Jeg hader dig ikke
– Men der er jo egentlig ikke noget, der har ændret sig
Jeg sad i taxaen og pillede ved kanten af min jakke, mens jeg så ud ad vinduet. Udenfor gled velkendte københavnske gader forbi de samme, som jeg havde løbet igennem som barn, altid med Anna ved min side, grinende og dagdrømmende om alt det, vi ville nå sammen. Syv år… Syv hele år havde jeg ikke været tilbage i Danmark.
– Så er vi fremme, lød chaufførens stemme og afbrød mine tanker nænsomt.
Taxaen standsede foran den gamle rødstensbolig, hvor jeg var vokset op. Jeg tjekkede, om telefonen var i lommen, betalte 120 kroner og steg ud. Idet døren smækkede, stod jeg et øjeblik helt stille og trak den særlige duft af hjemby ind et miks af vådt græs fra legepladsen, friskbagt rugbrød fra bageren nede på hjørnet og noget helt umærkeligt, som kun kan kaldes ét: hjem. Det gjorde næsten ondt både sødt og bittert, som om glæde og frygt blandede sig i maven.
Jeg var kun hjemme i et par dage, officielt for at hjælpe min mor med nogle papirer og måske gå en tur i de gamle kvarterer tjekke, om alt stadig lignede det, jeg havde i erindringen. Men i virkeligheden havde jeg også et andet håb. Jeg længtes umanerligt efter at se Anna igen. Og hvem ved, måske ville alt ændre sig?
Det var ikke sådan, at jeg havde fulgt Anna direkte jeg havde aldrig spurgt nogen direkte. Men gennem venner, møder og Facebookopslag hørte jeg alligevel om hende: Nyt arbejde, flot job, egen lejlighed, og hun havde taget sin mor med ind til byen. Hver gang nogen nævnte hende, forestillede jeg mig, hvordan hun så ud nu, hvad hun lavede, hvad der gik gennem hendes tanker. Men jeg skubbede straks tanken væk, bange for at give hende for meget plads i mit hjerte.
*************
Dagen efter besluttede jeg mig for at gå en tur gennem Strøget. Jeg havde ingen planer, jeg ville bare mærke byen, indånde duften af forår, lade mig føre tilbage til det, der havde været mit liv engang. Jeg gik forbi boghandleren, hvor jeg havde købt Anders And-blade, så bænken, hvor jeg og drengene plejede at hænge ud efter skoletid, så caféen hvor jeg første gang (og med stor klodsethed) bestilte en cappuccino og spildte det udover min nye lyse skjorte.
Og pludselig så jeg hende.
Anna gik på den modsatte side af gaden. Hun var i sin egen verden, kiggede ned helt opslugt, en anelse sammenkrøbet. Jeg standsede brat. Alt i mig vendte et øjeblik rundt, som om jeg havde glemt, hvordan man trak vejret. Hun lignede sig selv høj, et lidt rastløst skridt og det samme kastanjebrune hår, som svajede, da hun gik.
Uden at tænke nærmere over det, løb jeg over gaden. Lyskurven sprang over til gult, en cyklist råbte arrigt, men jeg hørte kun mit eget hjerte galopere afsted.
– Anna! råbte jeg, da jeg nåede hende ved den lille kiosk.
Min stemme var usikker, og jeg opdagede først der, hvor nervøs jeg egentlig var. Hun vendte sig om og ingenting. Ingen glæde, ingen vrede. Bare vanlig ro.
– Markus? sagde hun, næsten indifferent.
Den tone kontrolleret og neutral gjorde mere ondt end alt andet. Syv års tilbageholdte følelser væltede frem. Mine øjne blev våde, stemmen vibrerede, og jeg havde ikke længere kontrol.
– Anna, jeg jeg er så ked af det, fik jeg fremstammet. Jeg ved godt, jeg ikke har ret til at stå foran dig nu, men jeg snøftede, prøvede at finde ordene, men tårene trillet, og jeg gjorde ingen anstrengelse for at tørre dem væk. Jeg elsker dig. Stadig. Tilgiv mig. Vær sød at tilgive mig!
Ordene strømmede ud af mig, usammenhængende. Jeg ville sige så meget mere, forklare, undskylde, men alt blev kogt ned til det væsentlige det, jeg havde glemt at sige alle til disse år.
Jeg omfavnede hende, trykkede mig desperat mod hende, som om jeg kunne genvinde det liv, vi havde mistet. I det øjeblik fandtes kun hende, varmen fra hendes krop, og et andet håb om at hun ville gengælde omfavnelsen.
Hun veg ikke straks tilbage. Jeg syntes et kort sekund, hun tøvede hendes skuldre faldt lidt ned, hænderne løftede sig anelse, som om hun var ved at omfavne mig. Det lille bevægelse tændte en gnist i mig: Måske kunne vi råde bod på alt, måske havde vi stadig en fremtid sammen?
Men det forsvandt hurtigt. Anna tog fat om mine skuldre og trak sig blidt, men beslutsomt, tilbage. Hendes ansigt var roligt, øjnene kølige. Drengen jeg engang havde kendt, leende, tillidsfuld, var væk foran mig stod en kvinde, der havde pakket sine følelser væk.
– Skrid, hviskede hun koldt.
Ordene var lavmælte, men slice skarpe. Følelsesløse, som om jeg intet betød for hende. Som var jeg fuldkommen fremmed.
– Jeg hader dig, tilføjede hun denne gang med ægte foragt i blikket.
Hun gik væk uden at skænke mig et blik mere. Jeg blev stående, som lamslået. Byen fortsatte: folk gik forbi, sporvognen klemte nede ved Nørreport, børn grinede på legepladsen. Måske undrede nogen sig, da jeg blev stående midt i menneskemylderet, med tårer på kinderne, og stirrede tomt frem for mig. Jeg mærkede ingenting.
Kun lyden af hendes skridt væk og min egen korte, hulkende vejrtrækning. Hvert sekund trak ud, og jeg tænkte kun én tanke: “Det er slut. For altid.”
Langsomt gik jeg hjemad. Mine ben ville knap lystre, blikket stirrede frem for sig uden at se noget. Der var kun den rungende tomhed af hendes ord i mit hoved.
Da jeg kom ind til min mor, sagde jeg intet. Jeg satte mig blot på en stol og stirrede ud af vinduet. Mor så mit ansigt og den tomme blik, men spurgte ingenting. Hun sukkede sagte, som om hun havde ventet på dette øjeblik, og gik ud for at sætte vand over til te. Det dagligdags sukkende elkedel, duften af sort te kontrasterede mærkeligt til mit indre kaos, men det hjalp mig faktisk lidt med at finde mig selv igen.
Hun tilgav mig ikke, hviskede jeg med koppen mellem hænderne. Den varme damp kærtegnede ansigtet, men jeg bemærkede det næsten ikke.
Mor satte sig ved siden af og lagde hånden på min skulder samme blide gestus, som hun gjorde da jeg som barn kom hjem med hudafskrabninger eller et knust hjerte. Det gjorde mig lille, sårbar voksenlivets store beslutninger følte pludselig uendelig fjerne.
Du vidste vel, at det nok ville ende sådan, sagde mor stille, ikke bebrejdende, mere sørgmodigt.
Jeg vidste det, nikkede jeg, fjern i stemmen. Men jeg håbede alligevel. Dumt, ikke?
Nej, ikke dumt, svarede hun mildt. Du valgte bare din vej. Men Anna, hun led hun var nærmest som en isdronning bagefter, ingen kunne nå ind til hende længere.
Jeg sukkede, stillede koppen og lænede mig tilbage. Billeder fra da jeg var 22 flød forbi mine øjne.
Alt havde dengang virket simpelt. Anna var solid, åben, ærlig hun sagde sjældent store ord, men hun lyttede altid og stod der, når tingene var svære. Men hun var også utålmodig. Mit arbejde som lærling på en byggeplads og studierne ved siden af tilfredsstillede hende ikke. Hun ville videre, have sikkerhed, stabilitet.
Hun drømte ikke om luksus, bare forudsigelighed et rigtigt job, fast tag over hovedet, hvor vi kunne bygge noget op sammen. Men jeg kunne ikke give hende svar og garantier nok. Så da hendes onkel fra Odense tilbød hende job på sit reklamebureau, flyttede hun uden tøven.
Og så kom Pelle ind i billedet. Pelle var ti år ældre, sikker på sig selv og med penge nok. De lærte hinanden at kende til en firmafest han flød straks over med komplimenter, og lagde ikke skjul på sin interesse. Anna havde svært ved at sige nej til opmærksomheden. Hun vænnede sig til de små gaver, middage, teaterbesøg og muligheden for bare at købe ting uden at tjekke priser. Det føltes som et eventyr en ny start. Og hun nød det, så meget, at hun glemte mig. Hun kom endda hjem og benægtede ethvert fællesskab mellem os, rystede bare på hovedet og sagde, at jeg aldrig ville blive til noget.
Engang vendte hun tilbage, men ikke for mig hun ville vise hele byen, hvad hun nu havde opnået: Dyrt tøj, fejende ny taske, glitrende ring, en mand ved sin side der kunne betale det hele. Hun satte sig strategisk på det caféhjørne, hvor jeg plejede at få min kaffe, lo højt med sit selskab og sørgede for, at jeg så hende. Da vores blikke mødtes, så jeg kun kulde i hendes øjne. Dengang følte jeg, at hun havde vundet. Først bagefter forstod jeg, hvor tomt og meningsløst det var for hende og for mig.
*************
Denne jordbundne sejr blev dog hurtigt til en bitter erkendelse for hende, for Pelle begyndte at glide væk. Først blev hans beskeder kortere. Så begyndte han at kritisere hendes tøjstil, venner, leende stemme sommetider forsvandt han i dage eller uger ad gangen. Anna var pludselig alene i den store lejlighed. Når hun prøvede at tale med ham, slog han det hen: “Du har jo fået det, du ville have. Hvad klager du for?”
Anna fandt på undskyldninger han arbejdede meget, var stresset og hun prøvede at overbevise sig selv om, at det nok blev bedre. Men hun vidste, at det var løgn hun var bare blevet endnu en trofæpige for ham, værdifuld kun så længe alt var nyt og spændende.
Luksusen tabte sin betydning. De smukke kjoler og fine smykker mistede deres glans. Cafébesøg blev en ensom, forceret opvisning. Hun stod ofte bare i vinduet og så efter folk på gaden, mens hun tænkte: “Hvad nu hvis?” Men hun turde ikke følge tanken helt til dørs for så måtte hun indrømme, at hun havde begået en fejl, at hun havde forrådt den eneste, der virkelig havde elsket hende.
Uden nogen, at dele denne sikkerhed med, var stabiliteten meningsløs. Hun huskede pludselig mit håndtryk slidte, men varme hænder. Min forsigtige, men altid ægte latter. Alle de store planer vi havde haft, forsikringen om, at alt ville ordne sig, bare vi stod sammen.
*************
På tredjedagen tog jeg en gåtur i Østre Anlæg, hvor vi ofte havde været. Den gamle bænk under kastanjen var der endnu, og for en kort stund kunne jeg høre vores snak, latteren, og se hende dreje hovedet mod mig i efterårssolens gennembrud.
Da hørte jeg en velkendt stemme:
– Markus?
Det var Emil, vores fælles ven fra skoletiden. Han så overrasket ud, men smilede så varmt.
– Jeg havde ikke regnet med at møde dig her, sagde han. Hvordan går det?
Jeg svarede, spagt, lidt stift, at jeg bare var hjemme på besøg. Emil spurgte ikke yderligere, men pegede på bænken:
– Skal vi sidde lidt? Jeg trængte også bare til at slappe af.
Vi satte os, og Emil small-talkede om hverdag, byforandringer og lidt om tiden, der var gået. Hans rolige stemme dæmpede mit indre pres.
Efter et øjeblik spurgte han:
– Har du set Anna?
Jeg kiggede ned på visnende blade.
Ja. I går.
– Og hvordan gik det? spurgte Emil.
– Hun vil ikke have noget med mig at gøre. Hun hader mig.
Emil sukkede. Han satte sig foroverbøjet:
Ved du hvad, hun havde det forfærdeligt bagefter. Da du forsvandt det var et chok for hende hun følte sig forrådt.
Jeg nikkede stumt. Det gjorde ondt, også at høre det udefra.
Hun forsøgte at komme videre. Men hun har ikke elsket nogen som dig. Dit seneste besøg var hårdt for hende. Jeg tror aldrig, hun helt er landet efter det der caféshow. Du genåbnede alt hendes sorg.
Jeg accepterede det. Jeg havde ikke tænkt på det dengang ikke i den grad.
Jeg håber bare, hun ved, at jeg fortryder alt, sagde jeg lavt. Jeg tænker på, hvordan jeg smadrede noget, der kunne have været det bedste i mit liv.
Emil så på mig. Efter lidt tid sagde han:
– Måske behøver hun ikke at høre mere nu. Giv hende fred, Markus. Du river i hendes sår, når du dukker op hun var elendig i går, det kan jeg garantere dig. Hun ringede til mig sent og ja, jeg har ikke set hende sådan længe. Ven, det er bedst, du lader hende være.
Jeg bed mig i læben og nikkede. Han havde jo ret.
*************
Den aften sad jeg i mors køkken med udsigt til lysene over byen. Jeg forestillede mig, hvordan mit liv kunne have været, hvis jeg var blevet: En lille lejlighed, at kæmpe sammen for at få det hele til at hænge sammen, at støtte hinanden, grine ad de små ting, fejre de små sejre. Alle øjeblikke, jeg havde givet afkald på.
Næste dag pakkede jeg langsomt min taske. Mor omfavnede mig:
Pas på dig selv, sagde hun stille.
Jeg kyssede hende på kinden og indsnusede duften af det hjem, jeg havde forladt. På Hovedbanegården købte jeg billet til Aarhus hvor jeg nu arbejdede. Jeg havde brug for tid til at tænke.
Toget rullede ud, mens København langsomt gled forbi de røde murstensbygninger, legepladsen, bageren med de gode franske, mennesker på cykel og med indkøbsnet. Alt sammen mit, men nu også endelig fortid.
Der, midt i byen, levede stadig den kvinde, jeg elskede højest i verden. Hun vidste aldrig rigtig, hvorfor jeg forsvandt og jeg havde aldrig givet hende en chance for forståelse. Nu var det for sent.
*************
Et halvt år gik. Jeg levede arbejdede, så vennerne over kaffe på Dokk1 om søndagen, hilste høfligt når de spurgte hvordan det gik. Alt virkede normalt men indeni var jeg forandret. Jeg holdt op med at løbe fra fortiden. Jeg indrømmede min skyld, min sorg, min ægte anger.
Jeg lærte at vågne og sige: “Du begik en fejl. Det kommer du ikke udenom. Men det er, som det er.” Det var ikke lykke, men det var en begyndelse på fred.
En aften, mens jeg lavede mad, bippede telefonen. Ukendt nummer. En eneste sætning stod på skærmen: “Jeg hader dig ikke. Men jeg kan heller ikke tilgive dig.”
Jeg frøs. Fingrene strammede om mobilen, hjertet stod stille et sekund og begyndte at slå hårdt. Jeg satte mig på gulvet, holdt telefonen ind til mig, som om der kunne mærkes et andet hjerte gennem den.
Jeg vidste ikke, hvad det betød. Om det var slut, om det var et håb, om det var tilgivelse eller bare afsked. Men for første gang længe følte jeg, at der stadig var en tynd tråd imellem os, noget, der ikke helt var revet over. At Anna derude tænkte på mig, at hun turde skrive efter så lang tid. At døren måske ikke var helt lukket.
Jeg smilede gennem tårerne sårbart, ærligt, men rigtigt. Måske var det ikke slut, måske kunne vi tale sammen igen en dag, finde forståelse om ikke andet, så i hvert fald fred.
Imens måtte jeg bare acceptere, at det var nok at hun stadig tænkte på mig ikke blot som et fejltrin, men som en del af hendes historie. Og nogle gange må det være nok.
Hvis der er én ting, jeg har lært, er det, at vi ikke altid kan få tilgivelse, men vi kan tage ansvar for vores fejl og lære af dem og måske, hvis vi tør, mødes med virkeligheden, som vi selv har været med til at forme.
