Jeg har passet på ham i otte år, og ingen sagde et eneste tak.
Alle ved, at det er en udfordring at pleje en syg person især når det er en nær slægtning. Men jeg stod for faren til min svigerdatter i otte år. Han var i bund og grund en komplet fremmed for mig, og takken gik helt ubemærket forbi. Det er nok grunden til, at jeg stadig er så mærket af oplevelsen.
Jeg er 72 år gammel, og historien, jeg vil dele, ligger næsten 15 år bag mig.
Min mand gik bort for længe siden. Jeg har en søn, en svigerdatter og en barnebarn. Far til svigerdatteren, Klaus, var en rar fyr og arbejdede som matematiklærer, indtil han blev alvorligt syg.
Vi brugte år på behandling og brugte mange tusinde kroner på hospitalet og medicin. Jeg bidrog også økonomisk så godt, jeg kunne.
Til sidst lå han fastspændt i sengen, og der var ingen, der ville tage sig af ham. Min søn var travlt optaget af sit arbejde og fløj ofte på forretningsrejser. Barnebarnet, Jonas, gik på universitetet. Svigerdatteren, Kirstine, havde fuldtidsjob. Hun havde også en ældre datter, men den boede i Århus og kunne kun ringe og sende medfølende beskeder.
Kirstine fik ikke lov til at melde sig syg. Chefen sagde til hende:
Enten arbejder du som vanligt, eller så får du sparken!
Selvfølgelig valgte hun arbejdet, og så faldt ansvaret for farens pleje på mig.
I starten bad Kirstine mig om at besøge ham mindst én gang om dagen for at lave mad og give ham mad. Jeg sagde ja.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive hans daglige plejer i otte år.
Først kom jeg kun for to timer og gik så hjem igen. Men med tiden overlod Kirstine flere og flere opgaver til mig. Så jeg endte med at tilbringe hele dagen hos ham og først gik hjem om aftenen. Om morgenen gik jeg til fods tilbage.
Min søn havde stor medlidenhed med mig. Han så, hvor hårdt det gik, og sagde, at jeg skulle holde op med den frivillige hjælpearbejde. Men han sagde intet til sin kone, for han boede i hendes lejlighed.
Det blev også en byrde, at den ældste søster til Kirstine ofte ringede og gav mig instruktioner om, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle gøre det, når det gjaldt plejen af hendes far. Så blev Kirstine ofte utilfreds med mig, især når jeg ikke havde tid til hendes ønsker.
Hun sagde engang:
Hvis du ikke kan klare det, så tag din søn og smut! Jeg klarer mig selv! Jeg finder en babysitter!
Det måtte jeg nemlig høre i otte år. Så gik han bort. Ingen af døtrene sagde et eneste tak for, at jeg havde passet på deres far i så mange år. Den ældste påstod, at ingen havde tvunget mig til at pleje ham at det var helt mit eget valg.
Sådan er det: Man gør noget godt for andre, men de kan være så ligegyldige, at de ikke engang kan finde på at sige tak.
