Jeg har været igennem mit
I kunne jo lige så godt sætte ham i pleje, som en lille killing. Betaler en skilling, og værsgo, så kan I ellers bare tage af sted og nyde friheden, sagde Jytte med giftig sarkasme.
Signe pressede læberne sammen af irritation og hev hårdt i lynlåsen på kufferten. Forgæves. Den havde sat sig fast. Præcis som svigermors gamle plade, der altid blev sat på, når de unge skulle på ferie.
Mor, stop nu, forsøgte Signes mand, Kasper, at lægge en dæmper på Jytte. Malthe skal også på ferie, bare ude på landet hos mine forældre. Han får frisk luft, grøntsager fra haven, badebassin og rigtig gammeldags sødmælk hver dag. Det er lige, hvad han har brug for i den alder.
Det er ikke ferie, det er forvisning! udbryder Jytte og slår ud med armene. Barnet er tre år, det er nu han har brug for sine forældre! Og jer? I tager til København for at rende rundt på museer! Skal jeres søn ikke med? Skal han ikke også have kulturel dannelse?
Signe fik endelig bugt med lynlåsen, rejste sig rank og mødte svigermorens blik med et mørkt glimt.
Ikke nu, sagde Signe koldt. Lige nu har han mest af alt brug for rutiner, middagslur og et potte, han kan finde frem til. Ikke ni timer i transit, skiftende tidszoner og traveture gennem byen. Hvornår har du egentlig sidst bare gået en tur i parken med Malthe, Jytte?
Jeg har gjort mit med min egen søn! snøftede Jytte fornærmet. Han var med overalt. Det var ikke altid bekvemt, men jeg klarede det. Nogle gange skal man tænke på andre end sig selv.
Præcis! råbte Signe næsten. På andre! Både på dem, der skal tilbringe flyveturen med at høre jeres barnebarn jamre et par timer, og på dem, som kommer med på guidede ture de vil høre guiderne, ikke et barn, som jamrer: Jeg er træt, jeg er tørstig, jeg skal tisse, mine ben gør ondt, må vi tage hjem? At tage en 3-årig med på ferie er ikke ferie, Jytte. Det er tortur. Også for Malthe.
Jytte kneb læberne sammen og vendte ansigtet væk.
Nej, nu har I leget forældre længe nok. Hvis ikke I gider jeres barn mere, kunne I jo bare sige det Der er altid en mulighed for at tage hensyn til børn, hvis man bare vil.
Signe lukkede øjnene og talte til hundrede indeni, for at genfinde roen. Hvis bare Jytte anede, hvilket helvede de havde været igennem sidste gang. Men det havde hun ingen anelse om, hun bidrog trods alt sjældent til børneopdragelsen.
Men Signe kunne huske det alt for godt. Hun fik stadig nervøse trækninger ved venstre øje, bare ved tanken.
Sidste sommer. Troede naivt, de kunne besøge vennerne i sommerhuset. Hundrede kilometer væk. Der var heller ikke noget problem, for vennerne havde også et barn og en kæmpe have med legeplads. Det lød lovende.
Men alt gik galt fra start.
Bilen nægtede at starte. Vennerne ventede, grillpølserne marinerede… Panik: De måtte hive fat i billetter til regionaltoget i stedet.
Samtidig slog vejret om. Temperaturen sneg sig op på +35. Der var ingen fungerende aircondition i vognen, vinduerne var på vid gab, men det hjalp ikke. Toget var proppet, man kunne dårligt nok stå.
Malthe holdt ud ti minutter. Så begyndte han at snøvle, derefter klage over varme og kedsomhed, og til sidst ville han løbe gennem togvognen.
Slip mig! råbte han og bøjede sig som en bue i Kaspers arme. Jeg skal derhen!
Malthe, skat, der sidder andre mennesker, hviskede Kasper, rød i hovedet. Han kæmpede for at holde fast i den kropsvridende dreng.
Jeg vil ikke sidde! Aaaah!
Malthe råbte igennem. Højere end toghjulene larmede.
Først så folk medfølende til. Så begyndte de at rulle med øjnene. Efter en halv time var der åbne fjendtlige blikke. En dame i hvid skjorte måtte lægge øre til, og i Malthes arrige bevægelser blev alle tre ramt af appelsinjuice.
Det var et spektakulært skænderi. Damen skreg ikke mindre end Malthe. Signe undskyldte næsten grædende og hev penge op som erstatning. Malthe sønderknust, fordi juicen var væk. Kasper skar tænder.
En og en halv time i helvede.
Da de endelig stod på perronen, havde de allerede ikke mere ferie i sig. Malthe nægtede at sove lur efter sådan en omgang, var pylret lige til aften og endte næsten med at vælte grillen. Hjemturen blev ikke bedre.
Det var kun halvanden time. Og Jytte forestiller sig en hel uge slæbende barnet rundt på sightseeing? Nej tak. Det ville være tortur for alle.
I opdrager ham bare ikke! plejede Jytte at afslutte, hver gang Signe havde argumenter.
Jytte var mest pædagog på papiret. Hun dukkede op hver fjortende dag med bananer eller chokolade (som Malthe var allergisk over for, hvilket hun havde fået at vide mange gange), hyggesnakkede lidt med barnebarnet og smuttede igen. En selfie til Facebook kunne det også blive til.
Jytte, hvorfor går det dig sådan på, hvem Malthe er hos, når det nu ikke er dig? spurgte Signe en dag.
Jeg skal ikke! Han har forældre. Hjalp jeg, hvis I var syge eller på arbejde, men det her I stikker ham bare af som en kat, fordi I ikke vil have besvær.
Alle de diskussioner sled på nerverne. Jytte var urokkelig: Hun skulle bare have ret. Ungefolks argumenter havde ingen effekt.
Men livet er den bedste lærer.
Fire år er fløjet. Malthe er blevet syv. Han kan snakke sammenhængende, går i skole, går til fodbold…
Jyttes liv er også forandret, men med mørkere toner. Hun er blevet enke. Hvor der før var tv-larm og mandens mumleri, er der nu stille. Måske for at fylde tomrummet eller for at vise verden (og især svigersønnen og svigerdatteren), at hun stadig kan erklærer hun pludselig sin generøsitet.
I kan bare komme med ham, nu skal bedstemor og barnebarn nok hygge sig sammen, siger hun stort. Han er da ikke spæd mere.
Er du sikker, Jytte? spørger Signe forsigtigt. Malthe er meget aktiv og kræver opmærksomhed. Mindst en computer.
Lad nu én, der har haft børn selv, bestemme det, fnyser Jytte. Jeg læste bøger for Kasper og lærte ham alt. Vi spiller ludo, læser om dyr og så må tablets vente. Kom bare med ham!
Med et roligt suk og fingrene krydset for held blev Malthe kørt til Jytte. To uger! Signe og Kasper tog på et lille ophold. Bare en weekend, for Signe havde en anelse…
Hun fik ret.
Bedstemor havde en idyllisk forestilling: Der sidder et renvasket barnebarn og bladrer i en bog om dyr, mens hun strikker sokker og drysser vise bemærkninger. Så spiser de suppe og spadserer ud hånd i hånd.
Men drømmen bristede en halv time efter, forældrene var ude ad døren.
Bedste, jeg keder mig! sagde Malthe. Har du en tablet?
Nej. Hvorfra skulle jeg have det?
Så lad os lege zombie-apokalypse, du er zombie, og jeg skal overleve!
Hvad for noget? Forbløffelsen sad i Jytte. Kan du ikke bare tegne? Jeg har købt dig en malebog.
Det gider jeg ikke det er for små børn! sagde Malthe og begyndte at løbe rundt om sofaen. Kom nu og leg! Se, hvad jeg kan! Se! Se! Ser du ikke!
Han sad aldrig stille. Først fløj han som et fly, så larmede han med grydelåg, så prøvede han at få Jytte med i lege, hun ikke forstod. Malthe ville ikke have eventyr med moral, men publikum, legekammerat og personlig optrædende i én. Hver tredje minut: “Bedste, hvorfor”, “Bedste, lad os”, “Bedste, se!”
Jytte, som var vant til ro, følte sig til frokost som om hun havde losset kulvogn hele dagen.
Det blev kun værre. Da de satte sig til bordet, havde Jytte for første gang lavet oksekødssuppe for barnebarnets skyld.
Malthe kiggede på suppen, som om der lå skrald i den, og rynkede næsen.
Jeg vil ikke have det.
Hvorfor ikke?
Der er løg i. Kogte løg. Det kan jeg ikke lide.
Hvad?! Det er sundt! Spis nu uden brok!
Jeg vil ikke!
Hvad vil du så have?
Pasta med ost. Og en pølse, men du skal skære den som en blæksprutte.
Jytte løftede øjenbrynene. Dét kunne hun ikke finde ud af.
Her er ikke restaurant! svarede hun.
Malthe trak på skuldrene og gik ind i stuen for at bygge hule af puder og stole.
Hen på aftenen svingede Jyttes blodtryk op og ned som rutsjebaner. Lægge sig kunne hun ikke, for straks begyndte Malthe at hoppe på hende, mens han råbte “Op, fjenden angriber!”. Nyheder kunne hun heller ikke se barnebarnet forlangte tegnefilm, for “ellers keder jeg mig”. Men han blev ikke rolig af dem, bare endnu mere vildtvoksende.
Imens havde Kasper og Signe en forrygende aften. De sad i deres sommerhushave, så solen gå ned og nød de knitrende briketter.
Prøv lige at høre, hvor stille her er mumlede Signe saligt, lukkede øjnene. Tror du, vi har været for hårde ved din mor?
Så ringede Kaspers telefon.
Hej mor?
Kom NU! råbte Jytte. Få ham hentet! Lige med det samme!
Hvad sker der? Er alt okay?
Det er et mareridt! Jeres søn river huset ned! Han vil ikke spise, hopper på mig som en gal hest! Mit hjerte giver snart op! Kom inden en time ellers ringer jeg efter ambulance og politi så må de tage både ham og mig! Jeg kan ikke mere! Farvel!
Der blev lagt på.
Signe satte sit glas fra sig uden at tage mere. Den hjemmelavede rødvin duggede endnu, kødet på grillen var ikke engang vendt.
Pak sammen, sagde Kasper tørt. Vores ferie er slut
De kørte i tavshed. Sårende tavshed Jytte havde jo selv insisteret, og nu var hun oppe at køre.
I samme sekund de ringede på, blev døren revet op. Jytte stod bleg, hun lugtede af nervemedicin og lignede én, der havde udholdt Vietnam-krigen.
Malthe kom løbende, glad som altid.
Tak Gud! udbrød Jytte og puffede ham nærmest ud. Tag ham. Og spørg mig aldrig igen! Hvem har I opdraget? Det er jo et lille monster! Løg kan han ikke lide, han keder sig hele tiden, han hopper og angriber stakkels mig!
Han er bare et barn, mor, svarede Kasper tørt og tog Malthe i hånden. Et aktivt, sundt barn. Vi sagde det jo. Du mente, du kunne klare det.
Jeg troede, han var normal! Skal han ikke til læge? udbrød Jytte og holdt sig til brystet. Kør, jeg skal ligge mig ned, ellers dør jeg!
Inde i bilen, godt spændt fast, spurgte Malthe søvnigt:
Mor, skal vi snart ud til morfar Erik og mormor Karen?
Snart, skat. Selvfølgelig skal vi det.
Godt… sagde han og faldt i søvn. For farmor Jytte… hun er mærkelig. Skriger hele tiden. Kan ikke lege. Og hendes mad smager grimt.
Efter den aften blev der aldrig mere nævnt fælles ferier fra Jyttes side. Når de rejste, ønskede hun blot god tur.
Malthe holdt alle sine ferier hos Signes forældre, hvor han gravede orme med morfar, legede indianere og spiste mormors suppe. Uden løg. For Karen kendte sine børnebørns smag.
Forholdet til svigermor blev ikke bedre, men Signe kunne godt leve med det. Ingen blandede sig mere i hendes liv. Og Jytte blev alene med sit eget ret og sine ubrugte leksika, som aldrig kom nogen til glæde.
