“Hvorfor forstår mine nærmeste mig ikke?” tænkte Mette i den seneste tid, selvom hun netop nu føler sig virkelig lykkelig. “I stedet for at være glade for mig, spreder de rygter og fortæller vrøvl til fælles venner.”
Mette er 54 år, en smuk kvinde, der arbejder i et stort team, hvor hun er respekteret. Hun har arbejdet der længe, hjælper de yngre kolleger og er generelt en venlig og omsorgsfuld person.
Hendes liv har ikke altid været lykkeligt. I sit første ægteskab var hun uheldig med manden. Hendes mor prøvede at advare hende:
“Datter, lyt til mig. Gift dig ikke med Brian. Han bliver ikke en god mand. Se bare på hans far. Han har aldrig været hjemme. Vi er naboer, vi ser alt. Han forsvinder i dagevis, nogle gange en hel uge, og så løber hans mor rundt og leder efter ham. Og når han endelig kommer hjem, skælder han hende ud for hele gården at høre.”
“Mor, det er bare sladder,” forsvarede Mette. “Selv hvis der er en smule sandhed i det, er Brian ikke hans far. Han er ikke sådan. Vi har det godt sammen.”
“Datter, jeg har advaret dig. Vent med at gifte dig – der er tid nok.”
“Der er ikke tid,” svarede datteren og vendte sig mod vinduet.
“Mette, er du gravid?” udbrød moderen forskrækket.
“Ja, mor. Derfor skal vi giftes.”
“Åh Gud,” mumlede hun. “Jeg har lagt mærke til, at du spiser syltede agurker, men jeg tænkte, det var foråret, måske mangler du vitaminer… Hvad sker der? Tænk dog selv, du er så ung, og nu binder du dig fast.”
“Mor, hold op. Det er, hvad det er. Forbered dig på et bryllup,” sagde Mette bestemt.
“Hvor skal I bo?”
“Her, hos dig. Du siger selv, Brians far ikke har styr på noget.”
“Datter, selvfølgelig må I bo her, jeg hjælper, hvor jeg kan. Men jeg stoler ikke på Brian.” Det var tydeligt, hun ikke ønskede det unge par hos sig.
Brylluppet var enkelt – begge familier levede fra lønseddel til lønseddel. Mette fik sønnen Emil og gik på barsel. Brian kunne ikke lide sin svigermor og gjorde ingen indsats for at komme godt ud af det med hende. “Hvorfor kan din mor ikke sove længe?” brokkede han sig. “Det er weekend.”
“Fordi hun står tidligt op og laver mad til dig. Du vågner, og morgenmaden er klar,” svarede Mette. “Hun tænker på os. Emil sover dårligt, vi får ikke nok søvn.”
“Emil er virkelig krævende. Hvorfor kan han heller ikke sove? Hjemme råber min far og skændes, her larmer svigermor om morgenen, og sønnen sover ikke. Hvad er det for et liv?”
“Hvad havde du regnet med?”
“Jeg ville have fred,” svarede han.
Sådanne diskussioner var hyppige. Snart bemærkede Mette, at Brian kom sent hjem.
“Hvor bliver du af?” spurgte hun.
“På arbejde. Eller med drengene efterfølgende…”
Efter næsten tre års ægteskab fandt Mette ud af, han havde en anden kvinde – ni år ældre end ham. De arbejdede sammen, der var roligt og behageligt. Mette smed ham ud og søgte om skilsmisse.
Det tog lang tid at komme over sviget. “Kun tre år, og han var allerede utro. Hvad ville der ske senere?”
“Jeg advarede dig,” sagde moren. “Men du ville gifte dig. Nu må du tænke dig om…”
“Hold op, mor. Jeg forstår det godt uden dine læreprædikener,” svarede Mette irriteret.
Moderen hjalp med Emil, hentede ham fra børnehaven, senere fra skolen. Mette arbejdede. Ti år efter skilsmissen havde hun ikke mødt nogen. Hun stolede ikke på mænd mere.
En dag inviterede kollegaen Lis hende til fødselsdag. Der var mange gæster på caféen, larm og latter. En mand nærmede sig.
“Henrik,” sagde han med et let nik og rakte hånden frem for at invitere hende til dans.
“Jeg gætter på, du er kollega med Lis? Jeg har ikke set dig blandt vores slægtninge før.”
“Ja, vi arbejder sammen og er venner.”
Hele aftenen var han ved hendes side. Henrik var tolv år ældre end Mette, men havde aldrig været gift. Rolig, venlig, belæst og en god samtaleDe fortsatte at mødes, og til sidst fandt Mette lykken igen med Henrik, der viste hende, at kærlighed ikke kender alder.
