Jeg ved ikke, om du har prøvet det, men det føles lidt underligt at fortælle om, selv til dig. Men altså: det hele startede en søndag aften, hvor Henrik pludselig sagde det, mens Karen var i gang med at folde og lægge de nystrøgne skjorter i bunker. Han trådte ind i soveværelset, satte sig på kanten af sengen og sagde det, som om han talte om et dryppende vandrør.
Karen, jeg kan ikke få luft.
Hun løftede ikke engang blikket. Hun lagde én skjorte, tog næste.
Hvad mener du?
Det hele. Hverdagen. Det er bare det samme hver dag. Stå op, spise, tage afsted, hjem igen, spise, sove. Om og om igen.
Karen foldede ærmerne omhyggeligt, rettede på kraven. Hun var 51, Henrik var 53. De havde boet i den her lejlighed på Valnøddevej i 26 år, opfostret deres søn, Rasmus, som nu havde boet i Aarhus de sidste fem år og kun ringede ved jul og på fødselsdage.
Og hvad tænker du så, vi skal gøre? spurgte hun roligt.
Jeg tror, jeg vil flytte. Jeg har brug for at være alene lidt. Trække vejret.
Karen lagde skjorten og så op på ham, ikke forskrækket, bare som om, hun lyttede til noget, hun havde ventet på.
Hvorhenne?
Jeg finder noget at leje. Bor der lidt. Ser, hvordan det føles.
Det gør du bare, hun tog endnu en skjorte.
Henrik havde vist regnet med noget andet. Han lænede sig lidt frem.
Har du ikke noget at sige?
Du er voksen, Henrik. Hvis du vil gå, så gå.
Så du laver ikke et stort nummer ud af det?
Hun lagde skjorten fra sig, så ham lige i øjnene.
Nej. Men jeg har et krav.
Hvad?
Du ringer ikke for at spørge, hvor ting ligger, hvordan ovnen virker, eller hvor jeg har lagt ledningen til printeren. Hvis du flytter, så står du selv for det hele.
Han trak lidt på skuldrene.
Det er det hele?
Det er det hele.
Henrik vidste simpelthen ikke, hvad han skulle stille op med det. Han havde forventet gråd, skænderier, dramaer om årene, om Rasmus, om hvordan man ikke gør sådan efter så mange år. Han havde gennemgået hele sit forsvar i hovedet. Hun stod bare og strøg videre.
Fint, sagde han så. Så pakker jeg mine ting.
Gør du bare.
Han gik ind i walk-in skabet, stod længe bare og stirrede på hylderne, før han begyndte at smide jeans, t-shirts, underbukser ned i en sportstaske. Tog sin barbermaskine, sin telefonoplader, en bog han ikke havde åbnet i måneder. Da han gik ud i gangen, var Karen forsvundet ud i køkkenet, hvor hun raslede med gryder.
Jeg går nu, råbte han.
Held og lykke, svarede hun på afstand.
Han hørte døren lukke bag sig. Ventede. Intet. Ikke nogen, der kom løbende, ikke nogen tårer. Stillhed. Han trykkede på knappen til elevatoren.
***
Han brugte to dage på at finde en lejlighed via en gammel bekendt. En lille etværelses nede på Søndre Boulevard, fjerde sal og vinduer ud til baggården. Udlejeren, en gråhåret mand med gammeldags moustache, viste ham lejligheden og tog 13.000 kroner for to måneders forudbetalt husleje, før han forsvandt igen. Der stod en sovesofa, et bord, to stole, et gammelt køleskab og et gaskomfur. Gardinerne havde den kulør, som kun gammeldags sennep kan have.
Henrik lagde tasken, satte sig i sofaen og lod blikket glide rundt. Totalt stille. Ingen i værelset ved siden af, intet fjernsyn, ingen, der kaldte på ham for aftensmad. Han lagde sig med hænderne bag hovedet og tænkte: Frihed. Sådan føles det.
De første to dage var egentlig rare nok. Han stod op, når han havde lyst, spiste det, han gad mest det, han lige kunne købe i Netto rundt om hjørnet og trissede rundt i underbukser uden at skulle forklare sig. Om aftenen ringede han til sin gamle kammerat Mikael, de snakkede om alt og intet, Mikael grinede og sagde: Godt, Henrik, det burde du have gjort for længe siden.
På tredjedagen havde han så ikke flere rene sokker.
Han stirrede på vaskemaskinen ude på badeværelset, sådan en lille rund én med frontlåg. Vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle gribe det an. Fandt noget vaskepulver i et skab, læste: Til kulørt og hvid. Hældte lidt på slum ned i det rum, han gættede var det rigtige, trykkede start.
Maskinen brummede.
En times tid senere hev han våde, let rosa sokker ud havde glemt, at han smed sin nye røde t-shirt med i vasken.
De røg op over radiatoren. De var først tørre næste aften.
Fjerde dag forsøgte han at lave rigtig mad. Købte kyllingbryst, kartofler, løg i fakta. Fandt en pande med afskallet belægning, tændte for gassen, hældte olie på. Det syede alt for voldsomt, og han dumpede kyllingen på i ét stykke, så den straks sad fast. Kartoflerne skrællede han, som om han aldrig havde prøvet det før halvdelen røg ud med skrællen, og løget fik tårer i øjnene frem.
Det færdige produkt på tallerkenen var tørt udenpå og halv-råt indeni, brunligt-hvidt. Han spiste lidt, resten røg ud og han bestilte take-away fra en eller anden burgerjoint.
Efter en uge lavede han regnskab over hvad han havde brugt på take-away: næsten lige så meget, som han og Karen brugte på mad på en hel måned sammen. Så fik han lidt styr på det, købte ind og lavede grød grøden var nogenlunde, og det beroligede ham en smule.
Men hverdagen trak ind på ham som en snigende bølge, uundgåeligt og trættende.
***
Tiende dag blev vendepunktet.
Henrik var i bad, da han pludselig opdagede, at vandet ikke løb ud. Han så ned, og vandet stod i bunden. Han slukkede, ventede ingenting. Prøvede at trykke lidt på afløbet. Intet skete.
Han kom i tanke om ordet vandlås. Karen havde tit sagt, at den skulle renses, ellers gik den til. Han havde lissom bare altid forduftet, når hun begyndte at rode med det.
Nu sad han selv på hug under badekarret. Der var rør, samlinger, et eller andet hvidt plast. Da han gav plastforbindelsen et lille drej, væltede en sort, klam strøm af vand ud over gulvet.
Henrik fór op, gled, prøvede at række ud efter håndklædet, som naturligvis straks blev pladdervådt. Forsøgte at skrue dimsen fast igen, men vandet fossede ufortrødent ud. Løbende floder over gulvet, ind i måtten, som slugte væske som en svamp.
Med våde fødder og underbukser fløj han ind i køkkenet, famlede i skufferne og fandt ingen aflukning. Ventilen! Udlejeren havde nævnt den under køkkenvasken. Henrik skruede, og strømmen stoppede endelig.
Han satte sig midt på det våde gulv, tom i blikket.
Refleksen var straks: ring til Karen, hun ved, hvad han skal. Hans fingerspids svævede over hendes navn på telefonen, indtil han pludselig genkaldte hendes stemme: Du ringer ikke om praktiske ting.
Han lagde telefonen.
Men så ringede han til Mikael.
Mikael, hvordan renser man en vandlås?
Hvad for noget? Nej, det ved jeg fandeme ikke, mand. Jeg henter altid en VVSer. Her, tag dette nummer.
Dagen efter kom VVSeren. Kiggede, fikserede dimsen på 15 minutter og tog 850 kroner for det.
Er det standardpris? spurgte Henrik, lidt konfust.
Fuldstændig, sagde VVSeren følelsesløst og gik.
Henrik tænkte, at Karen aldrig havde ringet efter en håndværker for sådan noget. Hun havde bare gjort det selv.
***
Så fik Henrik en idé, der føltes attraktiv.
Han ringede til Helle, som han engang for hundrede år siden, før Karen, havde haft en kort flirt med. Han vidste, hun var skilt for længst det havde vennekredsen sladret om. Tilfældigvis mødtes de en sjælden gang til rund fødselsdag og trak altid lidt på smilebåndet.
Hej Helle. Det er Henrik Bredo.
Henrik? Vildt, det var længe siden!
Jaøv, jeg bor for mig selv nu, tænkte om vi skulle tage et glas vin sammen og snakke?
Hun tøvede et sekund.
Bor du alene?
Ja, Karen og jeg vi er flyttet fra hinanden.
Nå. Hm Okay, vi tager en kaffe.
De mødtes på en hyggelig café inde i byen. Helle kom i flot frakke. Hun lignede én, der havde styr på det hele. De smalltalkede. Så spurgte hun:
Fortæl mig om dig. Hvad laver du?
Jeg er stadig indkøbschef i byggefirmaet, som altid.
Hvor bor du nu?
Lejer en lejlighed på Søndre Boulevard.
Er den rar?
Han svarede automatisk ja, men det blev til: Den er lidt skæv, vasketøjet vil ikke helt tørre ordentligt og ovnen er mærkelig.
Helle så på ham med det blik, som man har til nogen, der taber sutten lidt for tit. Ikke romantisk, bare lidt medfølende.
Nå, sagde hun bare.
Samtalen slæbte sig lidt. Hun spurgte til Rasmus, han fortalte, hun fortalte om sin datter. De delte endnu et glas vin, men så skulle hun videre. Hun kontaktede ikke siden, og han kontaktede heller ikke hende.
***
Så prøvede Henrik at se gutterne. Mikael kunne fredag før kl. 20, fordi han skulle hjem til forældremøde. Anders, en anden ven, sagde ja, men kun hvis han kunne blive kørt hjem, for konen skulle bruge bilen næste dag.
De sad tre mand på en lille bar ved Enghave Plads. Drak to øl, snakkede om FCK og dårlige lønforhøjelser.
Mikael spurgte, Hvordan går det derude på gyngende grund?
Det går, sagde Henrik.
Ringer Karen slet ikke?
Nej.
Mikael og Anders vekslede blikke.
Slet ikke?
Nej, aldrig.
Min ville ringe mindst tre gange om dagen, sagde Mikael.
Karen ringer ikke, gentog Henrik.
Enten er det ret godt eller ret skidt, sagde Anders.
Hvad mener du?
At hun måske ikke engang savner dig.
Henrik nikkede. I virkeligheden tænkte han netop det hver dag, men nægtede at indrømme det.
Klokken halv otte sagde de farvel én efter én og gik hjem til kone, børn, forældremøde. Henrik blev siddende og bestilte endnu en øl.
***
Karen havde faktisk den første tid en følelse af underlig tomhed, men ikke som hun havde frygtet det. Det var næsten mere fornemmelsen af mere plads som om man flyttede møbler og ikke ved, om det er godt eller skidt endnu.
Anden dagen ringede hun til sin veninde, Grethe.
Han er flyttet, sagde Karen.
Hvad? Hvorhen?
Han lejede sig ind et sted. Han sagde, han åndede ikke.
Der blev stille et øjeblik.
Karen hvordan har du det?
Ærligt? Ret fint. Faktisk. Jeg overrasker mig selv.
Græder du?
Nej. Er det ikke mærkeligt?
Det kommer måske.
Måske. Vi får at se.
Senere ringede hendes gamle veninde, Lene, fra mødregruppen for 25 år siden.
Amen, endelig! Lene var ikke så diplomatisk Jeg har sagt det til dig i ti år.
Hvad dog?
At du var hushjælp uden løn.
Lene altså
Hvornår har du sidst lavet noget for dig selv?
Karen kunne ikke svare straks.
Sidste forår klippede jeg håret kort.
Præcis, sagde Lene.
I næste uge inviterede hun Karen med til yoga. Karen sagde først nej, men derefter ja. De tog til træning i et lille center rundt om hjørnet, hun trak det gamle joggingsæt på, hun ikke havde haft ude af skabet i årevis. Hun fandt hurtigt ud af, at hun ikke længere kunne nå sine tæer.
Alle starter sådan, sagde instruktøren opmuntrende.
Men efter to uger gik det lidt bedre, og hun gik til yoga tre gange om ugen. Det var første gang i alt for mange år, hun sad på café over en varm kakao og bare snakkede, uden at skulle hjem og lave mad til Henrik.
Om aftenen læste hun bøger. Rigtig læste, ikke bare faldt i søvn efter tyve sider.
En dag ringede Rasmus:
Mor, far siger han bor alene nu?
Ja, det passer.
Hvordan går det?
Det svinger lidt. Men faktisk okay.
Rasmus var tavs (det tager ham altid lidt tid at fordøje).
Bliver I skilt?
Det ved jeg ikke endnu.
Er du ked af det?
Nej, faktisk lidt lettet. Men overrasket, ærligt talt.
Rasmus blev tavs igen.
Råb, hvis du har brug for det.
Husk at ringe, ikke kun til jul, sagde Karen.
***
Men så, en dag, stoppede hun op midt på køkkengulvet, stod bare og kiggede ud af vinduet. Hun stod med morgenkoppen, og pludselig ramte det hende: sekstenogtyve år. Mere end halvdelen af hendes liv. Der var alt muligt, også gode ting. Første lejlighed, som de lavede i stand selv med sår på hænderne. Rasmus, som barn med grønne knæ. En gang ved Vesterhavet for mange år siden, hvor de havde grint i tre dage uden egentlig at kunne huske hvorfor.
Alt det fandtes ikke længere, kun som minder som billeder i et gammelt fotoalbum.
Hun ventede alene roligt, til følelsen gik over. Og det gjorde den.
Så stillede hun koppen og gik til yoga.
***
Jens dukkede op helt tilfældigt.
Det var Karen, der hjalp underboen, fru Jensen, en 80-årig dame, med at skifte en pære i gangen. Fru Jensen havde altid lyst til at snakke i evigheder, og Karen blev budt på te, da Jens fru Jensens søn indfandt sig uanmeldt. Han var nær de 50, med skæg, træt blik og en god vinterjakke. Han arbejdede også indenfor byggeri.
Mor, du driver rovdrift på naboerne, sagde han, da han så Karen med pæren.
Karen tilbød selv, insisterede fru Jensen.
Jens sagde tak, de sludrede i døren i et kvarters tid. Hun nævnte, at hun var revisor, han arbejdede i indkøb. Han greb lejligheden til at spørge om Henriks telefonnummer, men hun sagde bare, Henrik var flyttet.
Han dukkede op en uge senere med en æske chokolade, som tak. De drak kaffe, snakkede lidt arbejde, lidt om livet i Danmark, lidt om alt muligt ingen hastværk. Jens spurgte, om hun havde lyst til at følges til kaffe en dag, bare som venner.
De gik tur forbi Bageren, fik kaffe, snakkede om hverdagen, ikke noget særligt. Han var rar at være sammen med, utvungent, og hun nød, at der ingen forventninger var.
Efter 26 år uden valgfrihed føltes friheden næsten som at åbne et vindue i et lummert rum.
***
Henrik gik i mellemtiden og opdagede nye ting om sig selv.
For eksempel: Han havde aldrig ventet på noget før. Alting var gjort af sig selv. Maden stod på bordet, tøjet rent, hvis der gik noget i stykker, blev det bare ordnet. Nu skulle han lære at vente på at tøjet tørrede, at suppen blev varm, den træge VVSer dukkede op. Og da han lå syg på tredjesalt alene med 38 i feber og te fra han selv havde lavet, blev det for alvor virkeligt.
Eller bare dét at spise i tavshed. I seksogtyve år havde nogen siddet på den anden side. Rasmus som lille, så kun Karen. Der havde altid været et menneske at tale med eller i det mindste et levende nærvær. Nu var der kun stilheden, og den var ikke behagelig, bare tom.
Han begyndte at tænde for TVet, imens han spiste.
En dag ringede han til Rasmus.
Hej, dreng.
Hej far. Hvordan går det?
Arbejder. Bor på Søndre.
Det har mor fortalt.
Hvordan har mor det egentlig?
Rasmus tøvede.
Hun har det faktisk godt. Hun går til yoga og ses med veninder.
Henrik slugte det i tavshed.
Savner hun mig?
Far, ringer du bare for at høre, om mor savner dig?
Nej ja, måske lidt.
Hun klarer sig fint. Det gør du også. Det er vel godt.
Henrik lagde på og sad længe og stirrede ud i luften. Ikke så meget vrede, bare en underlig tomhed. Lidt ligesom, når man går ind efter noget og har glemt, hvad det var.
***
Dag 23 i elevatoren møder han en nabo, en yngre kvinde, der præsenterer sig som Mette.
Bor du her fast? spørger hun.
Midlertidigt, siger han.
Er du flyttet fra konen?
Ja
Sådan er det, smiler hun. Er du på fjerde? Jeg boede der engang, dengang Kurt sang hele natten.
Nej, jeg har den med de gule gardiner.
Åh, lejer du af olde-Dan? Han lejer kun ud til skilte mænd. Familier slider for meget på boligen, siger han.
De sludrer om kattestribede gardiner og navneskilte i opgangen. Hun arbejder på smådyrsklinikken, har en kat og blomster i vinduet. Henrik hjælper engang med at slæbe varer op. Mette kvitterer med te i den pæne, ordentlige lejlighed, og Henrik bemærker, at hos hende er der orden – i modsætning til opvasken hjemme hos ham.
De støder på hinanden mange gange, smiler lidt, men mere bliver det ikke. Han har ikke overskud; han er som en tanke, man ikke er blevet færdig med.
Engang spørger hun:
Bliver du her længe?
Ved det ikke, svarer han.
Du ser ud som én, der ikke helt har bestemt sig endnu, hvor han er på vej hen.
Det har du måske ret i.
Sådan havde jeg det selv i to år, efter mit eget brud. Jeg fortryder nu, at jeg gik og dinglede så længe.
Han huskede det.
***
31. dag. Han gik på torvet og købte blomster. Uden grund, bare fordi, han så på hvide krysantemum og kom i tanke om, at Karen altid holdt af dem, ikke roser de var for teatralske, sagde hun.
Et stort bundt, ind på Valnøddevej. Det føltes mærkeligt, men han forestillede sig, hun ville blive både overrasket og måske glad. 26 år sammen, trods alt.
Han ringede på. Ny ringeklokke, lagde han mærke til.
Ingen reaktion. Så trin og stemmer bag døren: en kvinde, hendes, og en mands, ikke hans.
Døren blev åbnet på kæde. Karen kiggede ud, så på buketten og derefter på ham. Ansigtet var køligt, ikke vredt, ikke trist.
Henrik.
Karen, jeg er kommet
Det kan jeg se.
Jeg har blomster med.
Hun så på ham uden tårer, uden al dramaet slet og ret.
Henrik, jeg lukker dig ikke ind.
Hvorfor ikke?
Jeg har fået nye låse.
Men hvorfor?
Et sekund gik en mand forbi bag hende inde i stuen. Henrik så uvilkårligt efter.
Hvem er det?
Det rager ikke dig, svarede hun stille.
Karen, hør nu jeg har indset noget.
Hvad så?
Han var blank. At jeg havde det godt med dig. Jeg satte bare for lidt pris på det hele. Det var en fejl.
Hun blev stille, betragtede ham.
Henrik, du har forstået, at du havde det godt. Men du har ikke forstået hvorfor. Du tror, du mangler mig. I virkeligheden mangler du nogen, der stryger dine skjorter.
Det er hårdt sagt.
Måske. Men det er sandt.
Karen, seksogtyve år
Jeg ved det. De var gode. Men jeg vil ikke have flere af de år på samme måde.
Ingen chance?
Hun så på ham længe.
Ved du hvad? Jeg er også begyndt at trække vejret. Jeg var også ved at blive kvalt, men jeg sagde det aldrig.
Han stod der med blomsterne.
Karen
Gå nu hjem, Henrik. Ring til Rasmus, ring bare for at snakke, ikke om mig.
Døren lukkede blidt. En lås klikkede.
Han stod lidt. Buketten hang i hånden. Krysantemumerne var friske, de vidste ikke, hvad der foregik.
Der var stille. Gennem væggen lød fjernsynet fra naboen.
Henrik vendte om og gik til elevatoren.
***
Han trykkede på knappen, elevatoren kom hurtigt. I spejlet så han sig selv: Mand med blomster, lidt krøllet, et udtryk af én, der lige har mistet noget eller måske lige har fået øjnene op for noget nyt.
Ude på gaden var det mørkt. Gadelamperne lyste, folk hastede forbi. Henrik gik mod metroen, blomsterne stadig i hånden.
Så standsede han.
Ved bænken sad en ældre dame og fodrede duer med en pose brød. Henrik stillede buketten ved siden af hende.
Hvis du har lyst, så tag dem, sagde han.
Damen så på blomsterne, så på ham.
Fine blomster. Ville hende ikke tage imod?
Nej.
Sådan er det. Hun vendte tilbage til duerne.
Henrik gik videre. Lejlighederne stod, hvor de altid havde gjort. Livet gik videre.
Et sted i byen havde Karen lukket døren og vendt tilbage til sit liv, der åbenbart passede hende meget godt.
Et sted kørte Rasmus hjem, og han burde egentlig lige ringe til ham, bare for at snakke.
Oppe i lejligheden med de gule gardiner stod der stadig beskidt service.
Han fandt sin smartphone frem.
***
Senere, i metroen, stirrede Henrik længe på den sorte rude. Der var ikke noget at se derude, kun hans eget slørede spejlbillede.
Underligt, tænkte han uden at tænke på noget bestemt. Bare: underligt.
Metroen kørte. Folk steg af og på. Ingen kærede sig om hans blomster, hans 26 år, hans lukkede dør.
Han stod af ved sin station, gik op i den friske luft.
Det var koldt, der var duft af den første vinter, sneen var endnu ikke faldet, men duften var der.
Henrik stod, kiggede op på himlen.
Mørk og helt almindelig.
Så gik han hjem.
***
Samme nat, klokken to, lå han vågen og gloede op i loftet. Alt var som det havde været de sidste 31 dage. De gule gardiner lukkede lyset ude, køleskabet brummede støjende.
Og så dukkede en gammel erindring op.
Otte-ti år inden, havde de været i sommerhus hos Karens forældre. De sad på terrassen med te, skumringen lagde sig over haven, alt var stille. Hun sagde ingenting, han sagde ingenting og det var god tavshed. Rigtig tavshed.
Dengang havde han tænkt: Her er det godt.
Han havde aldrig sagt det. Blot tænkt det, glemt det igen.
Nu lå han i sin midlertidige stue og kunne ikke helt huske, hvornår han sidst havde haft det på den måde.
Udenfor begyndte noget, der mindede om sne, forsigtigt og tøvende, årets første.
I lejligheden var der stille.
***
Næste morgen satte han vand over til te og tænkte, at han burde købe nogle ordentlige kopper. Dem, der stod i lejligheden, havde skår.
Så tænkte han, at han skulle ringe til Rasmus.
Så tænkte han på kvartalsrapporten på arbejdet, hvor han var lidt bagud.
Så tænkte han på Karens ord. At hun også kunne trække vejret. At det måske ikke kun var ham, der var ved at blive kvalt. Hun havde altid bare været der, hun gjorde det bare han havde aldrig spurgt, om hun havde lyst, om hun syntes det var godt. Hverdagen, som han følte sig fanget i, havde måske været lige så kvælende for hende.
Vandet kogte. Han hældte det i den hakkede kop, satte sig og stirrede ud.
Sneen dalede nu rigtigt, lagde sig på kanten udenfor.
Henrik fandt Rasmus i telefonen. Lagde den væk. Tog den op igen.
Hej Rasmus, det er far. Ville bare ringe uden grund. Har du tid?
Ja, svarede Rasmus, lidt forbløffet. Hej far.
Hvordan går det?
Fint. Arbejder. Har I fået sne?
Den kom lige nu.
Her også.
Sekunders tavshed. God tavshed.
Far, hvordan går det egentlig?
Henrik så ud på sneen, alt var hvidt, endnu ikke afklaret.
Finder mig selv, svarede han.
Okay, ring, hvis det er noget.
Det gør jeg. Og du behøver heller ikke vente til jul.
Aftale.
De sagde farvel. Henrik drak sin te. Den var god nok.
Sneen faldt tyst.
***
Nogenlunde samtidig et helt andet sted sad Karen og kiggede ud af vinduet. Kaffen et varmt krus i hånden. Jens var taget hjem igen, han overnattede aldrig det var ligesom bare en stiltiende aftale.
Hun tænkte lidt på Henrik. Ikke vredt, ikke trist, bare reflekterende. Hun så ham for sig udenfor døren med blomsterne stor, lidt forvirret, som en der er blevet lært en lektie, men muligvis ikke helt har forstået alt.
Hun var ikke vred længere. Den tid var ovre. Den første tid efter, at han var flyttet, mærkede hun egentlig vreden hun havde bare ikke givet den udtryk. Det var den stille irritation over, at han altid gik ud af døren, når hun begyndte på de praktiske ting. Over, at det var HENDES hænder, der gjorde, at deres rutine kørte. At han blev træt af det ensformige, men aldrig spurgte hende, om hun gjorde.
Det varede kun en tid. Så blev det noget andet og mere roligt, noget, hun kunne stå fast på.
Hun tog telefonen og skrev til Grethe: Yoga i morgen? Grethe svarede straks: Har ventet på din besked. Ja!
Karen smilede og satte koppen fra sig.
Udenfor dalede sneen også hos hende.
***
Senere samme aften ringede Henrik til udlejeren og fik aftalt to måneders ekstra leje.
Dagen efter gik han ned i Imerco, købte ordentlige kopper uden hak. To styk. Kom hjem, pakkede dem ud, og straks købte han ind til hønsekødssuppe fandt opskriften på mobilen, fire trin, salt efter smag.
Han stod og smagte til hvad betyder efter smag? Han prøvede, tilsatte lidt. Suppen blev lidt salt, men det gik.
Han fandt en tallerken og spise suppe i stilheden.
Den var god nok.
***
Så gik livet videre, som det nu gør. Karen gik til yoga, mødtes lidt med Jens, der aldrig forcerede noget. Henrik lavede suppe, ringede indimellem til Rasmus, mødtes med Mikael og Anders til et par øl nu og da.
Ingen af dem havde fået papir på skilsmissen. Ingen orkede rigtigt tage initiativ.
En dag mødtes de tilfældigt i Brugsen på Valnøddevej. Han stod og sammenlignede indholdet på kefir, Karen kom bagfra.
Henrik.
Han vendte sig. De kiggede på hinanden. Han så slankere ud, hans blik lidt mere opmærksomt.
Hej Karen.
Hej Henrik. Du ser ud som om, du har det rimeligt.
Også dig.
De blev stående et øjeblik.
Tager du kefir? spurgte hun.
Tænker på det.
Den dér er bedst, sagde hun og pegede.
Tak.
Han tog pakken, de gik hver til sit. Mødtes ved kassen, men talte ikke sammen. Gik ud hver sin dør.
Sådan kan det også være.
