Det var på vores anden bryllupsdag, at min mand, Mads, vendte sig mod mig med et blik fuld af afsky. Hans ord ramte mig som en kold vind: “Jeg har været kvalt af dig siden vores bryllupsnat! Du gør mig syg! Lad mig være!”
Jeg havde brugt uger på at finde det perfekte sted til vores fest. Ikke bare en restaurant, men et sted med sjæl et historisk hus i København med smukke glasmalerier og gamle lysekroner. “Fugl Fønix” var netop åbnet, og det føltes som det rette valg.
Mads rynkede panden, da jeg viste ham billeder. “Hvorfor alt dette pomp? Kunne vi ikke bare have spist sammen alene? Hvem har brug for alt dette billige pragt?”
Men jeg insisterede. Jeg inviterede tres gæster, hyrede musikere og en vært. Efter den frygtelige bilulykke for et halvt år siden havde jeg brug for noget lys en fest, der ville mindes.
Festforberedelserne tog uger. Jeg tjekkede alt: dekorationen, menuen, programmet, gaverne til gæsterne. Måske fordi det var den første store begivenhed siden min tid på hospitalet. Eller måske fordi jeg ville gøre denne dag uforglemmelig i enhver detalje.
Jeg rettede på min mørkelilla kjole og kiggede på uret. Gæsterne ville snart ankomme. Mads stod ved vinduet og stirrede ud på gaden. I spejlingen kunne jeg se hans anspændte ansigt.
“Hvad tænker du på?” spurgte jeg og nærmede mig.
“Ingenting,” sagde han og trak på skuldrene. “Jeg kan bare ikke lide sådanne arrangementer. Alt dette spil for galleriet!”
Jeg svarede ikke. Efter to års ægteskab havde jeg lært at ignorere hans bidske bemærkninger. Især i dag den dag, jeg havde planlagt i månedsvis.
***
Mine forældre kom først. Min far, altid elegant i sin mørke jakke, og min mor i en ny kjole i støvet rosa, der fik hendes øjne til at skinne. Hun omfavnede mig straks.
“Jeg er så glad for, du er her, skat. Efter ulykken troede jeg, jeg skulle miste forstanden…”
“Mor, ikke nu,” hviskede jeg. “Kun glade tanker i dag. Vi aftalte det, husker du?”
Snart strømmede gæsterne til: kolleger fra min fars firma, venner, familie. Jeg smilede til alle, men i øjenkrogen lagde jeg mærke til Mads’ adfærd. Han stod for sig selv og nippede til whisky usædvanligt for ham, som ellers altid undgik alkohol.
Helle Mikkelsen, vores økonomichef, kom hen for at hilse. Hun blegnede let, da jeg vendte mig mod hende. Måske huskede hun, hvordan hun havde besøgt mig på hospitalet, hvor jeg lå forbundet til maskiner, mens lægerne ikke kunne love noget.
“Line, du stråler,” sagde hun med et anstrengt smil. “Du ser fantastisk ud, især efter alt, hvad du har været igennem!”
“Tak,” svarede jeg, men noget i hendes blik foruroligede mig.
Festens højdepunkt nærmede sig. Musikken spillede, gæsterne dansede, og alt så perfekt ud på overfladen. Men jeg mærkede spændingen stige.
Mads undgik mig, og hans blikke mod Helle var ikke til at tage fejl af. Jeg spurgte forsigtigt: “Skal vi danse? Det er trods alt vores dag.”
“Nej,” knurrede han. “Jeg har det ikke godt.”
“Du virker så fjern i aften…”
“Lad mig være!”
***
Da den langsomme musik startede den samme sang, vi dansede til for to år siden prøvede jeg igen.
“Vil du danse med mig? Som dengang?”
Han snappede til. “Line, jeg sagde nej! Hvorfor presser du mig?”
“Hvorfor ikke? Hvad er der galt?”
“Intet! Bare lad mig være!”
Hans ord hang i luften som en dom.
I samme øjeblik forlod Helle hurtigt salen, og Mads fulgte efter. Jeg ventede et øjeblik, før jeg gik i deres spor.
De stod i den tomme gang og hviskede febrilsk. Da jeg nærmede mig, tav de brat.
“Hvad foregår der?” spurgte jeg roligt.
“Ingenting,” svarede Hille med et stift smil. “Vi talte bare om arbejde.”
“På vores bryllupsdag?”
“Line, hold op!” knurrede Mads.
“Hold op? Du har været underlig hele aftenen!”
Vi vendte tilbage til salen, hvor musikken buldrede. Men stemningen var knust.
Pludselig stoppede musikken. I stilheden råbte Mads:
“Jeg har været kvalt af dig siden vores bryllupsnat! Du gør mig syg! Forsvind!”
***
Hans ord ramte mig som en knytnæve. Jeg trak vejret dybt det var øjeblikket, min far og jeg havde ventet på. I stedet for smerte følte jeg lettelse.
Lysene slukkedes, og på den store projektionsskærm lød et videooptagelse:
Sort-hvid billeder af et hospitalværelse. Mig, bevidstløs, omgivet af maskiner. En dato i hjørnet tre måneder tilbage.
Døren åbnes. To skikkelser træder ind: Mads og Helle. De hvisker, troende de er alene.
“Stille,” siger hun. “Hvad nu hvis hun vågner?”
“Det gør hun ikke,” svarer Mads koldt. “Lægerne sagde, hun ingen chance har.”
I salen kunne man høre en knappenål falde. Gæsterne stirrede chokerede på skærmen, hvor Mads og Helle kyssede lidenskabeligt lige ved siden af min seng.
“Alt er gået som planlagt,” hviskede han. “Nu kan vi endelig være sammen.”
Videoen fortsatte med flere hemmelige møder, planer om min arv, deres affære, der viste sig at have varet længe før vort ægteskab.
Min far lagde en hånd på min skulder. “Skal vi ringe til politiet?”
“Nej,” svarede jeg. “I morgen er tid nok.”
Mads stirrede på mig med ren had. “Du… Du planlagde det her! Alt sammen for at ydmyge mig!”
“Nej,” svarede jeg stille. “Jeg spillede bare efter dine regler. Præcis som du planlagde vores ægteskab kun for at få del i firmaet. Som du planlagde…”
Han stormede ud, Helle lige i hælene.
***
Tre måneder senere sad jeg hos en efterforsker, der rystede på hovedet.
“Der er ikke nok beviser,” sagde han.
Men andre konsekvenser ramte hårdt. Min far fyrede dem begge for “uforenelig adfærd”. Ingen stor virksomhed i Danmark ville røre dem.
Hille forsvandt til Århus. Mads kæmpede en tid, men endte også med at forlade København.
“Skønne datter,” sagde min far og holdt om mig, “nu ved vi sandheden. Og de fik, hvad de fortjente.”
Jeg nikkede. For første gang i lang tid så jeg ikke smerten i mit spejlbillede kun
