Jeg gider ikke
Alt hænger allerede på mig! Hvornår skulle det stoppe? udbrød Alma lettere opgivende.
Hendes mand sagde intet. Søren foretrak som altid at stikke hovedet i busken og håbe, at tingene ville løse sig selv. Det gjorde de selvfølgelig sjældent det var Alma, der løste knuderne. Hun arbejdede hjemmefra som grafisk designer, havde fleksible arbejdstider og var efterhånden gået væsentligt op i løn siden hun opkvalificerede sig. Faktisk tjente hun meget mere end Søren nu. Hendes løn betalte både afdragene på bilen, ferierejserne til Mallorca, alle husholdningsapparater og tøjet til både hende selv og familien. Så kom barslen. Alma holdt næsten det vante tempo, gik gravid og fødte og knoklede egentlig bare videre, for hun nænnede ikke at give slip på sin indtægt.
Der gik ikke længe, før deres lille dreng, Mikkel, kom i vuggestue. Endelig lidt luft, tænkte Alma og kastede sig straks over nye projekter. Vuggestuen havde hun valgt med omhu; hun ville jo kun det bedste for sit barn. Søren overlod alle de vigtige valg til hende med typisk dansk tillid.
De boede i en ejerlejlighed i Valby, som Alma havde arvet fra sin mormor. Søren havde aldrig haft eget hjem før inden de blev gift, boede han med sin mor, Birthe, og sin niece, Katrine, som var datter af Sørens afdøde ældre søster. Den søster, der døde for tre år siden, hvilket lagde Birthe fuldstændig ned blodtrykket steg, og hun blev tit indlagt med svimmelhed og stress.
Da Alma og Søren blev gift og flyttede sammen, var Katrine allerede voksen og læste på universitetet. Hun havde sit eget liv med caféaftaler, fester og drengebekendtskaber. Hjemme var hun stort set aldrig.
Birthe dumpede derfor stort set alle sine problemer af på sin svigerdatter. Søren var ingen hjælp, det vidste hun. Men til gengæld fik Katrine alt, hvad hjertet kunne begære for hun var jo et fattigt forældreløst barn. Hvorvidt denne mystiske historie nogensinde blev gennemskuet, meldte historien intet om; svigermor Birthe ønskede helst ikke at snakke om det.
Hverdagen kørte, om end knirkende, indtil Birthe fik endnu et alvorligt tilfælde af højt blodtryk og blev indlagt. Tre uger senere blev hun udskrevet men var stadig sengeliggende. Ingen turde spå om hendes fremtid.
I vanlig stil overlod Søren det hele til Alma. Hans bidrag var armbevægelser og kloge bemærkninger:
Altså… kvinder er jo bedst til sådan noget, sagde han.
Hvad for noget? Alma stirrede skeptisk på ham.
Sygepleje… sådan noget pleje… og genoptræning, mumlede Søren, mens han kløede sig i nakken.
Søren, jeg er designer ikke sygeplejerske! Jeg fatter intet om det, fatter du da. Men okay, jeg kører ud og taler med lægen.
Alma og svigermor havde længe haft et våbenhvile. De var aldrig blevet nære, men havde lært at opføre sig voksent, nu hvor de boede hver for sig. Birthe overholdt diplomatiske grænser, for hun anede, at hendes søn ikke var den store forsørger, og at det nok var Alma, der holdt sammen på økonomien.
Hun så kun barnebarnet, når det lige passede ofte blev hun ramt af ondt i hele kroppen, især de dage, hvor Alma havde håbet på pasningshjælp. Ingen grund til at forvente babysitning fra den kant.
Men nu blev det forventet, at Alma rykkede ud. Hun hentede Birthe fra hospitalet (det var let for hende, hun arbejdede jo hjemmefra, mens Søren ikke kunne få fri), og hele familien flyttede midlertidigt ind hos svigermor for at hjælpe.
Efter tre uger så Alma ud som en tørresnor hun balancerede fjernarbejde og pleje døgnet rundt, kogte supper, blendede grøntsager, vapsede Birthe og fodrede hende med ske.
Katrine, guldfuglen i familien, peb udenom hver gang, smøg sig ind på sit værelse og dukkede først op, når mørket faldt på så var det et smut på universitetet og videre ud at feste. Livet skulle jo leves. Bedste må hun selv ligge med, tænkte hun.
Søren? Han bidrog kun med Nu har jeg da været i Netto hvad vil du nu have mig til?. Når Alma bad om lidt hjælp, kom det samme svar:
Det er altså kvindearbejde, jeg kan slet ikke finde ud af det, sagde han hjælpeløst.
Birthe blev ikke mere medgørlig af plejen. Hun brokkede sig over sundhed, mad, vejr, søn og svigerdatter og kom dagligt med stikpiller. Aldrig har Alma hørt så mange forskellige varianter af: Hvor er du heldig, du kan sidde hjemme med en kop kaffe og hygge foran computeren. De penge triller jo ind Sørens liv har da været frygteligt. Dårlige lærere, svigtet af systemet, ikke kommet ind på uni, kun uheld og nu sidder han her At hun havde taget lån og fået betalt Sørens uddannelse, blev naturligvis nævnt trods det, at han kun lige akkurat slap igennem.
Katrine havde heldigvis klaret sig selv og var på SU, så der var noget at være stolt af, mente Birthe. Det beviste jo, at gode lærere gør underværker.
Alma hørte igen og igen, hvor heldig hun var, og begyndte at tænke lidt bittert: Virkelig held og lykke. Især med en mand som Søren. Hvad tænkte jeg dog på? Hvor havde jeg hovedet?
Hun foreslog Søren at hyre en privat plejehjælper, så de kunne flytte tilbage til deres lejlighed.
Plejehjælper? sagde Søren det har vi da ikke råd til det må du selv klare, hvis det er så vigtigt for dig.
De havde for længst delt udgifterne sådan: han tog sig af regninger og de vigtigste dagligvarer, Alma dækkede resten. Naturligvis var det hendes ansvar at betale for en plejerske.
Er jeg husets alt-mulig-pige?! tænkte Alma arrigt. Jeg vil også være menneske. Jeg ligner jo min egen skygge!
Til sidst kunne hun ikke mere. En dag, under påskud af at skulle i SuperBrugsen, smuttede hun med Mikkel fra vuggestuen og tog hjem til Valby.
Åh, hvor er her dejligt… Jeg vil bare ligge på min dejlige dobbeltseng og glo op i loftet, tænkte Alma. Jeg orker ikke andet.
Hun lavede aftensmad til Mikkel og spekulerede på, hvordan Søren og Birthe nu mon reagerede ovre i Glostrup. Men hun havde ikke efterladt Birthe hjælpeløs hun havde fodret hende, ordnet det praktiske og beregnet, at Søren var hjemme om halvanden time.
Til Søren havde hun skrevet en lille seddel: Hun kunne ikke mere, ville ikke slides fra hinanden og søgte skilsmisse. Og til sidst ønskede hun Birthe god bedring uden nag.
Hun slukkede sin mobil.
Søren dukkede op samme aften. Alma lod ham ikke engang komme ind over dørtrinnet, men sagde, det var forbi gennem døren. Han spurgte ikke til hende eller Mikkel, kun hvad han skulle stille op uden hende.
Hyr nu en plejer det er faktisk lidt bedre end at tvinge familien til det, sagde Alma og smilede tørt. Og forresten: jeg søger skilsmisse. Jeg gider ikke være husets trækhest mere. Farvel.
Hun tændte mobilen igen, bare i tilfælde af et vigtigt opkald fra arbejdet.
Det første, hun hørte, var fra Birthe, der tiggede hende komme tilbage, undskyldte tøvende, men med en tone, der fik det hele til at handle om hendes behov. Det var altså ikke med vilje… men nu skal vi altså tilbage til at fungere som familie.
Alma svarede, hun ikke skyldte dem noget, og at Birthe da heldigvis havde både sønnen og kloge Katrine at trække på. Svigermor lagde fornærmet røret på.
Skilsmissen gik igennem.
Sådan blev Alma uventet single. Men til hendes store overraskelse ændrede det absolut ingenting. Hun fortsatte alene som før bare med færre sure pligter. Og det, mente hun, var tak for hjælpen.
Som ved et mirakel fandt Birthe faktisk kræfter og plejehjælperen viste sig at være fremragende. Arne, hed han. Kunne lave både makrelmadder og genoptræning.
Søren tog endelig ekstraarbejde (så han kunne altså godt, tænkte Alma bittert, da Katrine selv fortalte det), og Katrine, for en enkelt gangs skyld, hjalp uopfordret sin bedstemor med mad og pleje. Det hele gik op.
Det gik jo alligevel, tænkte Alma, mens hun trykkede videre på tastaturet med en stor kop kaffe foran sig. At jeg kastede dem af min ryg, var det bedste for os alle især mig.Hun smilede for sig selv. For første gang længe sad hun i ro uden at vente på, at nogen ringede og bad hende om noget. Mikkel legede på gulvet, lykkeligt uvidende om, at hele hans verden netop var blevet lettere og Alma følte det samme. Lejligheden duftede af kaffe og frihed.
Udenfor faldt eftermiddagssolen skråt ind over Valby. For en gangs skyld var Alma ikke træt til marv og ben, men fyldt med en rolig stolthed. Hun havde båret for meget for længe, men nu stod hun rank. Ingen forventninger, ingen skyld, ingen søvnløse nætter på fremmede sofaer. Bare sig selv og drengen, der pegede op i lyset og grinede.
Alma rejste sig, satte sig ved siden af Mikkel og lo sammen med ham. Deres latter blandede sig, frisk og klar, mens solen gled hen over stuegulvet og lagde et gyldent skær over alt, hvad der var deres. Hun tænkte ikke på fortiden kun på alt det, hun nu havde for sig: et liv, hvor hun kun skulle løfte det, hun selv valgte.
Det var ikke lykken at være alles trækhest men måske var friheden ganske tæt derpå.
