I mit liv har jeg aldrig taget det, der ikke var mit
Dengang for længe siden, mens vi stadig gik i folkeskole, føltes det, som om jeg hele tiden sammenlignede mig med en pige som Tove. Det var ikke muligt for mig at kunne lide Tove, og dog misundte jeg hende samtidig. Diskussionen i mit eget hoved gik på hendes forældres druk, at de var ude af stand til at holde sammen på tilværelsen, og at pengene hurtigt forsvandt fra deres hænder. Tove gik ofte sulten og iført slidte klæder, altid lidt sammenkrøbet, lidt presset. Hendes far, Ove, havde et tungt temperament og løftede hånden mod hende oftere, end nogen burde opleve det om det så gjaldt for meget eller for lidt, eller ingenting overhovedet.
Ingen forventede modstand fra Toves mor. Hun var selv blevet skræmt tavs under mandens hårde opførsel. Den eneste varme i Toves hverdag kom fra hendes farmor, Gerda. Gerda havde kun sin folkepension at gøre godt med, men en gang om måneden samlede hun Tove til sig og gav hende fem kroner for den gode opførsel. Tove vidste godt, at hun kunne have lavet nok så mange narrestreger farmor ville stadig lukke øjnene, for barnebarnet var lyset i hendes liv alligevel. Når Tove fik pengene, var det som en festdag, og hun spurtede straks til købmanden, hvor hun købte is (en til sig selv og en til farmor), lidt marcipanbrød og et par stykker slik.
Hver gang planlagde Tove, at slikket skulle vare hele måneden, men efter et par dage var det sporløst forsvundet. Og så fandt farmor sin egen is frem fra fryseren og sagde med et lille smil:
Tag min is, min pige, mit svælg gør ondt i dag.
Det er altid på den dag, hvor slikket er væk, at farmors hals begynder at drille, tænkte Tove. Men i hemmelighed begyndte hun altid at håbe lidt på farmors isportion.
Min egen familie var ren modsætning. Vi boede i et hjem, hvor der aldrig manglede noget. Mine forældre, Helle og Henrik, havde gode job, og jeg Matilde blev forkælet efter alle kunstens regler. Mit tøj fulgte altid tidens mode, og veninderne lånte gerne fra min garderobe. Der blev ikke sparet på noget. Jeg manglede aldrig noget.
Alligevel var der noget ved Tove, jeg ikke kunne lade være med at beundre. Hun havde en slags uimodståelig skønhed, en varme og et overskud i mødet med andre, jeg aldrig selv havde haft. Og jeg kunne ikke tage mig selv i at tale til hende, ikke engang hilse ordentligt. Mødte vi hinanden på gangen, skænkede jeg hende det blik, der kunne få selv en gammel sømand til at fryse. Engang, da hele klassen så på, råbte jeg til hende:
Du er ynkelig!
Hun kom grædende hjem til farmor, som satte hende på skødet og aede håret:
Du skal ikke græde, min kære Tove. I morgen siger du til hende: Du har ret jeg hører til hos Gud. Og så føltes det hele lettere.
Jeg vidste, jeg selv var pæn, men der var ingen, der tog fejl af, at varmen sad et andet sted end i mig.
I klassen havde vi også Christian, fætteret blandt pigerne og klassens evige drillepind. Karaktererne var sjældent noget at prale af, og han blev jævnligt hevet udenfor døren af lærerne for sin uro. Men selvom han fik flere rødder i karakterbogen end de fleste, var han altid i godt humør, og lærerne kunne ikke lade være med at holde af hans glade væsen.
I de ældste klasser begyndte Christian at følge mig hjem efter skoletid. Om morgenen ventede han på mig ved skoleporten, så vi kunne gå ind sammen, og der gik sjældent lang tid før nogen fra klassen sagde:
Nå, brudeparret er mødt op!
Selv lærerne smilede, for de fornemmede godt, at der var noget særligt mellem mig og Christian.
Så lød sidste klokke; vi dansede over gymnasiets gulve til dimissionsbal, sagde farvel til skolen og fløj ud i livet.
Jeg giftede mig kort efter med Christian. Brylluppet blev hurtigt ordnet, for der var ikke meget at skjule selv under min store brudekjole begyndte tiden at trænge sig på. Fem måneder senere blev vores datter, Signe, født.
Tove måtte straks efter studentereksamen ud at arbejde. Hendes elskede farmor var gået bort, og hjemmet havde nu kun forventninger om, at hun skulle tjene penge. Der var nok af bejlere, men ingen der trak hende til sig med det bånd, hun drømte om og hun følte sig flov over sine forældres drikfældighed.
Tiden gik, og snart var ti år gået i et blæksort øjeblik.
En dag mødtes vi tilfældigt to kvinder og deres følgeskab udenfor rusmiddelklinikken. Tove stod med sin mor, mens jeg selv stod der med Christian. Tove genkendte straks min mand; han var blevet en attraktiv mand, men det gjorde ondt at se på mig. Jeg var rystende mager, med rystende hænder og et tomt blik, selvom jeg blot var 28.
Christian så skyldigt på Tove.
Hej, klassekammerat, sagde han, som om han ønskede, at jeg ikke var vidne til hans tragedie, og da slet ikke Tove.
Hej Christian. Er det slemt med dig og Matilde? spurgte Tove roligt.
Ja, det har stået på længe, svarede Christian, og så skammede han sig.
En kvinde, der drikker, er en katastrofe. Det ved jeg fra min egen mor. Min far gik til grunde på grund af flasken, svarede Tove lavt.
Efter mødet udvekslede de numre. Søster i lidelse, og alting bliver lettere i fællesskab. Snart begyndte Christian at besøge Tove, for mente han, hun havde jo mere erfaring i det bitre kapitel af livet. Tove fortalte gladeligt, hvad hun havde lært: hvordan man skulle forholde sig til misbrug i familien, hvilke behandlinger der fandtes, og hvad man for alt i verden ikke skulle gøre. Det var sandt, hvad hun sagde: flere mænd drukner i snapsen end i Kattegat…
Efterhånden gik det op for Tove, at Christian og hans datter, Signe, boede alene, mens jeg havde forladt hjemmet og boede hos mine forældre. Christian havde trukket Signe væk fra den uberegnelige mor. Det var særligt slemt den dag, Christian kom hjem fra arbejde, og Signe, bare tre år gammel, stod faretruende på kanten af vinduet, mens jeg lå bevidstløs af sprut. Der var intet tilbage af det gode, og vigtigst jeg ville ikke have hjælp. Jeg nægtede at erkende problemet, mente alt var under kontrol.
Det gik så vidt, vores ægteskab brast.
En aften inviterede Christian Tove ud at spise. Han tilstod, at han faktisk altid havde været forelsket i hende allerede fra skoletiden. Men han havde været bange for at blive afvist, og så kom jeg jo i vejen med min uventede graviditet. Livet havde rullet dem videre, men nu så han mødet i klinikken som skæbnens hånd. Han mærkede ro, da han sad sammen med Tove.
Christian friede til Tove, og hun var nu klar. Hun havde altid haft følelser for ham, men hun kunne ikke få sig selv til at tage noget fra mig. Nu var Christian fri, og kærligheden gensidig. Intet stod i vejen endelig var der hænder, der kunne rumme kærlighed.
Tove og Christian blev gift ved en stille, beskeden ceremoni. Tove flyttede ind hos Christian. I begyndelsen så Signe skeptisk på den fremmede kvinde hun vidste jo, at kærligheden fra far nu skulle deles. Men Toves varme og omsorg blev så naturlig, at Signe snart begyndte at kalde hende mor. Efter et par år kom lille Maja til verden.
En aften lød ringeklokken i huset. Tove gik ud og åbnede døren. Udenfor stod en kvinde, som kun stemmens hæshed afslørede som mig, Matilde. En skarp odør af snaps slog mod Tove, og mit udseende efterlod ingen tvivl flasken var min tro følgesvend.
Du, din heks, du har stjålet min mand og barn! Jeg har altid hadet dig, hvæsede jeg.
Tove stod roligt selvsikker, velplejet, smuk, som et menneske i balance.
Jeg har aldrig taget det, som ikke var gjort til mit. Du gav selv slip på din familie, uden at forstå hvad du gjorde. Jeg har aldrig talt dig ned. Ærlig talt, Matilde, jeg har kun medfølelse med dig.
Så lukkede Tove beslutsomt døren. Der var ikke mere, der skulle siges.
