Jeg gispede også
Søndag aften, mens Maria fordelte de nystrøgne skjorter i bunker, trådte Søren ind i soveværelset, satte sig på kanten af sengen og kom med sin nyhed, som om han blot annoncerede, at han havde ødelagt vandhanen.
– Maria, jeg kan ikke få luft.
Hun løftede ikke blikket. Lagde én skjorte, tog en anden.
– Hvad kan du ikke få luft af?
– Af det hele, det her liv. Rutinen. Hver dag er den samme: stå op, spise, cykle, komme hjem, spise igen, gå i seng. Og sådan kører det bare rundt.
Maria foldede ærmerne pænt sammen, rettede lidt på kraven. Hun var énoghalvtreds, Søren treoghalvtreds. De havde boet i denne lejlighed på Solbærvej i seksogtyve år og opfostret deres søn Anders, som nu havde boet i Århus i fem år og kun ringede på højtiderne.
– Og hvad vil du så? spurgte hun neutralt.
– Jeg vil flytte. Bo alene. Trække vejret.
Maria stoppede op. Ikke fordi hun blev forskrækket, men fordi hun kiggede på ham, som man ser på én, der endelig siger det, alle havde ventet.
– Hvor hen?
– Jeg finder en lejlighed. Bare mig selv lidt. Lære at trække vejret igen.
– Fint, sagde Maria og tog den næste skjorte.
Søren virkede chokeret. Han lænede sig lidt frem.
– Skal du ikke sige noget?
– Hvad skulle jeg sige? Du er voksen, Søren. Hvis du vil gå, så gå.
– Du bliver ikke vred?
Hun lagde skjorten fra sig og så ham direkte i øjnene.
– Nej. Men jeg har ét krav.
– Hvad er det?
– Du må ikke ringe med småting. Hvor ligger sokkerne, hvordan virker ovnen, hvor finder man strømpebukser. Hvis du går, så håndter det selv.
Han nikkede langsomt.
– Det er det eneste krav?
– Det er det.
Søren så ud, som om han havde øvet sig på alle de forkerte reaktioner: gråd, bebrejdelser, at hun skulle holde ham fast og tale om alle årene, sønnen, at sådan gør man bare ikke. Han havde mentalt forberedt sig på at forsvare sig, men hun stod der bare og strøg skjorter.
– Nå, sagde han. Så går jeg lige i gang med at pakke.
– Fint.
Han forsvandt ind i garderoben. Stod der længe bare og gloede på hylderne, som om han forventede, tøjet ville pakke sig selv. Så begyndte han at proppe jeans, T-shirts og sokker i sin duffelbag. Han tog sin barbermaskine, opladeren til mobilen, og en bog, han havde tænkt sig at læse i et halvt år. Da han trådte ud i gangen, var Maria gået i køkkenet og rodede med noget bestik.
– Jeg smutter, råbte han.
– Held og lykke, lød det derinde fra.
Døren smækkede bag ham. Han stod lidt i opgangen og ventede. Ingenting. Ingen fodtrin inde bag døren, intet røre. Stilhed.
Han trykkede på elevatoren.
***
Han fandt hurtigt en lejlighed gennem en kollega. En lille etværelses i nabokvarteret, fjerde sal med udsigt til gården. Udlejeren, en ældre mand med gevaldige bakkenbarter, viste hurtigt rundt og snuppede så huslejen to måneders forudbetalt før han forsvandt ud af døren. I lejligheden var der en udtrækssovesofa, et bord, to stole, et køleskab model Sovjetunionen og et gaskomfur, man skulle have bestået et mekaniker-kursus for at tænde. Gardinerne lignede noget, der engang havde været sennepsgule.
Søren dumpede tasken, slog sig ned på sofaen og inspicerede sit nye rige.
Total stilhed. Ingen, der trampede rundt i naboværelset, ingen fjernsynssnak, ingen, der kaldte på aftensmad. Han strakte sig ud, lagde armene bag hovedet og tænkte: Det var det. Friheden.
De første to dage var faktisk næsten skønne. Han stod op, når han ville, spiste det, han havde husket at købe, lallede rundt i underbukser og sokker, og ingen spurgte ham om noget. Om aftenen ringede han til sin ven Henrik, der grinede: Godt gået, Søren, det skulle du ha gjort for længst.
På tredje dagen løb han tør for rene sokker.
Han gav sin nye vaskemaskine et langt, skeptisk blik. Lille, rund, lettere truende. Han hev lågen op, kiggede ind, og lukkede igen. Der skulle jo noget vaskepulver i. Udlejeren havde sagt noget om en pakke i skabet under vasken. Der fandt han en lille æske Til farvet og hvidt tøj. Han hældte lidt i på gefühl, valgte et tilfældigt program. Maskinen begyndte at ryste.
En time senere fiskede han sokkerne ud. De var våde, faktisk gennemblødte, og havde fået et svagt lyserødt skær. Det gik op for ham, at han havde smidt sin nye røde T-shirt med i vasken.
Sokkerne blev hængt over radiatoren og var først nogenlunde tørre til næste aften.
Fjerde dag ville han lave rigtig mad. Han købte kyllingebryst, kartofler og løg og fiskede en pande med permanent fedtfilm op fra bunden af skabet. Panden hvæsede, olien sprøjtede, kyllingebrystet brændte fast. Han skrællede kartoflerne, så der nærmest ikke var noget tilbage, snittede løg, så han græd i blinde.
Resultatet var en tallerken med en brunhvid klump, sej udenpå, rå indeni.
Han tvang halvdelen ned og bestilte så mad fra det lokale pizzeria.
Da han en uge senere regnede, hvor meget han havde brugt på take-away, gik det op for ham, at det var næsten lige så meget, som han og Maria havde brugt på hele månedens mad sammen. Han tænkte, nu må jeg tage mig sammen. Han kogte grød på boghvede det blev faktisk udmærket og dulmede lidt den eksistentielle saltvandsbølge, husholdningen truede med at drukne ham i.
***
Gennembruddet kom på dag ti.
Søren var under bruseren, da han mærkede pludselig, at vandet skvulpede op om hans fødder. Han lukkede vandet, men pytterne blev stående. Han skubbede til afløbet med tåen. Intet skete.
Ordet “vandslås” dukkede op. Maria havde ofte brugt det: Du burde renses vandslåsen, Søren, ellers klasjer afløbet til! Han havde bare nikket og trukket sig tilbage til stuen.
Søren gik på hug under badekarret, pillede lidt, skruede på en hvid plastring. Den gav efter nærmest mistænkeligt nemt og så fossede der koldt, brunt vand ud fra rørene med pres.
Søren røg op at stå, gled, røg på halen. Håndklædet væltede ned på gulvet og blev plaskvådt. Han forsøgte desperat at skrue vandslåsens låg på igen, men vandet blev ved at strømme og tog bademåtten med i tragedien.
Han slap alt, dryppende ud i gangen, greb sin mobil, og googlede febrilsk hvordan slukker man for vandet i lejlighed. Så dukkede han ud i køkkenet, hvor udlejeren havde sagt noget om en ventil under vasken. Han vred på ventilen endelig stoppede strømmen.
Nu sad han på gulvet i underbukser og kiggede ind i væggen.
Refleksen var at ringe til Maria. Hun ville jo vide, hvad man gjorde. Han havde endda fundet hendes kontakt frem men så lød hendes stemme i hovedet: Ikke ringe om praktiske ting.
Han lagde mobilen fra sig.
Så ringede han alligevel til Henrik.
– Henrik, du ved da, hvordan man reparerer sådan en vandslås, ikke?
– Hva? Jeg kalder altid en VVSer. Her, jeg har nummeret.
VVSeren kom næste dag, ordnede det hele på 15 minutter, satte en ny gummiring på og præsenterede så et beløb, der fik Søren til at stå og stirre længe på sin mobilepay.
– Er det normalt? spurgte Søren forsigtigt.
– Helt normalt, sagde VVSeren og gik.
Maria havde aldrig ringet efter håndværkere for den slags småting. Hun skruede og fiksede selv, købte reservedele i Silvan, og tryllede på samme tavse, gådefulde måde som årstidernes skiften.
***
Så fik Søren en idé, som virkede indlysende.
Han ringede til Pernille, som han for over tyve år siden havde haft en halvkvædet affære med, før han mødte Maria. Pernille var skilt, det havde han hørt gennem det løse netværk. Indimellem havde de udvekslet tomt smalltalk til fødselsdage.
– Hej Pernille, det er bare Søren Nørgaard.
– Søren? Det var da længe siden!
– Ja, jeg bor alene nu tænkte, vi måske kunne spise middag en dag?
Hun tøvede et halvt sekund.
– Bor du alene fra hvem?
– Fra min kone. Eller ja, i processen.
– Forstår. Jo, hvorfor ikke?
De mødtes på en restaurant i centrum. Pernille kom i lækkert overtøj, kort hår, så ung ud. Hun smilte til ham og spurgte:
– Nå, og hvad går du så og laver nu?
– Jeg arbejder stadig i byggebranchen. Indkøbschef.
– Og hvor bor du nu henne?
– Lejlighed i Egeparken.
– Er det godt der?
Han ville sige ja, men sagde:
– Tja… Maskinen centrifugerer dårligt, og komfuret er temmelig temperamentsfuldt.
Hun så på ham. Han kunne ikke helt aflæse ansigtet, men så gik lyset op: medlidenhed, ikke romantik, mere sådan nå, du har sgu også dit bøvl.
Samtalen gik ingen vegne. Hun talte om sin datter, han nev op med et kapitel fra Sørens livshistorie, de drak et ekstra glas, så sagde hun, at hun skulle tidligt op. De sagde pænt farvel.
Hun ringede ikke siden. Det gjorde han heller ikke.
***
Omtrent samtidig forsøgte Søren at genoplive fællesskabet med vennerne. Henrik kunne se ham fredag, men kun til klokken otte, for jeg skal hjem til forældremøde med Maja. Jesper kunne også, hvis du kører mig hjem efter, for jeg drikker ikke, Jette og jeg skal til svigerforældrene lørdag. Tre fædre på værtshus, øl og fodboldsnak.
– Nå, hvordan er det så at være fri fugl? spurgte Henrik.
– Helt fint, sagde Søren.
– Maria ringer vel tit?
– Nej.
– Slet ikke? spurgte Jesper.
– Nej, ikke overhovedet.
De to så på hinanden. Henrik drejede forsigtigt på glasset.
– Det er enten godt eller dårligt, sagde Jesper eftertænksomt.
– Hvad mener du med dårligt?
– Hun savner dig ikke, altså.
Søren blev tom for ord. Drak ud, gik hjem alene.
***
Maria brugte de første dage på at vænne sig til stilheden ikke som savn, mere som mærkelig pludselig plads. Det var som om møblerne var rykket rundt, og man kunne ikke helt finde ud af, om det føltes forkert eller rigtigt.
På andet døgn ringede hun til sin gammel veninde, Birgitte.
– Han gik, sagde Maria.
– Hvordan gik? Hvor gik han hen?
– Han lejede en lejlighed. Sagde han ikke kunne trække vejret.
Birgitte sukkede.
– Maria, hvordan har du det?
– Overraskende ok. Jeg forstår det ikke helt selv.
– Græder du?
– Nej. Mærkeligt, ikke?
– Måske kommer det senere?
– Måske.
En anden veninde, Anette, ringede, hende havde Maria delt vagt på fødeklinik med for 25 år siden. Anette var aldrig bange for at tale rent ud.
– Endelig, udbrød Anette. – Maria, jeg har sagt det i ti år.
– Hvad da?
– At du har levet som hushjælp, bare uden løn.
– Ej, nu må du…
– Seriøst. Hvornår lavede du sidst noget bare for dig?
Maria tænkte. Det tog tid at finde på noget.
– Fik klippet håret sidste år.
– Præcis.
Ugen efter gik Maria med til Anettes forslag om yoga i byens aktivitetshus. Hun fandt sit gamle træningstøj frem, stadig med prismærke. Hun opdagede, hun var stiv som en havstøtte.
– Det gør ikke noget, sagde instruktøren trøstende. Alle starter sådan.
To uger senere kunne hun bøje sig en smule. Tre gange om ugen gik hun til yoga, og bagefter caféture med Anette, hvor de snakkede igennem, uden at nogen skulle nå hjem til en sulten mand.
Om aftenen læste hun. Ikke fald-asleep-efter-tyve-sider-læsning. Rigtig læsning.
En dag ringede Anders.
– Mor, far siger, han bor for sig selv.
– Det er sandt.
– Hvordan har I det?
– Forskelligt. Egentlig har jeg det godt.
– Skal I skilles?
– Det ved jeg ikke endnu.
– Er du ked af det?
– Jeg er overrasket, men ikke ked af det.
– O.k. Sig til hvis der er noget.
– Du må også gerne ringe, Anders. Ikke kun ved jul.
***
En dag stod Maria midt i køkkenet og stirrede ud ad vinduet. Hun stod sådan fem minutter og tænkte på seksogtyve år.
Det var mange år. Over halvdelen af et voksenliv. Alt muligt var sket, inklusiv det gode. Første lejlighed, hvor de hentede flere liter maling end tålmodighed. Anders, lille og smurt ind i grøn salve. En tur til Skagen for femten år siden, hvor de kun grinede, men hun kunne ikke huske af hvad, bare at de grinede.
Alt det skulle nu kun være minder. Fortid.
Hun stod helt stille til følelsen gik over. Så satte hun koppen på tørreristen og tog sportstøj på. Yogaen ventede.
***
Jens dukkede op tilfældigt.
Det startede med Fru Jensen fra underboen, en kvinde på firs, kendt for at fange en i opgangen i en halv time. Hun bad Maria skifte pære i gangen, for sønnen kom først næste torsdag, og det var mørkt. Maria ordnede det og drak så en kop te. I det øjeblik dukkede sønnen alligevel op. Ikke den ventede, men broren, Jens.
Han var 48, fuldskæg, pæn jakke, trætte øjne, sådan én der arbejder for meget.
– Mor, udnytter du folk igen? grinede han, da han så Maria med pæren.
– Maria tilbød det selv! sagde Fru Jensen lidt fornærmet.
Han så på Maria.
– Tusind tak for hjælpen. Jeg havde ikke tænkt på, om mor gik rundt i kulde og mørke.
– Det var så lidt.
De talte et kvarter på dørtrinnet. Han arbejdede også i byggebranchen, dog i et andet firma. Hun nævnte, hun var bogholder. De sagde pænt farvel.
Tre dage senere ringede han på igen med chokolade som tak.
– Det behøvede du da ikke, sagde Maria.
– Må jeg komme ind et øjeblik? Jeg ville egentlig spørge til din Søren. Min mor nævnte, at han arbejdede med indkøb. Har et enkelt spørgsmål om leverandører.
Maria sagde sandheden.
– Søren bor alene nu. Men du må gerne få hans nummer.
– Okay, sagde Jens. Du må undskylde.
Han ringede ikke med det samme mere. Men en uge efter ringede han på for at fortælle, at han havde klaret leverandørproblemet, og skulle vi ikke tage en kop kaffe, sådan som naboer?
Maria tænkte sig om og sagde ja.
De mødtes på en café i nabolaget. Snakkede om arbejde og det lokale kvarters udvikling. Han var nem at tale med; han grinede ofte af sine egne jokes, før han var helt færdig.
– Du har været gift længe? spurgte han.
– Seksogtyve år. Eller det var jeg. Lige nu er jeg vel på pause.
– Det sker, sagde han, uden at gøre et nummer ud af det.
De sås igen. Ingen hast, ingen krav, bare let kontakt. Maria nød, hvor lidt dét forpligtede. Efter 26 år med ansvar føltes ansvarsfriheden som et vindpust i et rum, der havde været lukket for længe.
***
Søren begyndte at støde ind i ting ved sig selv, han aldrig havde opdaget. For det første: han havde ingen tålmodighed. Derhjemme blev det meste bare gjort uden, han behøvede at vente rent tøj, mad, reparationer. Nu bestod det af ventetid: indtil sokkerne tørrede, indtil kedlen kogte, indtil en VVSer dukkede op. At ligge syg med feber alene uden nogen til at bringe Panodil eller lave te. Det var verden i slowmotion.
Han opdagede også, at han ikke kunne lide at spise i stilhed. I 26 år havde nogen været der. Først Anders, da han flyttede, Maria. Hun deltog i samtale eller bare med levende stilhed ved bordet. Nu var stilheden kun tom.
Han begyndte at spise foran fjernsynet.
Cirka tre uger senere ringede han til Anders.
– Hej, søn.
– Hej far. Hvordan går det?
– Tjo, arbejder. Bor på Egeparken.
– Ved jeg godt. Mor sagde det.
– Hvordan går det med hende?
Pause.
– Fint, siger hun. Hun går til yoga. Mødes med veninder.
Søren tygger på det.
– Savner hun ikke…?
– Far, ringede du bare for at høre, om mor savner dig?
– Nej, bare nysgerrig.
– Hun har det okay, far. Det skal du også.
Han lagde på. Følelsen var ikke sorg mere som når man går ind i et rum og har glemt, hvad man ville.
***
Dag 23 mødte Søren en nabo i elevatoren, en 35-årig kvinde, Line, som selv sagde sit navn.
– Er du ny i opgangen? spurgte hun.
– Midlertidig, svarede han.
– Åh, blevet skilt?
Han blev overrasket over hendes direkte stil.
– Ja, altså… noget i den dur.
– Det sker, sagde hun udramatisk. Er det ikke den lejlighed, hvor Morten boede og sang opera midt om natten?
– Nej, fjerde sal, hvor gardinerne er gamle.
– Når ja, Dan. Han lejer altid ud til singlemænd. Siger, det er mindre bøvl.
De gik ud. Line boede i stueetagen, arbejdede på dyreklinik og havde planter og kat på altanen.
Han bar engang hendes dagligvarer op. Hun bød på te. Hendes køkken duftede af kanel, der var hyggeligt, ryddeligt stik modsat hans egen opvask, der var et mareridt.
De mødtes flere gange i elevatoren, snakkede kort. Intet skete, og det kunne heller ikke; Søren følte sig selv som et ufærdigt udkast.
En dag spurgte hun:
– Skal du blive boende længe?
– Aner det ikke.
– Du ligner en, der ikke har besluttet sig.
– Det har du helt ret i.
– Sådan havde jeg det også i to år efter min skilsmisse. Ville ønske, jeg havde spildt mindre tid.
Han tog ordene til sig.
***
Dag 31 tog Søren på torvet og købte blomster. Uden anledning, bare fordi han stod og så på store hvide krysantemum, som Maria altid havde elsket ikke roser, nej, de så for forpligtende ud.
Han tog buketten, betalte de 240 kroner, og drog mod Solbærvej.
Undervejs tænkte han på, hvad han skulle sige. Nu skulle han undtagelsesvist være hovedpersonen i sit eget liv. Han havde en idé om, at Maria ville åbne, blive overrasket, måske glad. 26 år var trods alt 26 år.
Han trykkede på dørklokken. Ny knap den gamle var væk.
Inde bag døren lød stemmer først en kvinde, så en mand, ikke ham selv.
Døren blev åbnet på kæde. Maria dukkede op i døråbningen. Kiggede på ham og på blomsterne. Hendes blik: roligt.
– Søren.
– Maria, jeg er her… Jeg har… Han løftede akavet blomsterne.
Hun så på ham uden vrede, uden det dramatiske, han havde håbet.
– Søren, jeg lukker ikke op.
– Hvorfor?
– Jeg har skiftet låsene.
– Det kan jeg se, men hvorfor?
Bag hende gled en silhuet forbi, tydeligt en mand. Søren fulgte det med blikket.
– Hvem var det?
– Det rager ikke dig, sagde hun uden kant.
– Maria, vent. Jeg har forstået nogle ting.
– Hvad for nogle ting?
Han åbnede munden, lukkede den. Prøvede igen.
– At jeg havde det godt med dig. At jeg ikke satte nok pris på os. At det var forkert, det her.
Hun så på ham et øjeblik.
– Søren, du har forstået, at du havde det godt. Men ikke hvorfor du havde det godt. Du tror, det var mig, du savnede, men egentlig savnede du nogen til at stryge dine skjorter.
– Det er slet ikke fair…
– Måske ikke. Men det er sandt.
– Maria, seksogtyve år!
– Jeg ved det. De var gode. Nogle af dem. Men jeg vil ikke have seksogtyve mere.
– Vil du ikke give mig en chance?
Hun så på ham. Længe.
– Det sjove er jeg er også begyndt at trække vejret. Jeg har også været ved at kvæles. Jeg sagde det bare aldrig.
Han stod med krysantemum-buketten i hånden.
– Maria…
– Gå, Søren. Ring til Anders. Snak med din søn, bare om noget andet denne gang.
Døren lukkede stille i. En ny lås klikkede.
Han blev stående. Buketten sank nærmest helt til gulvet. Krysantemumerne så stadig friske ud, uvidende om den triste situation.
Der var stille på trappeopgangen. Fra nabolejligheden flimrede tv-lyd.
Søren drejede om og gik mod elevatoren.
***
Elevatoren kom hurtigt. I spejlet så han sig selv: Mand, med blomster i hånden, en god jakke, lidt forpjusket, med det blik man kun har, når noget lige er sluttet. Eller måske startet. Måske begge dele.
Han gik ud på gaden. Det var allerede mørkt, gadelygterne lyste, folk gik forbi, upåvirkede.
Han stoppede. På en bænk sad en ældre dame og fodrede duer fra sin Co-op-pose.
Søren satte blomsterne på bænken.
– Tag dem du, hvis du vil.
Damen så på ham, så på blomsterne.
– Flotte blomster. Var der ingen, der ville have dem?
– Nej.
– Sådan er det, sagde damen og fortsatte med duerne.
Søren gik videre. Gaden var, som den plejede. Lejligheder, lygtepæle, livet gled videre. Maria lukkede nok døren bag sig og vendte tilbage til sit nu, som så ud til at klæde hende.
Anders et eller andet sted i byen, han burde ringe til bare sådan, uden grund.
Og hjemme på fjerde sal: Opvasken, stadig urørt.
Han hev mobilen frem.
***
I metroen sad han længe og stirrede ud af vinduet, men så kun sin egen uskarpe reflektion.
Mærkelig ting, tænkte han. Ikke mere end det.
Toget kørte stationerne igennem. Unge, gamle, travle, trætte, med tasker, bøger og blikke i skærme. Ingen interesserede sig for ham, hans krysantemumer, hans seksogtyve år, hans lukkede dør.
Han stod af på sin station og gik op.
Luften var kold, duftede af den første sne, som endnu ikke var faldet, men nu spøgte i atmosfæren.
Søren kiggede på himlen. Den var mørk og helt almindelig.
Så gik han hjemad.
***
Samme nat, sådan omkring kl. 2, lå han vågen og stirrede i loftet. Gardinerne holdt alt gadelys ude, køleskabet brummede lejlighedsvis. Alt var, som det havde været i 31 dage.
Og så huskede han pludselig noget.
For otte-ni år siden, de var på Marias forældres sommerhus. De sad på verandaen om aftenen, drak te, det var tyst, og skoven begyndte at ligne noget fra et eventyr. Maria tav, han tav også, men det var en god tavshed, levende, ikke død.
Han tænkte: det her er godt.
Men sagde ikke noget. Tænkte det bare, og lod det forsvinde.
Nu prøvede han at huske, hvornår han faktisk sidst tænkte sådan. Han kunne ikke.
Udenfor begyndte sneen. Tøvende, forsigtig. Vintersæsonens første.
Inde var der stille.
***
Næste morgen satte han vand over til te og besluttede sig for at købe nye kopper. De gamle havde en skramme, der gjorde det umuligt at drikke ordentligt.
Han tænkte, han burde ringe til Anders.
Så tænkte han på arbejdet kvartalsrapporten var bagud, han måtte tage sig sammen.
Han tænkte også på det, Maria havde sagt. At hun også havde gispede efter luft. Han havde aldrig spekuleret over, hun også kunne føle det. Hun var bare altid der, gjorde det, der skulle gøres, og han spurgte aldrig, om hun ville eller kunne lide det. For ham var det hverdagen, han syntes var et fængsel, men måske var hendes fængsel nøjagtigt det samme bare med dampstrygejern og vasketøj som tremmer.
Kedlen peb.
Han hældte te op i den gamle kop, satte sig ved bordet.
Snefnuggene dansede nu for alvor udenfor, lagde sig på vindueskarmen.
Søren fandt mobilen, bladrede ned til Anders nummer.
Lagde mobilen igen.
Tog den så frem.
– Hej Anders, det er far. Ville bare ringe, ikke noget særligt. Er du optaget?
– Nej, far, det er jeg faktisk ikke.
– Hvordan går det?
– Fint, arbejder Har I også sne?
– Lige begyndt her.
– Her også.
De tav lidt. God tavshed, levende tavshed.
– Hvordan går det egentlig med dig, far? spurgte Anders.
Søren så ud af vinduet. Sneen faldt, jævnt.
– Jeg prøver at finde ud af det, sagde han.
– Ring, hvis du har brug for noget, ikke far?
– Jeg ringer. Du må også gerne ringe, ikke kun til jul.
– Aftale, far.
De sagde farvel. Søren drak resten af teen. Den var god nok.
Udenfor faldt sneen.
***
Ovre på den anden side af byen, cirka samtidig, sad Maria også og stirrede ud. Hun havde kaffekop i hånden, der var varmt og roligt. Jens var smuttet for længst, han blev ikke og overnattede. Det var sådan, de tacit havde aftalt: Ikke mere travlt.
Hun tænkte på Søren. Uden sorg og uden glæde, bare sådan, som man gør, når man har delt sit liv med nogen. Hun så ham for sig med blomsterne stor, lidt forfjamsket, en mand der havde lært lidt, men måske aldrig nok.
Hun var ikke vred længere. Først havde hun været det, hun blev næsten overrasket over at mærke det, fordi hun ellers virkede rolig udadtil. Men hun havde været stille vred, i årevis. Vred over, han aldrig spurgte, hvordan hun havde det. Vred over, han kedede sig, men at det var hende, der skabte hverdagen. Vred over, at hun ikke havde fået tid til at kede sig, blandt madpakker og logistik.
Senere forsvandt vreden. Kunne ikke holde, over for det nye, rolige.
Hun skrev til Birgitte: Yoga i morgen? Birgitte svarede straks: Jeg ventede bare, du skrev. Ja!
Maria smilede, satte koppen fra sig.
Udenfor sneede det også her.
***
Samme aften ringede Søren til udlejeren og spurgte, om han måtte forlænge lejemålet to måneder.
– Ja da, bare betal forud.
Så gik Søren ned i Imerco og købte to nye kopper uden skår. Og så, hvad pokker, én til.
Han handlede ind: kylling, porrer, kartofler, løg. Fandt en nem supperecept online. På trin fire: smag til med salt.
Søren stod længe med saltet i hånden og gættede. Kom til at overdosere men suppen blev faktisk spiselig.
Han hældte den i en tallerken ikke i koppen, kopper er ikke til suppe og satte sig.
Stilheden gjorde suppen lidt bedre.
***
Livet kørte videre, som det altid gør. Maria gik til yoga, så Jens, der aldrig skyndte på noget, og Søren boede på Egeparken, lavede suppe og ringede til Anders. Mødtes en gang ugentligt med Henrik og Jesper, der nu også kunne blive til lidt senere.
Skilsmissen blev aldrig rigtig gjort færdig ikke fordi det blev et valg, men bare fordi ingen gad tage næste skridt, midt i al den nye træthed.
En dag så Maria ham i Netto samme Netto, hvor de havde handlet hver uge i over to årtier. Han stod foran mælken og læste på en liter kærnemælk, som om det var en Nobelpris-mælk.
Hun gik hen til ham.
– Søren.
Han vendte sig. De så på hinanden. Han så ikke dårlig ud. Lidt slankere måske. Blikket en smule mere opmærksomt.
– Hej Maria.
– Du ser tilpas ud.
– Og du.
De stod lidt, akavet.
– Skal du ha kærnemælk? spurgte hun.
– Ja, men kan ikke bestemme mig.
– Tag den der, pegede hun.
– Tak.
Han tog pakken. Hun tog sin. De endte i hver sin kasse, var færdige næsten på samme tid.
– Nå hej så.
– Hej, Søren.
Hun gik til højre. Han tog til venstre.
