I otte år har jeg været hjemmegående. Ikke fordi det var min drøm, men fordi livet tog en drejning, jeg ikke kunne styre. Jeg har to børn, en mand, som arbejder hele dagen, og et hjem, der aldrig føles rent nok. Jeg står op hver morgen klokken 5:30. Allerede før nogen andre vågner, er jeg i gang med morgenmaden.
Klokken syv har jeg vasket op, fejet stuen, redt sengene og er halvvejs igennem at forberede frokosten. Når min mand skal af sted, siger han: Slap nu af derhjemme. Som om at være hjemme er det samme som at slappe af. Lige så snart han lukker døren, begynder min anden arbejdsdag: tøjvask, gulvvask, toiletrengøring, samle legetøj op, handle ind, hente børnene fra skole.
Da børnene kommer hjem, er der heller ingen pause. Lektier, eftermiddagsmad, skænderier, råb, endnu mere beskidt tøj. Imens kommer min mand hjem, træt, og sætter sig med telefonen. Beder jeg om hjælp, siger han: Jeg arbejder jo hele dagen. En gang svarede jeg: Det gør jeg også. Han blev vred og sagde, at jeg overdrev, og at jeg ikke aner, hvad ægte træthed er.
En dag sagde jeg til ham, at jeg gerne ville arbejde igen. Jeg vil tjene mine egne penge, komme ud, føle at jeg bidrager med mere end rengøring. Han svarede: Hvem skal så tage sig af børnene? Hvorfor giftede jeg mig så med dig? Det er egoistisk. Min svigermor blandede sig også og sagde, at en god kone bliver hjemme.
Jeg begyndte at føle mig usynlig. Ingen spørger, hvordan jeg har det. Ingen siger tak. Hvis maden er for salt, brokker de sig. Hvis huset er rodet, er det min skyld. Hvis børnene får dårlige karakterer, er det også min skyld. Alt lander hos mig.
Der var en dag, hvor jeg brød sammen. Jeg stod og vaskede op klokken ti om aftenen, ryggen gjorde ondt, og jeg hørte min mand sige i telefonen: Min kone arbejder ikke, hun går bare hjemme. Jeg lod fadet glide ned i vasken og begyndte at græde.
Nu er jeg så træt. Træt af arbejde uden løn, uden arbejdstider, uden tak. Træt af at leve mit liv fanget mellem fire vægge. Træt af at være bare hjemmegående. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg finde mig i det? Insistere? Skal jeg bare søge et job, selv om det måske skaber problemer mellem os?
Synes du virkelig, at hjemmegående er et privilegium eller er det en byrde, som ingen vil se?
