JEG HAR ALDRIG TAGET DET, DER TILHØRER ANDRE Allerede som skolepige foragtede og misundte Martha sin klassekammerat Nanna. Hun foragtede hende for hendes altid berusede forældre, deres evige pengeproblemer og hendes slidte tøj – og så alligevel misundte Martha Nannas varme væsen og uimodståelige charme. I Marthas hjem var der penge nok, og forældrene sørgede for, at hun aldrig manglede noget – men netop derfor stak misundelsen alligevel af, også over den oprigtige kærlighed i Nannas familie, især fra hendes elskede farmor, som hver måned forkælede hende med lidt lommepenge og ekstra sødt. I klassen var der også den altid muntre og populære Mads, alles yndling blandt pigerne. Martha blev kærester med ham, og efter studenterfesten blev de gift, da Martha ventede deres datter Sofie. Livet gik videre – men ti år efter mødtes de to gamle klassekammerater Nanna og Mads igen, denne gang foran gårdens misbrugsklinik. Mads’ ægteskab var smuldret under vægten af Marthas druk, og stille voksede et blomstrende venskab mellem ham og Nanna frem – hun, der kendte familiens mørke sider. Da Mads og Nanna til sidst fandt sammen og skabte et varmt hjem for Sofie og hendes lille nye søster, stod Martha pludselig i døren – bitter og fuld, med vrede anklager om stjålet familie. Men Nanna lukkede døren med roligt hjerte: – Jeg har aldrig taget det, der tilhører andre. En fortælling om misundelse, livets urimeligheder, svigt og kærlighed – og om at kunne stå ved sig selv, også når fortidens spøgelser banker på.

I LIVET HAR JEG ALDRIG TAGET ANDRES

Freja, dengang hun stadig gik i folkeskolen, følte foragt og samtidig misundelse over for Ane. Foragt, fordi Anes forældre altid lå i sprit og knap kunne tjene til smør på brødet. Derfor gik Ane næsten altid rundt med hul i strømperne, maven halvtom, iført trådslidte kjoler og med det trykkede blik, som folk får, når noget hele tiden vejer over skuldrene. Hendes far slog hende, hvis han havde drukket lidt for lidt, lidt for meget, eller bare fordi. Moren løftede aldrig en finger til at hjælpehun frygtede selv sin mands lussinger. Kun Anes mormor var det milde lys i hendes triste univers. Én gang om måneden gav mormor sin yndlingsbarnebarn en lille løn udbetalt fra folkepensionen for at opføre sig pænt. Selvom Ane udmærket vidste, at selv hvis hun lavede ballade, ville mormor altid lade som ingenting og finde fem kroner frem. For Ane var det en festdag, større end de fleste. Hun fór straks hen til kiosken for at købe sig og mormor en vaffelis, lidt flødeboller og bolsjer.

Ane håbede altid, at hun for én gangs skyld kunne spare på godterne, så de varede hele måneden. Men allerede efter to dage var alt væk. Hver gang. Så kom mormor med isen fra fryseren og lod, som om hun havde ondt i halsen:
– Tag du bare min is, lille ven, mit svælg er så ømt i dag.
Mærkeligt, tænkte Ane, at mormors hals altid gør ondt lige den dag, godterne er spist op
Hemmeligheden var, at hun kunne stole på, at mormors portion alligevel blev hendes.

Frejas familie var derimod den blankpolerede, secure kontrast. Huset var fyldt med alt, hvad hjertet kunne begære, forældrene havde velbetalte stillinger, og der blev passet på Freja med silkebløde hænder. Hun var klædt i det nyeste fra Illums Bolighus og hendes veninder lånte ofte hendes tøj. Sult havde hun aldrig kendt, fødderne altid varme, verden åben.

Alligevel kunne Freja ikke slippe sin hemmelige misundelse på Ane. Det var hendes skønhed, en dragende varme og nærmest iboende evne til at få alle til at føle sig set, som gjorde det svært at undgå at beundre hende.
Men Freja talte aldrig med Ane; hun syntes knapt, det var værdigt, og kiggede altid på hende, som om en vind i januar strøg gennem kroppen. Én gang råbte hun højt, så alle hørte det:
– Du er så sølle!
Ane løb hulkende hjem og fortalte sin mormor, som tog hende ind til sig, strøg håret og hviskede:
– Græd ikke, Anemone. I morgen siger du til hende: Du har ret, jeg er i Guds hænder.
Det var som om byrden lettede straks.

Freja var selv køn, men hendes ydre havde en glans af kulde og ufremkommelighed.

Blandt dem var også klassens maskot, Mikkel. Altid med et smil på læben, kun lige snittende karaktererne, men uden en eneste bekymring. Han blev jævnligt smidt ud af timerne af utilfredse lærere, men hans lune og godmodighed gjorde ham elsket af alle.

Da de sidste skoledage ebbede ud, og deres studentertid blev fejret under metervis af flag og balloner, fløj alle ud i verden. Freja og Mikkel blev gift. Brylluppet var hastigt, maven bar allerede på hemmeligheden, og ikke engang det lag-på-lag-brudekjole kunne skjule det. Om fem måneder kom lille Sofie til verden.

Ane måtte arbejde efter gymnasiet; mormor var død, forældrene ventede på hendes løn. Hun var efterspurgt på kærlighedsfronten, men ingen fik greb om hendes sjæl. Og hun skammede sig stadig over sine drikfældige forældre.

Ti år gled forbi som en drøm gennem Københavns disede morgener.

En dag, udenfor rusmiddelcenterets dør, stod to par: Ane med sin mor og Mikkel med Freja.
Ane genkendte straks Mikkel; han var blevet en flot mand. Men Freja hendes hule ansigt, flakkende blik og rystende hænder virkede som noget fra et mareridt. Bare 28 år, men allerede gammel i kroppen.

Mikkel så prøvende på Ane:
– Hej, klassekammerat, sagde han dæmpet. Han virkede pinligt berørt over at hun skulle overvære hans families kollaps.

– Hej, Mikkel Det ser slemt ud. Har det stået på længe? spurgte Ane direkte.
– Længe, svarede han skamfuldt.
– Jeg ved, hvordan det er. En drikkende kvinde river alt med sig. Min far drak sig i graven, min mor, ja, du ser hende.
De byttede numre, bare for en sikkerheds skyld. Når nød rammer, føles ensomheden mindre, når den deles.

Så kom Mikkel ofte på besøg under mærkelige, kaffetågede skyer og spurgte til Anes erfaring: Hvad gør man med en mor eller hustru fanget i flasken? Ane fortalte om behandlingsformer og faldgruberhun vidste udmærket, at flere mænd drukner i snapsen end i havet

Det kom for dagen, at Mikkel og hans datter Sofie havde levet alene længe. Freja var flyttet hjem til sine forældre, Mikkel havde beskyttet Sofie mod hendes mor. Endegyldigt blev det, da han kom hjem og fandt Freja bevidstløs på gulvet, mens treårige Sofie stod og balancerede farligt på kanten af vindueskarmen, parat til at styrte fra femte sal. Mikkel havde fået nok, og Freja ville ikke i behandling. Hun mente, alt var under styringmen hun blev langsomt draget mod afgrunden.

De blev skilt.

En nat, hvor drøm og virkelighed gled over i hinanden, inviterede Mikkel Ane ud på en restaurant med levende lys, hvor han med famlende stemme bekendte, at han altid havde elsket hende. Alligevel havde han aldrig turdet sige det i skoletidenog så blev Freja gravid, og livet rullede videre. At de nu sås igen, virkede for ham som skæbnens spøg. Han talte med Ane, som havde han drukket honning, og følte sig let og stærk.

Mikkel friede til Ane. Han fandt nøglen til hendes hjerte, og hun var klar til at give slip. Hun kunne aldrig have forestillet sig dengang, at hun ville tage noget fra en andenmen nu var Mikkel fri, og kærligheden havde fundet sin vej. Uden barrierer. Hænder, der tør gribe efter varmen.

De giftede sig stilfærdigt og Ane flyttede ind. I starten kiggede Sofie skeptisk på hende, vidste godt at fars kærlighed nu skulle deles. Men Ane viste så megen omsorg og varme, at Sofie selv begyndte at kalde hende mor. Efter et par år fik Sofie en lillesøster, Maja.

En regnvejrsdag klingede dørklokken under uvirkelige, svimlende toner. Ane åbnede. På dørtrinnet stod Freja. Hun var næppe til at genkende, udmattet og stinkende af snaps. Hun hvæsede:
– Du, slange, du stjal min mand og min datter! Jeg har hadet dig hele mit liv!
Ane, rolig og rank, sagde intet med det samme. Hun stod stærk, solen faldt på hendes hår.
– Jeg har aldrig taget noget, Freja. Du gav selv slip, uden at forstå det. Jeg har aldrig sagt et ondt ord om dig. Jeg har bare ondt af dig…
Uden at vakle lukkede Ane døren, mens Frejas klagesang gled bort i den drømmeagtige nat.