Jeg husker stadig den aften, hvor det skete det var en ganske almindelig søndag, og jeg stod og lagde nystrøgne skjorter i pæne stakke. Jesper kom ind i soveværelset, satte sig på sengekanten og sagde det med samme tone, som hvis han havde meddelt, at vandhanen var i stykker.
Grethe, jeg kan ikke få luft mere.
Jeg løftede ikke engang blikket, lagde en skjorte på plads og tog fat i den næste.
Hvad mener du?
Bare det hele. Hverdagen. Det er det samme dag efter dag. Stå op, spise, på arbejde, hjem, spise igen, i seng. Samme rundt i ring.
Jeg foldede ærmer med rolige, rutinerede bevægelser, rettede kraven. Jeg var enoghalvtreds, Jesper treoghalvtreds. I seksogtyve år havde vi boet i denne lejlighed på Søndervej, opdraget vores søn, Mads, der for længst var flyttet til Aarhus og nu kun ringede, når det var jul eller fødselsdag.
Så hvad havde du tænkt dig? spurgte jeg uden at ændre toneleje.
Jeg vil gerne flytte. Bare være alene lidt. Trække vejret.
Fint, svarede jeg og fandt næste skjorte.
Jeg kunne se, han havde ventet andet. Han lænede sig lidt frem.
Har du ikke noget at sige?
Hvad skulle jeg sige? Du er voksen, Jesper. Vil du gå, så gør det.
Vil du ikke lave ballade?
Endelig satte jeg mig på sengen overfor ham og så ham direkte i øjnene.
Nej. Bare jeg får ét: Ring mig ikke op om alt det praktiske. Hvor ligger det, hvordan gør jeg hvis du går, er du selv ansvarlig.
Han tav lidt.
Det er det?
Det var det hele.
Jesper anede ikke, hvad han skulle stille op. Han havde forberedt sig på tårer, bebrejdelser, at jeg skulle holde ham fast i ærmet og tale om årene, om Mads, om at sådan gjorde voksne ikke. Måske endda på at høre sig selv undskylde. Men jeg stod bare der og strøg skjorter.
Nå, sagde han til sidst. Så pakker jeg.
Gør du bare.
Han gik ud i gangen. Længe stod han bare der og så på hylderne. Så begyndte han at putte jeans, T-shirts, strømper i sportstasken. Han tog barbermaskinen, opladeren til telefonen, en bog han ikke havde bladret i det sidste halve år. Da han var færdig, gik han ud i entreen jeg var allerede i køkkenet og lavede mad.
Jeg går nu, råbte han.
Held og lykke, svarede jeg ude fra køkkenet.
Døren lukkede bag ham. Han blev stående lidt udenfor, lyttede efter skridt bag døren. Der var intet. Stilhed.
Han trykkede på elevatoren.
***
Lejligheden fandt han hurtigt, gennem en kollega. En lille etværelses i Brønshøj, fjerde sal med udsigt til gården. Udlejeren, en gråhåret mand med overskæg, talte hurtigt og tog første måneds husleje forud. Der var en sofa, et spisebord med to stole, et gammelt køleskab af mærket Gram, og et gaskomfur. Gardinerne havde en mærkelig sennepsgul farve.
Jesper satte tasken fra sig, satte sig i sofaen og så sig omkring.
Der var fuldstændig stille. Ingen, der gik i rummet ved siden af, ingen, der tændte fjernsynet, ingen, der sagde, det var spisetid. Han lagde sig på ryggen, hænderne bag hovedet. Her var friheden, tænkte han.
De første to dage gik det nærmest godt. Han stod op, når han ville, spiste hvad han ville eller rettere, hvad han kunne finde i Netto på vejen hjem han gik rundt i lejligheden i bare strømper, og ingen stillede spørgsmål. Om aftenen ringede han til Thomas, en gammel ven, som grinede stort: Endelig, Jesper, det skulle du ha gjort for længe siden.
På tredjedagen opdagede Jesper, at han var løbet tør for rene strømper.
Han kiggede på vaskemaskinen i badeværelset. Lille, rund, lidt rusten. Han åbnede lågen, kiggede skeptisk ind, lukkede åbnede så igen. Vaskepulver, det var noget, udlejeren havde fortalt under vasken. Han fandt en lille æske, hældte på slump i det rum, der virkede rigtigt. Han valgte et program og trykkede på knappen.
Den larmede.
En time efter hev han sine strømper ud de var stadig fugtige og nu svagt lyserøde. Han fattede ikke hvorfor, før han kom til at huske, at han havde sluppet sin nye røde T-shirt med i vasken.
Strømperne måtte hænge på radiatoren til næste aften.
På fjerde dagen besluttede han at lave ordentlig mad. Han købte kyllingebryst, kartofler, løg i Brugsen. Fandt en stegepande med ødelagt belægning. Kom olie på det sprøjtede vildt, lagde kyllingestykket helt på pande, det satte sig fast. Kartoffelskrælningen var et helt projekt; han smed halvdelen ud med skrællen. Løget sved i øjnene.
Det, der endte på tallerkenen, var brunligt-hvidt og var sejt udenpå, råt indeni.
Han spiste halvdelen, smed resten ud og bestilte pizza.
En uge senere sad Jesper og regnede på, hvad han brugte på take-away. Det var næsten det samme, som han og jeg plejede at bruge sammen på mad på en hel måned. Nu måtte han til at tage sig sammen. Han købte ind, kogte boghvede. Det var spiseligt. Det beroligede ham.
Men hverdagen gled langsomt ind på ham fra alle sider, uundgåelig som havgusen.
***
Det første rigtige gennembrud kom på tiende dagen.
Jesper var i bad og opdagede pludselig, at vandet ikke løb ud. Han så ned; en mørk pøl spredte sig. Han slukkede vandet, ventede men intet skete. Han stak foden mod afløbet. Vandet stod stille.
Han huskede noget om vandlås. Jeg plejede at nævne det: Jeg burde rense vandlåsen, ellers står vandet. Han nikkede dengang bare og gik.
Jesper satte sig på hug, kiggede under badeværelsesvasken. Der var rør, flere rør, en hvid plastiksamling. Han drejede på den, og straks væltede der en strøm af mudret vand ud.
Jesper sprang tilbage, gled, greb ud efter håndklædet, som straks sugede hele søen til sig. Han fumlede for at få plastiksamlingen på igen, men vandet trak ikke. Det flød ud på gulvet, siven nåede bademåtten, der satte sig på under et minut.
Han løb, sjasket og våd, ind i stuen, ledte febrilsk efter hvordan lukker man for vandet i lejligheden på dansk. Han huskede udlejeren havde nævnt en ventil i køkkenet. Han fandt den, drejede, og så stoppede vandet.
Han gik ud på badeværelset. Det lignede efter et stormflod. Våd måtte, våde håndklæder, vådt gulv. Fra vandlåsen dryppede det.
Han satte sig på gulvet, i de våde underbukser, og stirrede ind i væggen. Den første tanke gik til mig. Mere refleks end tanke at ringe til Grethe, få et råd. Hans finger søgte min kontakt i telefonen, huskede så mit ene krav: Ring mig aldrig op om praktiske ting.
Han lagde telefonen.
Så ringede han til Thomas.
Thomas, har du nogensinde ordnet en vandlås?
Hvad? Thomas lød optaget, der var uro bagved.
Det under vasken. Den er utæt.
Aldrig. Jeg ringer til VVSeren. Notér nummeret, han er god.
VVSeren kom dagen efter. Skruede hurtigt lidt på vandlåsen, satte en ny pakning på i et snuptag, tog så mange kroner, at Jesper bare stirrede på ham et øjeblik.
Er det normalt? spurgte Jesper med løftet øjenbryn.
Helt normalt, sagde VVSeren fattet og gik.
Jesper lukkede døren bag ham og tænkte ved sig selv, at Grethe aldrig have ringet til håndværker for sådan noget. Hun greb bare fat i tingene selv og ordnede det. På et eller andet tidspunkt, som vejret udenfor bare skifter, blev ting ordnet, uden at man tænkte nærmere over det.
***
På det tidspunkt begyndte han at tænke, at han skulle lade høre fra sig til en gammel veninde. Han ringede til Ingeborg, som for mange år siden, måske tyve, havde været noget på vejen til et rigtigt forhold, før han mødte mig.
Hun havde været skilt i syv år, det vidste han fra fælles venner. De stødte ind i hinanden til fødselsdage, snakkede om løst og fast, grinede lidt. Han ringede:
Ingeborg, hej, det er Jesper Møller.
Jesper? hun lød overrasket, men venneligt. Det er længe siden.
Jeg bor alene for tiden og tænkte, om vi skulle spise ude en dag.
Der gik et sekund.
Bor alene fra hvem?
Min kone.
I er gået fra hinanden?
Jeg er flyttet, men vi kalder det pause.
Aha, sagde hun og stemmen blev lidt reserveret. Men vi kan godt mødes.
De sås på en café i midtbyen. Hun var pæn, med kort hår og pæn frakke. Han bemærkede, hvor frisk hun så ud. De drak et glas vin, talte om gamle naboer, så spurgte hun:
Hvad laver du så?
Jeg arbejder stadig i entreprenørbranchen, afdelingsleder for indkøb.
Hvor bor du nu?
Jeg lejer en lejlighed på Brønshøjvej.
Trives du der?
Helst ville han sige ja, men han svarede:
Tjo, det er da ok. Men vaskemaskinen kan ikke centrifugere, og komfuret er ustabilt.
Hun så på ham på den der måde, hvor man til sidst genkender udtrykket: medfølelse. Ikke romantisk sådan, som man ser på en, hvis dagene ikke ligefrem triller.
Jeg forstår, sagde hun stille.
Samtalen gik i stå. Hun spurgte til Mads, han fortalte, hun om sin voksne datter. De tog et andet glas, hun sagde, hun skulle tidligt op, de sagde farvel uden at love noget.
Hun ringede aldrig. Han heller ikke.
***
Cirka samtidig forsøgte han sig med drengene. Han ringede til Thomas, som kunne fredag, bare indtil kl. otte, for Katrine skulle til forældremøde. Anders sagde: jeg kan måske, men du må køre mig hjem bagefter, skal tidligt op med min kones forældre i morgen.
De sad tre mand på en lille bar tæt på stationen, tog nogle øl og snakkede om fodbold og arbejde. Til sidst spurgte Thomas:
Nå, Jesper, hvordan går det så som single?
Det går, sagde han.
Hører du noget fra Grethe?
Nej.
Thomas og Anders så på hinanden.
Overhovedet ikke? spurgte Anders.
Ikke engang et sms.
Igen udveksledes blikke. Thomas drejede lidt på glasset.
Det føles mærkeligt. Min ville ringe tre gange om dagen.
Grethe ringer aldrig, gentog Jesper.
Enten er det et godt tegn, eller et skidt, sagde Anders tankefuldt.
Hvordan det?
At hun har det faktisk fint uden dig.
Jesper drak sin øl færdig. Han ville ikke tænke på det eller: han tænkte hele tiden på det, men ville ikke indrømme det.
Halv otte sagde Thomas farvel. Anders rejste sig også. De slog ham på skulderen og gik hver til deres familie.
Jesper blev siddende alene ved barbordet til lukketid.
***
De første dage efter hans afgang følte jeg modstridende ting men slet ikke tomhed som ventet. Mere som ekstra plads, som om møblerne i stuen var rykket rundt, og jeg ikke helt kunne vurdere, om det var godt eller skidt.
Dagen efter ringede jeg til min gamle veninde, Britt.
Han er flyttet ud, sagde jeg.
Hvad? Hvorhen?
Har lejet noget. Han sagde, han ikke kunne få luft mere.
Britt tav længe, så sukkede hun.
Hvordan har du det, Grethe?
Egentlig okay. Jeg er selv overrasket.
Græder du?
Nej. Mærkeligt, ikke?
Måske kommer det senere?
Ja, måske. Vi får se.
Nogle dage senere ringede Solveig, veninden fra mødregruppen for et kvart århundrede siden.
Endelig! sagde Solveig, uden omsvøb. Grethe, det har jeg sagt i ti år.
Hvad har du sagt?
At du levede som husholderske uden løn.
Kom nu, Solveig
Hvornår gjorde du sidste gang noget for DIG selv?
Jeg tænkte mig om. Svaret kom trægt.
Sidste år lod jeg mig klippe kort.
Præcis.
Ugen efter lokkede Solveig mig med til yoga. Jeg sagde først nej, men ombestemte mig. Tog min gamle træningsdragt, fandt ud af, jeg var stiv som en bræt.
Alle starter sådan, sagde instruktøren med ponyhale.
To uger efter gik det bedre. Tre gange om ugen kom jeg afsted. Efter timerne gik jeg ofte på café med Solveig bagefter, lod tiden flyde noget jeg ikke havde gjort i årevis, for Jesper kom jo altid snart hjem, og så skulle der laves mad.
Aftenerne brugte jeg på bøger. Førhen læste jeg tyve sider, nu kunne jeg sidde længe med en bog.
En dag ringede Mads.
Mor, far siger, han bor for sig selv nu.
Ja, det passer.
Hvordan har I det?
Jeg har det faktisk godt, svarede jeg ærligt.
Han tav.
Bliver I skilt?
Det må tiden vise.
Er du ked af det?
Overrasket, ikke ked af det.
Der var stilhed. Han havde altid tygget længe på alting.
Nå, sig endelig til hvis du mangler noget.
Du må også altid ringe. Ikke kun til højtider.
***
En eftermiddag stod jeg i køkkenet og vaskede min morgenkop og satte den til tørre. Pludselig slog det mig: Seksogtyve år. Det er et liv. Al det der havde været: nye lejlighed, ophængning af gardiner, Mads grønne knæ som barn, sommeren på Fyn hvor vi grinede tre dage i træk jeg kan ikke huske hvorfor, men latteren sidder stadig fast i kroppen.
Alt det var nu historie, som billeder i et gammelt album.
Jeg blev stående, ventede på at følelsen gled væk. Det gjorde den. Efter nogle minutter gik jeg ud og gjorde mig klar til yoga.
***
Somme tider kan et helt nyt bekendtskab springe op af ingenting.
Nede i opgangen boede fru Larsen, firs år, med knivskarp hukommelse og forkærlighed for sludder på trappen. Hun bad mig skifte en pære, sønnen kom først om en uge, og det var mørkt i gangen. Det gjorde jeg, og vi tog en kop te. Så kom hendes anden søn, ikke den, man ventede, men Lars, et godt stykke under de halvtreds, fuldskæg, pæn grøn vinterjakke, øjne som én, der arbejder for meget.
Mor, du lader folk lave dine ting for dig igen, sagde han og grinte.
Grethe tilbød selv, sagde fru Larsen med værdighed.
Han så på mig.
Tak for hjælpen. Jeg havde ikke gennemskuet, hun sad uden lys.
Det var så lidt, sagde jeg.
Vi talte ti minutter i døren. Han arbejdede også indenfor byggeri, men et andet firma. Jeg sagde, jeg var bogholder. Han sagde farvel, jeg gik hjem.
Ugen efter ringede han på min dør, havde indkøb til sin mor og en æske chokolade til mig som tak.
Det var ikke nødvendigt, sagde jeg, men lukkede ham ind.
Jeg ville egentlig bare høre, om jeg må spørge ind til din mand om leverandører.
Jesper bor ikke her længere. Men jeg kan give dig hans telefonnummer.
Så gør vi det, sagde han neutralt og gik.
En uge senere ringede han: han havde fundet en anden leverandør, men ville bare høre, om jeg havde lyst til at drikke kaffe nede på hjørnet, som naboer.
Det havde jeg.
Vi talte om arbejde, hans mor, at kvarteret havde ændret sig. Han var nærværende, lyttede opmærksomt, kunne grine af sig selv.
Hvor længe var du gift? spurgte han.
Seksogtyve år. Eller, det ved jeg faktisk ikke endnu.
Sådan kan det være, sagde han, og spurgte ikke videre.
Vi sås nogle gange mere. Han pressede ikke på, ringede bare nu og da og spurgte, hvordan jeg havde det. Det var rart ingen krav, bare at nogen spurgte. Efter seksogtyve års forpligtelser føltes det som et frisk vindpust.
***
Jesper begyndte i de uger at bemærke nye ting ved sig selv.
For eksempel at han ikke kunne vente på ting. Tidligere skete tingene jo bare der kom mad, der blev ryddet op, der blev ordnet ting. Nu skulle han vente på strømper der tørrede og på VVSeren, vente på at blive rask da han fik feber i tredje uge og lå alene og svedte i sin seng.
Eller at han ikke kunne spise i stilhed. I seksogtyve år havde der altid været nogen. Først Mads, og så jeg. Jeg kunne sige noget, eller bare være der, nærværet gjorde forskellen. Nu sad han med larmen fra et tomt rum. Han begyndte at tænde fjernsynet til sine måltider.
Tredje uge ringede han til Mads.
Hej, søn.
Hej, far. Hvordan går det?
Jo, arbejder, lever på Brønshøjvej.
Ved jeg, mor sagde det.
Og mor hvordan går det med hende?
Mads tøvede.
Hun siger hun har det godt. Yoga og veninde-aftaler.
Jesper tyggede på det.
Savner hun mig ikke?
Far ringer du, fordi du vil vide, om hun savner dig?
Nej, jeg spørger bare.
Hun har det okay. Det er vel godt.
Jesper lagde røret og sad lidt tid. Det var ikke tristhed, men noget andet som at gå ind i et værelse og glemme hvorfor.
***
På dag 23 mødte han en ny nabo i elevatoren, en yngre kvinde ved navn Signe. Hun smilede:
Du må være ny?
Midlertidig, sagde han.
Nå, du og konen er gået fra hinanden?
Han blev lidt paf over hendes direkte facon.
Det kan man godt sige.
Kender jeg. Du bor på fjerde? Med de gule gardiner? Hos Hansen?
Ja.
Han udlejer kun til single mænd. For meget bøvl med børnefamilier.
De steg ud. Signe boede i stueetagen, arbejdede på dyreklinik og havde kat og orkideer i vindueskarmen.
En dag bar han hendes indkøbsposer op, hun bød på te. Bum, duft af kanel, pænt og hyggeligt. Hun var kvik og skarp, men Jesper indså, at mens hun havde det nydeligt, stod der opvaske fra i forgårs hjemme hos ham.
De spurgte hinanden om alt muligt; intet blev til mere, han var midt i noget ufærdigt.
En dag spurgte Signe:
Hvor længe bliver du her?
Ved jeg ikke.
Du ligner en, der ikke er landet endnu.
Det føler jeg også.
Pas på man kan hænge fast i det i årevis. Jeg gjorde. Spild af tid.
Han huskede det længe.
***
Dag 31 gik Jesper ned på torvet, købte hvide krysantemum. Ikke fordi nogen bad ham bare fordi jeg altid elskede dem. Ikke roser, sagde jeg, for de har et alt for stort påbud om noget.
Han tog buketten og kørte til Søndervej.
Hele vejen i metroen holdt han blomsterne, folk vekslede mellem smil, nysgerrighed, ligegyldighed. Han udtænkte, hvad han skulle sige, forestillede sig, hvordan jeg åbnede døren. Han håbede, jeg ville blive overrasket, måske glad. Seksogtyve år det måtte da ikke være slut, bare sådan.
Han ringede på. Lyttede til trin, hørte både en kvinde- og en mandsstemme bag døren.
Døren blev åbnet på kæde. Jeg kiggede ud. Så på blomsterne, på ham, uden vrede eller skuffelse, bare roligt.
Jesper.
Grethe jeg er her.
Ja.
Jeg har han rakte buketten lidt frem.
Mit ansigt forblev roligt.
Jeg åbner ikke.
Hvorfor?
Jeg har skiftet låsene.
Jeg kan se det men hvorfor?
Bag mig så han konturerne af en mand.
Hvem er det?
Det er ikke noget, du skal tænke på, sagde jeg stille.
Vent Jeg jeg har forstået noget, Grethe.
Hvad forstår du?
Han åbnede munden, lukkede. Prøvede igen.
At jeg egentlig havde det godt sammen med dig. At jeg ikke værdsatte dig. At det var en fejl, mit valg.
Jeg ventede kiggede bare gennem dørkæden.
Jesper, du siger, du har forstået, du havde det godt. Men forstår du hvorfor? Det du savner, er måske ikke mig, men at nogen strøg dine skjorter.
Det er uretfærdigt, indvendte han.
Måske. Men det er sandt.
Seksogtyve år, Grethe.
Det har de været. Gode år også, men jeg vil ikke bruge seksogtyve til på det her.
Ingen ny chance?
Jeg kiggede længe på ham.
Ved du hvad det sjove er, Jesper? Jeg er også begyndt at kunne trække vejret. Jeg havde det heller ikke nemt. Jeg sagde det bare aldrig.
Han stod der med krysantemumerne.
Grethe
Gå nu, Jesper. Ring til Mads. Tal rigtigt sammen, ikke kun om mig.
Jeg lukkede døren, stille, ikke hårdt. Låsen klikkede.
Han blev stående; buketten sank langsomt mod gulvet. Krysantemumerne stod friske, stærke. De forstod jo intet.
På trappen var der roligt. Fra lejligheden ved siden af lød fjerne stemmer fra et fjernsyn.
Jesper vendte sig og gik mod elevatoren.
***
Han trykkede på knappen, spejlede sig i elevatorruden: en forpjusket mand i pæn vinterjakke, med blomster, ansigtet trækket let afvejet som en, for hvem alt lige er sluttet eller er begyndt.
Han kom ud på fortovet. Mørket var faldet på, gadelamperne lyste, enkelte gik forbi i egne tanker. Han gik mod metroen, stadig med buketten i hånden.
Pludselig standsede han.
På en bænk sad en gammel dame, dryssede brødkrummer til duer. Jesper satte blomsterne ved siden af hende.
Tag bare, hvis du har lyst, sagde han.
Hun kiggede på blomsterne.
Flotte blomster. Ville ingen ha dem?
Nej.
Sådan er det, sagde hun og vendte opmærksomheden mod duerne.
Jesper gik videre. Gaden var den samme, byen var den samme. Ude i natten lukkede jeg døren bag ham og satte mig ind til min trygge aften, min nye tilværelse, som jeg opdagede, jeg havde det ganske fint i.
Mads kørte sikkert hjem mod Aarhus, jeg bør ringe til ham bare fordi.
Et sted i lejligheden med de gule gardiner stod opvasken stadig.
Jesper tog telefonen op.
***
Senere, i metroen, sad han længe og så ind i det sorte vindue i sit eget utydelige spejlbillede.
Mærkeligt, tænkte han, uden at tænke noget bestemt. Bare mærkeligt.
Toget gled frem. Stationerne fulgte hinanden. Passagererne var unge og gamle, trætte eller energiske, med tasker, bøger eller blikke fastlåste til mobilen. Ingen lagde mærke til ham, hans blomster, hans seksogtyve år eller den lukkede dør.
Han gik af på sin station, og op.
Luften var kold, der var en snert af vinterens første sne.
Jesper så op på himlen.
Den var mørk og helt som den plejede.
Så gik han hjemad.
***
Samme nat klokken to lå han i mørket og kiggede op i loftet. Gardinerne lukkede det meste gadelys ude, køleskabet brummede sporadisk. Alt stod stille, som det havde i snart en måned.
Så dukkede et minde op.
Otte, ti år siden sommerhus, mine forældre. Vi sad på terrassen til sent, drak te. Alt var roligt, skoven lå mørk udenfor. Jeg sagde ikke noget, Jesper heller ikke. Det var den slags tavshed, der er levende. En god tavshed.
Dengang tænkte han for sig selv: sådan kunne det være.
Men han sagde intet. Og glemte det igen.
Han lå nu på sin lejet sofa, prøvede at huske, hvornår han sidst havde haft den følelse. Det lykkedes ikke.
Udenfor dalede sneen, første gang det år. Knap mærkbart, tøvende.
Der var stille.
***
Næste morgen stod han op, satte vand over til te og besluttede, at han måtte købe nogle ordentlige kopper. De, der stod i lejligheden, havde skår og var ubehagelige at drikke af.
Så tænkte han på Mads. Skulle han ringe?
Så kom han i tanker om arbejdet regnskabet skulle ordnes, han var bagud.
Så kom jeg ham i hu; hun sagde, hun kunne trække vejret igen. At også hun havde været kvalt. Det havde han ikke tænkt over. Eller måske havde han vist det, men aldrig givet det betydning. Jeg var der bare, gjorde det, der skulle gøres, mens han følte sig fanget uden at se, at det måske havde været en celle for os begge.
Kedlen peb.
Han hældte vandet i en kop med skår, lavede te og satte sig ved bordet.
Udenfor faldt sneen den lagde sig i karmen.
Jesper tog telefonen, åbnede kontakterne, fandt Mads.
Lagde mobilen væk. Tog den op igen.
Mads, det er far. Ringer bare sådan. Er du optaget?
Nej, sagde Mads, overrasket. Hej far.
Hvordan går det?
Fint. Læser til eksamen. Har I fået sne?
Det begyndte netop.
Her falder det også.
De tav et øjeblik. God stilhed.
Far? Du klarer dig?
Jesper så ud ad ruden. Sneen lagde sig stille og blødt. Ingenting var sikkert endnu.
Jeg prøver, sagde han.
Ring hvis der er noget, sagde Mads.
Det gør jeg. Du må også ringe ikke kun til jul.
Aftale, sagde Mads.
De sagde farvel. Jesper tog sin te. Den smagte udmærket.
Sne fygede udenfor.
***
Omtrent samtidig, i den anden ende af byen, stod jeg også i vinduet, en kop kaffe i hånden. Der var varmt og behageligt. Lars var gået hjem han overnattede ikke, vi havde begge tacit en pause, for der var ingen hast.
Jeg tænkte på Jesper. Ikke med sorg eller vrede, bare tænkte, som man tænker på en, man havde et langt liv med. Så ham for mig, ved døren med blomster, stor, lidt fortabt, som en, livet har kærtegnet hårdt men ikke lært alt.
Jeg var ikke vred længere. Den første tid var jeg faktisk det, opdagede jeg. Udvendig var jeg rolig, men indeni vred på alt det skjulte og vante. At han aldrig spurgte til mit velbefindende. At han var træt af hverdagens banaliteter, men de var mit værk, på mine skuldre. At han kedede sig mens jeg aldrig havde tid til kedsomhed.
Vreden fortog sig. Der kom noget andet, varmere og roligere.
Jeg tog telefonen, skrev til Britt: Yoga i morgen? Hun svarede straks: Jeg har ventet på dig! Ja.
Jeg smilede, satte koppen på plads.
Udenfor rullede sneen.
***
Samme aften ringede Jesper til sin udlejer og fornyede lejeaftalen med to måneder.
Naturligvis bare betal forud, svarede udlejeren.
Derefter tog han i Imerco og købte tre nye kopper. Så købte han ind til suppe kylling, løg, kartofler, gulerødder. Opskriften slog han op på telefonen kun fire trin, den sidste: krydr efter smag.
Han stod længe over gryden. Hvad er efter smag? Han prøvede sig frem, lidt mere salt. Lidt for meget, men suppen blev ganske spiselig.
Han skænkede op og satte sig. Det var stille.
I stilhed smagte suppen bedre.
***
Livet gik som det nu gør uden store ord eller forklaringer. Jeg gik til yoga, så indimellem Lars, som var tålmodig og uden krav. Jesper boede på Brønshøjvej, lavede suppe, ringede til Mads og så vennerne.
Vi fik aldrig søgt skilsmisse. Ikke fordi vi havde besluttet ikke at gøre det, men fordi det krævede energi, og vi trængte begge til ro.
En dag stødte jeg på ham i brugsen på Søndervej hvor vi havde handlet sammen i alle årene. Han stod alvorligt og kiggede på mejeriprodukter.
Jeg gik over.
Jesper.
Han vendte sig. Vi så på hinanden. Han så udmærket ud, et gran tyndere, mere opmærksom.
Hej Grethe.
Hej. Du ser godt ud.
Du ser også godt ud.
Vi stod lidt i stilhed.
Skal du have kærnemælk? spurgte jeg.
Ja, kan ikke bestemme mig.
Tag denne, sagde jeg.
Tak.
Han tog den og gik til sin kasse. Jeg til min.
Vi gik ud på gaden næsten samtidig. Han nikkede:
Så vi ses.
Vi ses, sagde jeg.
Jeg gik til højre. Han til venstre.
