Jeg har været gift tre gange og hver gang stræbte jeg efter at blive den perfekte hustru: nu frygter jeg at være alene, når livet går på hæld.
Jeg har tre gange bundet mig i ægteskab, og hver gang har jeg givet min sjæl for at blive en eksemplarisk hustru – omsorgsfuld, tålmodig og klar til at ofre mig selv for de nærmeste. Men tre forsøg på at bygge lykken har efterladt mig med bitter skuffelse, og nu hjemsøger frygten mig: hvad nu, hvis jeg møder alderdommen i tomhed og ensomhed?
Min første mand, Anders, forlod mig med brutale ord: “Du keder mig.” Jeg kedede ham, vores børn, min omsorg, mine bestræbelser. “Du er kedelig,” sagde han med foragt i blikket. “Det eneste, du kan, er at lave frikadeller.” Jeg troede dengang, at det var kvindens lykke: at være husmor, mor, en støtte for manden. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få ham til at blive. Til sidst stod jeg alene – med to små børn i armene, forvirret og knust.
Min anden mand, Mads, kom ind i mit liv, da jeg håbede på, at alt ville være anderledes. Jeg lærte af mine fejl: forsøgte at være klogere, kræve mindre, tilgive mere. Men skæbnen ramte igen: pengene var katastrofalt få, vi sled os op på arbejdet, og så blev jeg syg. Ikke livstruende, men alvorligt nok til, at jeg havde brug for støtte. Da så jeg hans sande ansigt. Han råbte ikke eller lavede scener – han pakkede blot sine ting og gik til en anden. En syg hustru, tre børn – hvorfor bære den byrde? Han forsvandt fra mit liv lige så stille som en skygge i natten, og jeg stod tilbage med kampen alene.
Min tredje mand, Kasper, var en reel prøvelse for mig. Da vi mødtes i en lille by uden for Århus, var han ingen – knækket og uden formål. Jeg hev ham op fra afgrunden: hjalp ham på fode, delte min løn, støttede hans drømme. Jeg trak ham frem som en trækokse, der bærer en tung pram mod strømmen uden at spare mig selv. Men han gjorde intet for mig – ikke engang en venlig gestus, ikke en dråbe taknemmelighed. Jeg bildte mig ind, at manden er familiens overhoved, og jeg skulle støtte ham, selvom det betød, at jeg skulle trække alt alene. For nylig så han på mig med kolde øjne og afsagde sin dom: “Du har ladet dig selv gå. Gammel, forsømt.”
Han er kun tre år yngre end mig, men ser sig selv som ung og stærk, mens jeg skulle være en ruinhob, ikke værdig til opmærksomhed. Og dette kommer fra en mand, som jeg i årevis tog mig af, fodrede, hjalp med at rejse sig! Vreden greb mig. Jeg kunne ikke længere holde det ud: jeg stoppede med at give ham penge, og han kaldte mig straks nærig, nævnte alle mine “mangler”, som om jeg var forpligtet til ham resten af mine dage. Hans ord skar som knive, men åbnede mine øjne: jeg ønsker ikke længere at leve for én, der ikke værdsætter mig.
Så nu står jeg ved en skillevej, i mine fyrre plus år, med et knust hjerte og tomme hænder. Så mange år har jeg lagt min sjæl i disse forhold, givet så meget for at gøre dem bedre, og hvad endte det med? Tomhed. Jeg frygter endda at tænke på fremtiden. Hvem har brug for mig nu? For ingen elsker gamle kvinder – eller tager jeg fejl? Disse tanker nagende mig som en kold efterårsnat, og jeg ved ikke, hvor jeg skal finde svaret. Tre gange har jeg forsøgt at skabe en familie, tre gange har jeg brændt mig, og nu banker frygten for ensomhed stadig højere på min dør. Er det virkelig alt, hvad jeg er bestemt til? Vil jeg virkelig blive alene, mens livet passerer forbi?”
