«Jeg har da ikke glemt det!»
– Bedstemor, kan du forestille dig, at vi fandt en guldring ved stranden i dag? I sandet! Far stak hånden ned i sandet, og der var den!
– Virkelig?!
– Ja, bedstemor, tror du mig ikke?
– Selvfølgelig gør jeg det, skat.
– Og far gav den straks til mor! Der var endda en etiket på!
– En etiket?!
– Ja! Far forklarede, at ringen nok ved et uheld var trillet ud af en juvelerbutik og ned i sandet.
– I sandet?!
– Ja, bedstemor! Det forklarede han til os og til mor. At den ikke kom fra en druknet person eller var stjålet!
– Nå, hvis far siger det…
– Ja, bedstemor! Og han sagde, at der er mange sådanne ringe der! Lasse og jeg graver fjollet i sandet hver dag i en uge nu! Vi vil bare finde en lille ring.
– Er Lasses hoste gået væk?
– Selvfølgelig, den er væk. Hvornår skulle han hoste? Der er så meget at lave her! Hvordan går det med Bjarne?
– Han har det fint. Hvad spiser I dernede?
– Bedstemor, skift ikke emne. Vis ham!
Bedstemor vendte kameraet på sin telefon mod hunden. Bjarne lå ved siden af og lyttede opmærksomt til samtalen.
– Se. Sig hej, Bjarne.
– Bedstemor, hvorfor ser han så trist ud?!
– Han har det fint, lille skat.
– Nej! Jeg ved, hvordan han normalt er! Bjarne!!! Hvad er der galt?!
Bjarne troede, at han hørte en genkendelig stemme. Han viftede med halen.
– Godt, lille skat, jeg må til at pakke til sommerhuset. Hvor længe bliver I der?
– Mor vil blive to uger mere.
– To uger mere?! – Bedstemor så på Bjarne.
– Ja. Vi har det godt her! Bare vi kunne finde en ring mere… Bjarne, vil du have en ring til din halsbånd?
– Farvel, lille skat.
***
– Mor, hej! Lisa sagde, det var noget vigtigt?
– Ja. Hvornår flyver I hjem?
– Det ved jeg ikke. Her er virkelig dejligt. Måske et par uger mere. Hvorfor spørger du?
– Ikke noget! Bjarne spiser ingenting!
– Hvordan ikke spiser?
– Han spiser ikke. Siden I tog af sted, sover han bare og kigger ud ad vinduet, og ved den mindste lyd i opgangen løber han til døren og gør.
– I giver ham vel det rigtige foder?
– Nej, vi fodrer ham med rå kartofler! Selvfølgelig med foder!
– Åh.
– Ja, “åh” siger du bare! Han har tabt sig meget, ved du!
– Lad mig se!
Bedstemoren viste sovende Bjarne.
– Se. Skind og ben.
– Måske skal han til dyrlægen?
– Til hvilken dyrlæge?! Er du rigtig klog?! Han savner jer! I har været væk i en måned! I har aldrig forladt ham så længe før!
– Mor, lad os gøre det sådan. Jeg bestiller en tid til jer hos dyrlægen. Tag ham derhen, tak.
– Godt, fint.
***
– Mor, hej! Hvordan gik det?
– Øh… Hej. Det gik som det gik. Han bed dyrlægen, da han ville veje ham. Jeg kunne ikke holde ham. Vi måtte give ham en mundkurv for at kunne lave en ultralyd.
– Åh.
– Ja, “åh”. Han har gemt sig i et hjørne og knurrer. Hvor han har fået de kræfter fra, ved jeg ikke.
– Hvad sagde dyrlægen da?
– Han sagde, at vi skal tage en blodprøve. Udvendigt ser alt normalt ud. Det er nok stress.
– Hvorfor?
– Hvorfor?! Spørger du virkelig???
– Mor, råb ikke! Vi er også stressede.
– Åh, gør hvad I vil…
***
– Mor, hej. Hvorfor er det så sent?
– Jeg tror, han trækker næppe vejret.
– Hvordan?! Vi har en flyver i morgen tidlig. Mor, rolig nu. Græd ikke.
– Han har ikke spist i flere dage. Tidligere dog bare lidt…
Et af børnene spurgte bagfra:
– Bedstemor, hvorfor græder du?
– Lille skat, Bjarne har det dårligt.
– Far sagde… Men vi kommer jo i morgen!
– Jeg er bange for, at det kan være…
Pludselig kom ansigtet af en lille pige til syne i kameraet på bedstemors telefon.
– Nej!!! Bedstemor, hold telefonens skærm hen til ham og tænd for højttaleren!
– Lille skat, han…
– Gør det!!!!
Hun holdt telefonen hen til den sovende hund.
– Bjarne, kan du høre mig?! Vi kommer i morgen! Jeg ved, at du er sur på os. Du tror, vi har glemt dig! Bjarne, lyt til mig!
Hunden rejste sig lidt op. Han lyttede opmærksomt.
– Jeg bliver også sur, men så glemmer jeg det. Hvad er meningen ellers?! Skal man tilbringe hele livet trist og fornærmet?
Forstå, Bjarne, du er en Sehested! Og når det er sværest og mest skræmmende, så giver Sehested’er ikke op. Bjarne Sehested, tror du, jeg har glemt, da du sprang på den dumme rottweiler, da den angreb mig?
Du var halvt så stor som den, men du beskyttede mig! Du fik en del dengang. Og du tror, jeg har glemt dig siden da?!
Hunden viftede svagt med halen.
– Bjarne Sehested, jeg beder dig om at gå i køkkenet og spise de brune kugler! Marsch til køkkenet!
Hunden gik langsomt ud i køkkenet og begyndte at spise af sin skål.
***
Da de ankom næste morgen, tilgav Bjarne dem. Men ikke med det samme. Efter fem minutter. Først vendte han ryggen til, gik ned i sit hjørne, men derefter kastede han sig over dem alle med kram og våde kys. De var jo beskidte. Fra rejsen.
