Jeg har en femårig datter, og som det nu er med alle børn, har hun allerede en stor bunke tøj, hun er vokset ud af. Næsten nye kjoler, jakker, sko tøj, hun kun har haft på et par gange, for børn vokser jo lynende hurtigt. Jeg er ikke den type, der gemmer på ting for mindernes skyld. En weekend satte jeg mig derfor roligt ned, tømte hele skabet, gennemgik alt tøj én for én og sorterede det, der stadig var i perfekt stand. En hel del røg ud pletter, slid, huller. Jeg giver aldrig skrammel videre, det siger sig selv.
Jeg tænkte på min niece min svigerindes datter. Hun er næsten fire år og går altid i meget beskedent tøj, nogle gange det samme flere dage i træk, ikke fordi familien mangler penge, men fordi min svigerinde ikke går op i tøj på samme måde. Jeg sagde ikke noget, men samlede i stilhed en fin pose udvalgt tøj kjoler, næsten ubrugt sæt, en jakke min datter kun har haft på to gange, og et par sko, nærmest ikke brugt. Ingen gamle eller slidte ting. Jeg vaskede alt, foldede det pænt og gav det til hende med de bedste intentioner.
Her, min pige kan ikke passe det mere, men det er stadig virkelig fint, din ville sikkert kunne bruge det.
Hun smilede, takkede og jeg følte alt var i orden. Men to dage senere begyndte jeg at bemærke noget mærkeligt. Min svigermor skrev til mig og spurgte, hvorfor jeg skulle vise mig med det tøj, og gjorde familien utilpas. Min mands kusine kastede et mærkeligt blik på mig til en familiefrokost og hilste knap på mig, hvilket hun ellers altid gjorde. Jeg forstod ikke, hvad der foregik.
Senere fandt jeg ud af gennem en anden svigerinde at barnets mor havde fortalt, at jeg havde ydmyget hende, at jeg kom med rester, og lod, som om hun var fattig overfor hele familien, at jeg prøvede at fremhæve mig selv. Hun havde endda sagt, jeg kom slæbende med store poser for at vise, hvad jeg havde.
Da jeg hørte det, blev jeg både vred og ked af det, for intet kunne være mere forkert.
Det hele eskalerede til en familiefrokost, hvor min svigerinde lod en bemærkning falde foran alle:
Der findes folk, der tror, at når de giver brugt tøj væk, så hjælper de, men i virkeligheden ydmyger de bare.
Jeg frøs helt. Min mand sendte mig et kort blik, svigermor blev helt stille, og ingen sagde noget. Jeg vidste nu, hvor historierne kom fra.
Jeg svarede hende, roligt men bestemt, foran hele familien. Jeg sagde, at jeg ikke havde givet hende noget slidt eller ødelagt, kun udvalgt det allerbedste, og at jeg faktisk havde smidt masser ud, jeg ikke ville give videre. Hvis hun synes, det er nedværdigende at modtage gode ting til sit barn, så vil jeg fremover lade være. Jeg sagde også, at jeg ikke ville finde mig i at blive gjort til et dårligt menneske, når jeg bare tænkte på hendes datter.
Fra den dag ændrede stemningen sig i familien. Min svigerinde taler ikke almindeligt til mig, hun hilser kun af pligt. Svigermor prøver at være neutral, men man kan mærke, hun synes det hele er akavet. Og jeg sidder tilbage, vred og trist, for jeg gjorde noget med et rent hjerte og havnede midt i en konflikt, jeg aldrig selv bad om.
Hvad tænker I om det her?
