Jeg har været gift med Kasper i ti år, og min svigermor, Birthe Larsen, respekterer og elsker jeg oprigtigt. Hun er så venlig og omsorgsfuld, altid klar til at hjælpe med børnene eller forkæle os med hendes berømte æblekage. Men der er én ting, jeg aldrig har kunnet vænne mig til – hun efterlader altid en ske i saladskaalen! Og ikke bare lige smider den der, nej, hun stikker den ned i salaten som et flag på en bjergtop. Til påske skal vi igen samles om hendes store bord, og jeg gør mig mentalt klar til den kulinariske ritual. Men ærligt talt, så gør de små ting bare vores familietid endnu mere speciel, og jeg kan ikke forestille mig vores liv uden disse hyggelige stunder.
Birthe Larsen er en kvinde, man ikke kan lade være med at respektere. Da jeg først giftede mig med Kasper, var jeg ligesom enhver ny svigerdatter lidt nervøs for svigermor. Jeg havde hørt historier fra veninder om “monstre i nederdel”, der kritiserer alt. Men Birthe var helt anderledes. Hun tog imod mig med et smil, lærte mig at bage hendes berømte æblekage og gav aldrig uønskede råd. Da vores børn, Ida og Emil, blev født, blev hun den bedste bedstemor for dem: hun leger med dem, læser eventyr, og hendes hemmelige slikforsyning er legendarisk. Jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en svigermor. Men den der ske i salaten… det er mit personlige mareridt.
Det hele startede til vores første familiefrokost, hvor Kasper og jeg kom som forlovede. Birthe havde dækket bordet som til en kongelig middag: kartoffelsalat, rejesalat, sild, flæskesteg – alt var perfekt. Jeg prøvede at være en god gæst og roste salaterne, så jeg tog fat i portionen. Og så ser jeg det: midt i kartoffelsalaten stak en kæmpe ske op, som en spir på et højhus. Jeg troede, det var et uheld, så jeg tog forsigtigt skeen og lagde den ved siden af. Men fem minutter senere gik Birthe forbi og stak den lige tilbage i salaten! “Sådan er det nemmere, Mette, tag bare, du skal ikke være genert!” sagde hun med et smil. Jeg nikkede bare, men inden i mig var det et kulturelt chok.
Siden da er den ske blevet min forbandelse. Til hver fest – jul, påske, fødselsdage – dukker den op i salaterne som en uundgåelig gæst. Nogle gange er det kartoffelsalat, andre gange skovsalat, og en gang stod den endda i en græsk salat, hvor den virkede helt malplaceret mellem feta og oliven. Jeg har prøvet at kæmpe imod: taget skeen ud, lagt den på en serviet, foreslået at fordele salaten på tallerkener i forvejen. Men Birthe er urokkelig. “Mette, det er tradition,” siger hun. “Sådan har vi altid gjort det i familien!” Kasper griner bare: “Mor, hvem stikker lige skeen i salaten nu om dage?” Og hun svarer: “I unge forstår ingenting af et rigtigt festmåltid!”
Når jeg nu tænker på den kommende påske, ser jeg for mig det samme billede. Birthe vil som altid sidde i spidsen af bordet i sit festlige forklæde med et strålende smil. På bordet står påskebrød, farvede æg, pålæg og selvfølgelig hendes berømte salater med den uundgåelige ske. Jeg har endda spøgt med Kasper om at give svigermor en speciel skestøtte, så hun stopper med at stikke dem overalt. Men ærligt talt, så er den vane blevet en del af vores familielegender. Vores datter Ida har engang tegnet en tegning af bedstemor med en kæmpe ske i en skål – og vi grinede allesammen, selv Birthe.
Påskefrokosten hos svigermor er altid en begivenhed. Hun samler hele familien: os med børnene, Kaspers søster og manden, fætre og naboer. Bordet er dækket så man knap kan se dugen, og der er mad nok til en hel uge. Birthe går rundt og serverer, fortæller historier fra sin ungOg i sidste ende er det ikke rigtig påske uden at finde den berømte ske midt i salaten, fordi det er Birthes måde at sige: “Velkommen hjem, skal I ikke spise lidt mere?”
