Jeg gider ikke mere
Alt falder alligevel på mig! Hvor meget mere kan I egentlig forlange? udbrød Sofie, lettere opgivende.
Hendes mand holdt klogeligt mund. Som sædvanlig valgte han bare at stikke hovedet i busken og håbe, at tingene på mirakuløs vis løste sig af sig selv. Det gjorde de naturligvis ikke det var altid Sofie, der fik tingene til at glide. Hun arbejdede hjemmefra på computeren som grafisk designer. Fleksible arbejdstider, ja tak. Først havde lønnen været lidt slunken, men efter hun havde opgraderet sin portefølje, tikkede der langt smukkere beløb ind på kontoen. Hun tjente nu markant mere end Asger og det kunne mærkes bilen, ferier, diverse maskiner og tøj blev konsekvent betalt af Sofies løn.
Så blev hun gravid og gik på barsel. Sofie nægtede at give slip på det gode job, hun knoklede på selv med maven. Udslidt? Jo, men den flotte løn ville hun altså ikke miste.
Sønnen startede i vuggestue. Livet blev lidt lettere, så Sofie havde overskud til endnu mere. Nu skulle der jo også betales for vuggestuen, selvfølgelig. Det var ikke hvad som helst Sofie havde nøje udvalgt stedets bedste institution. Intet var for godt til hendes lille dreng, og det bakkede Asger som altid 100 procent ubekymret op om. Hjemmekontoret måtte stå model til mange mails om både institutionsvalg og børnetimer.
Familiens adresse var en andelslejlighed i Valby, som Sofie havde arvet fra sin mormor. Asger havde ingen bolig selv før de blev gift, boede han sammen med sin mor, Gertrud Jensen, og sin niece Line, datter af hans afdøde storesøster. Søsteren var gået bort tre år tidligere. Mørk historie, som man helst ikke snakkede om. Siden blev Gertrud bare svagere og ældre, blodtrykket steg som et børscrash, og i perioder kunne intet holde niveau.
Da Asger flyttede ind hos Sofie, var niecen allerede halvvejs ude af reden, og hun levede sit eget liv med studie, veninder, festivals og så mange byture, at man skulle tro, studielivet var opfundet i Danmark. Samværet med farmor prioriterede Line efter humør.
Det var altså Sofie, der stod for at tage sig af Gertruds utallige spørgsmål og småproblemer. Resten? Ikke meget hjælp at hente. Gertrud glemte dog aldrig at forkæle Line lidt ekstra pigen var jo forældreløs, undfanget i et kompliceret forhold, og den del nævnte Gertrud aldrig uden straks at skifte emne. Man kunne jo ikke gøre noget ved det nu alligevel. Livet gik videre.
Det hele gik egentlig tåleligt, indtil Gertrud blev indlagt med svær blodtrykskrise. Hun blev noget bedre på hospitalet, men udskrivelsen efter tre uger betød, at hun stadig var sengeliggende og afhængig af hjælp. Prognosen var der ikke nogen, der turde spå om.
Som sædvanlig var Asgers løsningsmodel at pege på Sofie.
Kvinder har bare mere forstand på den slags, mente han, og trak blankt på skuldrene.
Hvilke ting? bed Sofie undrende fra sig.
Ja altså pleje, omsorg, genoptræning, sådan noget? mumlede Asger og kradsede sig i nakken.
Jeg er designer, ikke sygeplejerske. Kender ikke mere til det end dig, sukkede Sofie. Nå, men jeg tager over og hører, hvad lægen foreslår.
Hun kunne aldrig rigtig døje sin svigermor. De havde for længst ophævet våbenstilstanden fra de første års intense mundhuggeri og nået en slags diplomatisk fred, især fordi de ikke boede sammen. Begge var de dygtige til at ignorere ting, de var uenige i, og holdt god mine til slet spil. Sofie tolererede Gertrud af pli. Gertrud tolererede Sofie, fordi hun indså, at sådan en hustru til Asger hænger ikke på træerne. Desuden havde hun også regnet ud, at alt det med indkomst? Tjah, sønnike tjente ikke meget hele husholdningsøkonomien gik igennem svigerdatteren.
Barnebarnet så hun kun sjældent. Enten var blodtrykket for højt, eller hovedet værkede, og det var altid tilfældigheder, der forhindrede hende i at træde til. Derfor var det aldrig en hjælp Sofie kunne regne med, og nu hoppede hele familien så op på hendes ryg. Hun hentede Gertrud ud fra hospitalet for det var jo nemmere, når hun kunne arbejde hjemmefra, for Asger fik som altid ikke fri. Efter et kort rådsmøde besluttede de, at hele familien flyttede ind hos Gertrud for at hjælpe til.
Flyttede gjorde de, og på tre uger forvandlede Sofie sig fra en ganske almindelig kontormaskine til et omvandrende garderobestativ. På mirakuløs vis nåede hun stadig sit arbejde, samtidig med at hun vaskede, vendte og madede sin sengeliggende svigermor med blendede supper og smoothies. Line, den yndede niece, krøb bare diskret ind på sit værelse hver gang, der var chance for at blive sat til noget praktisk, og først da natten faldt på, vågede hun frem igen, stille som en mus. Om morgenen direkte på universitetet. Spise, sove, ud at have det sjovt punktum. Farmors situation? Det var da ærgerligt, men det kunne hun ikke rigtig tage sig af.
Asger? Han hjalp heller ikke meget. Sofie prøvede at vække hans samvittighed:
Det er altså din mor! Hjælp, bare lidt, jeg har ikke flere kræfter.
Jeg det kan jeg bare ikke det er kvindeopgaver, undskyldte han sig med det samme. Jeg har jo handlet ind og gjort lidt rent hvad mere vil du have?
Kvindeopgaverne viste sig hurtigt at være af olympisk karakter. Gertrud blev ikke bedre. Hun skældte ud, havde ondt af sig selv og afløste ofte høfligheder med kommentarer om, hvor overdrevent heldig Sofie var, der kunne sidde hjemme med computeren og tjene store penge, mens Asger var offer for hele verdens uretfærdigheder. Hans dårlige lærere i folkeskolen var skyld i det hele. Studierne havde været armmagersvære, han var aldrig rigtig kommet i gang og i øvrigt havde hans mor måttet tage lån for at få ham igennem. Han havde dog lige akkurat klarede sig til eksamen og fik til sidst papir på sine evner, trods manglende held.
Storesøsterens død? Endnu en tragedie. Moderen var revet midt over for at få familien til at hænge sammen. Og Line? Jo, hun klarede sig, hun havde endda fået statsstøttet studieplads, hvilket blev betragtet som bevis på, at held i uddannelse skyldtes lærere, ikke elever.
Sofie havde hørt den samme fortælling så tit, at hun kunne drømme om den. Alle var helte. Bortset fra hende selv, for hun havde jo bare været heldig.
“Ja, det var vel held,” tænkte hun tørt. “Især med Asger. Hvad så jeg overhovedet i ham? Hvor blev mine øjne og hjerne egentlig af?”
De tanker kom oftere. Til sidst foreslog hun at de måske skulle hyre en hjemmehjælper og selv flytte tilbage i deres lejlighed.
Hjemmehjælp? Asger så ud som nogen havde foreslået at køre alle pengene direkte i Øresund. Det har vi da ikke råd til… Hvis DU synes, at det er nødvendigt, må du selv lægge pengene ud.
Parrets gamle arbejdsaftale var at Asger betalte de faste regninger og basisvarer. Sofie sørgede for resten. Så hvis nogen skulle hyre hjælp, kunne Sofie jo bare selv punge ud. “Det er jo åbenlyst,” tænkte hun surt. “Men hvordan det blev sagt! Som om jeg har underskrevet kontrakt på at bemande hele operationen alene. Nu stopper festen, kammerater. Jeg vil også have et liv lige nu ligner jeg min egen skygge. Og det generer åbenbart ikke nogen”
Endelig nåede Sofie sin grænse. Hun kunne ikke mere og ville heller ikke.
En dag fortalte hun Gertrud, at hun skulle ned efter mælk og en rugbrød, men i stedet snuppede hun sin søn fra vuggestuen og smuttede hjem til deres egen lejlighed i Valby.
“Aaah hjemme,” tænkte Sofie henført, mens hun smed sig på sin gamle dobbeltseng og gloede tomt op i loftet. “Jeg vil bare ingenting mere. Bare ligge her. Hold op, hvor er jeg udkørt”
Hun kaldte på Mathias til aftensmad. Mens de spiste, tænkte hun på, at de hjemme hos Gertrud nok undrede sig over hendes pludselige forsvinden. Hun havde dog fodret og skiftet den gamle dame, og om et par timer måtte Asger jo komme hjem præcis som altid. Hun lagde en seddel til ham, hvor der stod, at nu kunne og ville hun ikke mere, og at hun ønskede Gertrud god bedring. “Tag det ikke ilde op”
Så slukkede hun mobilen.
Asger dukkede op allerede samme aften. Sofie slap ham ikke engang længere end hoveddøren. De talte igennem det åbne dørhul. Faktisk var der ikke noget at tale om. Det bekymrede ham ikke synderligt, hvorfor Sofie var gået. Kærlighedserklæringer til hende eller sønnen? Nej, det lå ikke lige for. Han tænkte kun på, hvordan han nu skulle komme igennem det hele.
Min anbefaling er, at du hyrer en hjemmehjælper. Professionel pleje slår altså amatørhjælp, sagde Sofie, ikke uden ironi. Og for resten, jeg søger om skilsmisse. Jeg vil ikke længere være familiens arbejdsdyr. Farvel.
Asger gik tomhændet.
Sofie tændte mobilen igen. Man skulle jo kunne fanges af arbejde.
Gertrud ringede. Tryglede hende om at komme tilbage, undskyldte for alt, mens de sædvanlige overklassetoner gled med. Hun gjorde det klart, at Sofie bare skulle tilgive, og så gå i gang igen som før.
Men Sofie sagde tydeligt fra: hun skyldte ingen noget, nu var det Asger og Line, der måtte vise, hvad de duede til. Farmor lagde røret på.
Der blev skilsmisse ud af det. Og mærkeligt nok ændrede det ingenting. Sofie gjorde stadig alting selv nu bare med færre udmattende forpligtelser. Hun blev faktisk gladere for, at hun fik vrede og frustration sparket ud af hverdagen.
Gertrud? Hun fik det faktisk bedre. Den professionelle hjemmehjælper sørgede ikke kun for den basale pleje, men også for smart træning og øvelser. Asger sørgede såmænd for at finde lidt ekstra arbejde (tænk, det kunne han godt! Sofie kunne ikke lade være med at smågrine, da hun ved et tilfælde hørte det fra Line), og hjemmet blomstrede op. Endda Line kunne pludselig hjælpe med den praktiske pleje!
“Se så, det gav faktisk hele banden noget,” grublede Sofie, mens hun tastede løs på det næste designjob i sin stille lejlighed. “Alle er bedre kørende og jeg? Jeg har lært det vigtigste: at sige fra. Måske har jeg ikke haft held, men jeg har i det mindste fået ryddet op.”
