Jeg er herdet af diverse rædsler og strabadser, men livet har bestemt ikke forberedt mig på dette.
Min lille hund, Freja, er blevet syg.
Nå, hvordan skal jeg sige det… hun har overspist.
Hvordan dette lille femten centimeter lange væsen gemmer seks ekstra maver, forstår jeg overhovedet ikke. Hun tigger efter mad med en glubende entusiasme, der kun kendes fra professionelle hjemløse, og hun bliver aldrig mæt.
Selvfølgelig lader vi os rive med og forkæler hende. Som idioter, jeg sværger. Elskende idioter. Meget medfølende.
Men hvordan kan man lade være med at have sympati? De små øjne hun har, minder mig om en sang, som min far bragte med hjem fra en ekspedition i Grønland, som han sang for mig som godnatsang: “Og jeg sad og græd så inderligt, for jeg spiste for lidt og (beklager) mødte for meget modgang”.
Hver gang ser hun på os med det blik, som om det var sidste gang. Hvordan kan man ikke give hunden et stykke mango eller en lille fisk?
Det er godt, at hun ikke drikker. Jeg ved ikke, hvordan vi ville klare os i den situation.
Nå, men hun har igen overspist og blev pludselig meget dårlig. Lige pludselig, som om hun var en glad hund, der nu var blevet til en døende svane – halsen i krampe, tænk på noget smukt, mine kære.
Vi begyndte at søge efter flåter. Tjekke temperaturen. Termometeret gik dog i stykker. Hun rullede med øjnene, sagde farvel til os og lagde sig for at dø.
Vi tog en taxa. Trafikpropper. Afskedstræer. Den bedste dyrlæge i hele verden.
Når hun er sund og springer rundt og plager os med sin umædelige appetit, tænker man: “Hvorfor lod jeg mig overhovedet involvere i dette dyrehold, altså? Jeg burde bare aflevere hende tilbage til internatet og få det overstået, hun har spist hele min sjæl!”. Men når hun er så kritisk syg, så: “Min lille skat, hvordan skal jeg klare mig uden dig?”.
Vi ankom. Dyrlægen fremsagde det velkendte: “Kold, sulten og i ro!”. Ingen mad eller vand i et døgn, derefter lidt ad gangen, han gav hende en blanding af alt muligt, og termometeret blev igen stik ind samme sted.
Han beroligede os lidt og sendte os hjem.
En time efter indsprøjtningen begyndte hun at smile, musikken blev slukket, og den samme, glubende ild lyste op i hendes øjne. Mad! Vand! Giv mig noget! Jeg dør nu, ser nogen skurke!
Stedet på gulvet, hvor hendes skåle tidligere stod, var blevet vasket så grundigt, at det skinnede. Under bordet fandt hun et tilfældigt låg og jagede det rundt i huset hele natten i håbet om, at der ville falde noget lækkert ned i det.
Men nej. Vi var stærke.
Det blev kritisk, da vi huskede, at vi også havde en kat i huset, som også skulle spise og drikke.
Åh gud… Døren, som vi to, med vores stærke kroppe, holdt imod, mens katten spiste, rystede som om den lille hund derude blev angrebet af en bulldozer. Men vi holdt standen, og vi bevarede kontrollen.
Vi tilbragte natten i angst og rædsel, fordi hunden med sine små poter forsøgte at bryde ind i køleskabet tre gange.
Hun stønnede og knurrede så, at vi ti gange betvivlede hendes tilstand.
Til sidst satte denne stakkels skabning sig på gulvet lige foran mit hoved og hypnotiserede mig med sit bebrejdende blik indtil klokken seks om morgenen, uden at give mig mulighed for at sove.
Om morgenen besluttede jeg, at hele familien ikke ville spise, før dyrlægen gav klarsignal, fordi allerede ved synet af en kaffekop sprang hunden nærmest op i ansigtet på mig. Ikke mit, desværre. Men Ivar, min dreng, er allerede 192 centimeter og han har stadig et langt liv foran sig…
Til frokost gav jeg efter og sneg mig hen til køleskabet. Stille og med en kraftig bevægelse åbnede jeg en dåse ærter, duftede til dem, men min hånd rystede, og to ærter faldt ned på mine slippers.
Kære venner… Jeg var tæt på at miste benet… Kære venner… Den lille, glubende hund indtog de ærter sammen med pompommet fra mine slippers, som pyntede så fint på mit hjemmefodtøj…
Og foran mig ligger en uge med diætmæssige udfordringer.
Hvordan vi skal klare os, og hvor vi skal løbe hen, ved jeg slet ikke. Jeg skriver fra badeværelset, hvor jeg har låst døren. Hvis der sker noget, så glem mig ikke.
Jeg frygter, at mit legeme kun vil holde i tre dage à maksimalt.
Og så? Det er skræmmende at tænke på…
