Jeg har haft tre lange forhold i mit liv. I alle tre troede jeg et eller andet sted, at jeg ville ende som far. Og alle tre gange endte jeg med at stikke halen mellem benene, da snakken om børn for alvor blev seriøs.
Den første kvinde, jeg var sammen med, hed Kirstine, og hun havde allerede et lille barn, da jeg mødte hende. Jeg var selv 27, stadig temmelig uvidende om voksenlivets alvor. Først kunne det egentlig være mig temmelig ligegyldigt, hele dét med rutiner, hente-bringe og børnehavemadder. Jeg kom hurtigt ind i hendes rytme: vågne for tidligt, samle Lego op fra stuegulvet, håndtere en treårigs drama over makrelmadder. Men så begyndte vi at tale om at få et barn sammen. Månederne gik uden at noget skete. Hun tog af sted til lægen, alt var, som det skulle være. Hun begyndte at spørge, om jeg selv var blevet tjekket. Jeg sagde bare, at det nok skulle gå at det jo bare sker, når det sker. Men så begyndte det: jeg blev mærkelig utilpas, irritabel, rastløs. Vi råbte ad hinanden over småting, og pludselig en dag var jeg videre uden rigtig at sige farvel.
Nummer to, Astrid, havde ingen børn. Vi var fra begyndelsen meget enige om, at vi begge ville stifte familie. Årene gik med forsøg, flere skuffede blikke ved morgenbordet, endnu et negativt svar på endnu en test. Hun græd mere og mere. Jeg lukkede mig mere og mere ind i mig selv. Da hun foreslog, at vi skulle tage til fertilitetsklinik sammen på Rigshospitalet, sagde jeg, at nu gik hun altså for vidt. Og pludselig begyndte jeg at komme sent hjem, miste interessen for alt muligt jeg følte mig fanget, som en sild i en tynd dåse. Efter fire år pakkede jeg flyttekasserne og gik ud i det københavnske regnvejr.
Min tredje kæreste, Anne-Dorte, havde to halvstore sønner, der brugte det meste af tiden på at udfordre hinanden i FIFA på værelset. Hun sagde fra starten, at hun bestemt ikke havde behov for flere børn. Men ironisk nok var det mig, der senere bragte emnet på banen. Jeg ville, på en eller anden måde, bevise at jeg kunne. Nok engang intet resultat. Jeg begyndte at føle mig lidt som en gæst, der aldrig helt fik lov at sætte sig rigtigt til rette.
Samme mønster i alle tre forhold. Det var ikke kun skuffelsen, der drev mig ud. Det var frygten. Frygten for at sidde foran en dansk speciallæge med en kaffe i den ene hånd og høre ordene: Det er dig, det handler om.
Så jeg fik aldrig taget nogen blodprøver, lavede aldrig nogen sædanalyse på Frederiksberg. Jeg foretrak faktisk bare at gå min vej, frem for at høre et svar, som jeg ikke anede, om jeg kunne bære.
Nu er jeg over fyrre. Ser mine ekser på Facebook til fødselsdage, børnefødsler og jul med børn, der ligner alt fra sushi til vikinger bare ikke mig. Og indimellem spørger jeg mig selv, om jeg virkelig smuttede, fordi jeg var blevet træt af det hele eller om jeg bare aldrig turde blive og se min egen skrøbelighed i øjnene.
