hendes bord.
Hvorfor er jeg under en seksårig i hendes prioriteringer?
En halv time senere gik jeg. Tre boller på passagersædet og den duft, der før havde været hjemlig og hyggelig, blev nu næsten påtrængende, falsk. Jeg kunne ikke lade være at overveje, hvad der foregår i hendes hoved, og konklusionerne var ikke opmuntrende.
For mig har et sundt forhold altid betydet, at vi to voksne kommer først. Børn og børnebørn er naturligvis vigtige, men efter os. Hos Bodil er det anderledes. Hele hendes univers centrerer om Mads. Han er solkongen. Hvad er jeg så? Praktisk sponsor? Ham, der betaler for kage, café, popkorn og hjemmelavet bagværk uden at forvente det samme til mine egne?
Når jeg betaler for torte, er det naturligt “vi er jo familie”, selvom vi kun har været sammen i et år. Når jeg beder om lidt boller til mine egne børnebørn: “Jeg kan ikke bare give ud.” Strukturen er tydelig. Hendes barnebarn privilegeret. Mine næsten fremmede. Og det gik hende ikke engang op, hvor småligt det så ud at stå med et lille, gennemsigtigt net med tre boller, mens hun resolut dækkede skålen til.
Da jeg kom hjem, var børnebørnene der allerede. Min datter pakkede indkøbsposer ud.
Ih, var der boller? Det dufter, far!
Jeg fandt posen frem og tilføjede lidt skamfølelse i kroppen.
Det er fra Bodil, sagde jeg og undgik øjenkontakt. Prøv dem.
Bollerne var væk på under et minut de var selvfølgelig lækre.
Er der flere? spurgte min barnebarn, og slikker sig om munden.
Nej, skat, der er ikke flere, svarede jeg og gik ud på altanen for at ryge.
Jeg stod i den kølige aften, så på bylyset under mig og tænkte: Hvad laver jeg egentlig her? Hvad skal jeg med en kvinde, der betragter mine penge som fælles, når det gælder hendes barnebarn, men hendes bagværk som ukrænkeligt lager? Det er jo ikke bollernes skyld. Jeg kan købe alt, også fra den dyreste bager, lige nu hvis jeg vil. Det handler om holdning.
Hun indså ikke, at det ramte mig. Hun ringede senere, snakkede glad: “Mads er ankommet, han er mæt og ser tegnefilm.” Jeg tav. Jeg havde lyst til at sige: “Mine spurgte, om der var flere, og jeg måtte svare nej.” Men jeg sagde intet.
Mon andre kender sådan et dobbeltspil? Hvor det bedste går til hendes egne, men hun forventer, at du altid betaler? Skal man tage snakken, eller er det bare almindelig kvindelig sparsommelighed, og jeg er bare blevet vranten med tiden?
