Jeg hader dig ikke
– Og alligevel… intet har ændret sig.
Ida sad uroligt og pillede ved ærmet, mens hun kiggede ud ad taxaens vindue. Udenfor gled barndommens kendte gader forbi de samme gader, hvor hun engang løb rundt med Rasmus, lo så tårerne trillede og lagde drømme for fremtiden. Syv år… Syv hele år havde hun ikke været hjemme.
– Så er vi her, lød taxachaufførens stemme og afbrød hendes tanker.
Taxaen bremsede sagte foran opgangen til den gamle etageejendom. Ida dobbelttjekkede, at mobilen stadig var i tasken, fandt sin pung, betalte 86 kroner og steg ud. Hun stod et øjeblik stille og indåndede luften fra hendes fødeby. Den var virkelig anderledes end den store by, hun nu boede i. Her duftede alt af nyslået græs fra parken, friskbagt rugbrød fra bageriet og noget andet, sværere at sette ord på men man kunne kalde det hjem. Hendes hjerte snørede sig sammen i både angst og længsel. Hun havde glædet sig og frygtede samtidig, hvad hun ville finde.
Hun var kun hjemme nogle få dage. Officielt for at hjælpe sin mor med nogle papirer men lige så meget for at mærke de gamle stier under sine fødder. For at finde ud af, hvor meget byen og minderne havde ændret sig. Men Allermest… hun håbede at støde ind i Rasmus. Var det dumt? Måske kunne alt forandres.
Hun vidste, han boede i nærheden. Ikke at hun havde fulgt med bevidst men venner fra gamle dage nævnte hans navn, når hun hilste på dem eller så dem på Facebook. Hun hørte, at han havde fået et godt job, købt lejlighed, flyttet sin mor ind… Hver gang hun fik et lille glimt ind i hans liv, tænkte hun uvilkårligt på ham. Hvordan mon han så ud? Hvad lavede han? Hvad tænkte han på? Så jog hun tankerne væk igen. Hun turde ikke lade dem få for meget plads.
*************
Næste dag gik Ida en tur i centrum af byen. Ingen planer. Hun ville bare mærke byens rytme, ånde byluften, se om alt stadig lignede sig selv. Hun så på gamle butikker, smilede, når hun genkendte et minde: kiosken, hvor hun købte Anders And-blade, bænken hvor hun og veninderne hang ud, caféen hvor hun første gang spildte kaffe på sin nye bluse.
Og så så hun ham.
Rasmus gik tværs over gaden. Han opdagede hende ikke blikket var rettet fremad, let sænket hoved, som om han var dybt i tanker. Ida stivnede. Alt indeni hende vendte sig rundt hun glemte helt at trække vejret. Han var næsten ikke ændret stadig høj, stadig den samme rolige, lidt dovne gang, hun huskede. Samme silhuet, samme udtryk.
Inden hun tænkte over det, løb hun over gaden. Trafiklyset blinkede gult, en bil dyttede, men hun bemærkede det knap. Benene bevægede sig af sig selv, hjertet hamrede så voldsomt, at det måtte høres på hele gaden.
– Rasmus! råbte hun, da hun var nået op til ham ved supermarkedet.
Stemmen rystede, hun anede ikke hun var så nervøs. Han drejede hovedet og… intet. Ingen glæde, ingen vrede. Ingenting.
– Ida? sagde han roligt, næsten neutralt.
Den kølige tone ramte hårdere, end hun havde ventet. De sidste syv års følelser væltede op i hende. Øjnene blev våde, stemmen skælvede.
– Rasmus, jeg… jeg er så ked af det, fik hun fremstammet. Jeg ved, jeg ikke har ret til at nærme mig dig, men… Hun begyndte at græde, tårerne løb ned ad kinderne. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig endnu. Undskyld. Jeg beder dig… tilgiv mig!
Det væltede ud af hende i stød, som om hun ikke turde stoppe af frygt for ikke at kunne sige mere. Tankerne myldrede forklaringer, undskyldninger, bønner men kun det vigtigste slap ud. Hun tog om ham, trykkede sig febrilsk ind til ham, som om hun sådan kunne trylle syv år væk. Det eneste, der fandtes, var hans varme og håbet om, at han ville tage hende i sine arme igen.
Et øjeblik spændtes hans skuldre. Han tøvede og hun mærkede et glimt af håb. Måske kunne alt blive anderledes? Måske længtes han lige så meget?
Men han fjernede hendes hænder fra sig med et fast, men stille greb. Ansigtet var neutralt, øjnene stive. Ingen glæde, ingen had. Kun et voksent blik, stålfast og ugennemtrængeligt.
– Gå væk, sagde han lavt ved hendes øre.
Ordene var så følelseskolde, at hun følte sig usynlig for ham.
– Jeg hader dig, sagde han en sekund senere, og nu var der en gnist af foragt i hans blik.
Han gik sin vej, uden at se tilbage. Ida stod som lamslået. Omverdenen drønede videre folk hastede forbi, biler dyttede, børn legede på legepladsen. Passanter sendte undrende blikke, men hun bemærkede intet.
Kun lyden af hans skridt, langsomt dæmpende i det fjerne, og hendes egen, stakåndede vejrtrækning var tilbage. Tankerne drejede rundt: Det er slut. Endegyldigt.
Hun vandrede hjem, mekanisk, skridt efter skridt, uden at se sig for. Inde i hovedet ekkoede kun hans stemme.
Da Ida kom hjem til sin mor, sagde hun intet. Hun satte sig bare ved vinduet, stiv af sorg. Moren så på hende og sukkede uden spørgsmål, som om hun havde forventet netop dette. Hun satte vand over til te. Den kendte lyd, duften af sort te, det daglige liv stod i skarp kontrast til det, der netop var sket.
– Han tilgav mig ikke, hviskede Ida med en kop varm te mellem hænderne. Dampen steg op og ramte hendes ansigt, men hun mærkede det næsten ikke. Hendes blik blev hængende i det gyldne tevand.
Moren satte sig stille ved siden af hende, lagde en hånd på hendes skulder det samme trygge et hun havde gjort, da Ida kom hjem fra skole som barn med knæet fuldt af grus.
– Du vidste nok, det ville ske, sagde hun, uden bebrejdelser.
– Jeg vidste det godt, svarede Ida. Men jeg håbede alligevel. Tosset, ik?
– Ikke tosset, sagde moren. Du valgte bare. Men du ødelagde noget i ham, Ida han var længe om at rette sig op. Det var som om, han blev til Kay af H.C. Andersens eventyr. Hans hjerte blev koldt.
Ida lænede sig tilbage. Minderne pressede sig på.
Dengang var det hele så enkelt. Hun var 22 fremtiden lå åben, og problemer virkede små. Rasmus arbejdede på en byggeplads og læste videre, mens han drømte om at blive selvstændig. Han var ikke nogen stor charmør, men han holdt altid sit ord og stillede altid op.
Men hun længtes efter noget andet noget mere sikkert. Ikke luksus, men tryghed. Hun ville vide, hvor hun stod om et, to, fem år. Med Rasmus virkede alt så usikkert: evig overarbejde, drømme uden garanti. Og så hun sagde ja, da hendes onkel i København tilbød hende job i sit firma.
Men der var mere. Kort efter dukkede Henrik op. Han var succesfuld virksomhedsejer, næsten dobbelt så gammel, vant til at få det, han ville. De mødtes til et arrangement, hvor Ida følte sig lille og nervøs blandt jakkesæt og karrieremennesker. Henrik sendte blomster og små gaver. Han inviterede på Michelinstjerne-mad, teaterbilletter, delikate smykker og kostbare silkeskjorter ting Ida ikke troede, hun ville eje.
Først blev hun flov, holdt igen, men Henrik insisterede, at det bare var opmærksomhed. Langsomt bukkede hun under. Det var nemt han fjernede alle bekymringer, åbnede døren til en tilværelse uden kvitteringer og budgetter. Bekvemmeligheden trak hende ind. Så meget, at hun begyndte at se ned på den forelskede fyr derhjemme. En dag sagde hun til en veninde: Rasmus bliver aldrig til noget.
En dag vendte Ida hjem. Ikke for Rasmus. Bare for at vise ham, hvad han var gået glip af. Hun valgte caféen på hovedgaden, en dyr kjole Henrik havde givet hende, og en taske af nyt snit fra Illum. Da Rasmus kom ind, sad hun strategisk placeret, lo højlydt med sin mandlige kollega, vinkede diskret. Hun holdt hans blik. Hun troede, det var en sejr hun havde valgt rigtigt.
Men da han gik, og hun blev siddende med de dyre mærkevarer og tomme smil, blev hun ramt af tvivl. Alt føltes hult. Hun blev ved at smile, men hjertet hviskede: Var det det værd?
*************
Sejren smagte bittert noget, der først sivede ind langsomt. Henrik blev hurtigt en anden. Opmærksomheden svandt, gaverne blev praktiske, ordene blev pointer. Måske skulle du passe lidt mere på dig selv? begyndte han. Hvorfor hænger du stadig ud med dem hjemmefra? Hans selskab blev sporadisk. Ida ventede på ham i en fancy lejlighed, gik rundt mellem sine fine kjoler men han var aldrig der. Når hun bad om samtale, svarede han: Du har det, du ville have. Hvad vil du mere?
Hun undskyldte ham længe: Han har travlt, tænkte hun. Han er bare presset. Men inderst inde vidste hun: Hun var kun endnu en dekoration i hans samling. Og da det blev klart, blev selv hendes garderobe og dyre parfume tomme symboler. Hun følte sig fanget.
Aftenerne blev brugt med at stirre ud ad vinduet. Hun så på de mennesker, der gik forbi, og tænkte Hvad nu hvis…? Men hun stoppede hurtigt sig selv.
Hun begyndte at forstå, at drømmen om tryghed uden kærlighed var intet værd. Hun tænkte på Rasmus. Hans stærke hænder, varme blik, og den stille tro på fremtiden. Hun mærkede, at alt det, hun havde kastet væk, faktisk var det eneste, der gav mening.
*************
På den tredje dag hjemme gik hun en tur i den park, hvor hun og Rasmus altid sad på bænken under lønnetræet. Hun huskede hans stille, lysende øjne, da han sagde: Ville det ikke være dejligt med et hus med store vinduer, fyldt med morgenlys og glæde? Dengang rystede hun bare smilende på hovedet nu lød det som noget uopnåeligt.
– Ida?
Hun vendte sig om. Der stod Anders deres gamle fælles ven. Overrasket, men smilende.
– Jeg havde ikke regnet med at se dig, sagde han. Hvordan går det?
– Fint, løj hun, og satte sig ved ham. Han begyndte at fortælle løst om livet i byen, de gamle venner. Det var rart, venskabeligt, trygt.
Efter et stykke tid blev han mere alvorlig.
– Har du set Rasmus?
Idas blik gled ned på de gule blade. Ja. I går, svarede hun.
– Og? spurgte Anders blidt.
– Han… han vil ikke have mig mere. Han hader mig, sagde hun lavt.
Anders sukkede.
– Du forsvandt bare, Ida. Uden ord, uden varsel. For ham føltes det som et svigt, som noget han aldrig kom sig over. Han prøvede at komme videre. Han havde det skidt. Efter at have set dig igen… han ringede til mig i nat, han var stangvissen. Det har virkelig væltet ham.
Hun knyttede hænderne til knoerne hvide. Følelsen af skyld blev tung og dyb.
– Jeg vil ikke bede om tilgivelse, sagde hun stille. Bare at han ved, jeg fortryder. Hver dag. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det om…
Anders kiggede på hende. Måske behøver han ikke høre det. Måske skal du bare lade ham være. Du ripper op i noget, der lige var ved at hele.
Hun nikkede langsomt. Hun forstod hendes behov for syndsforladelse var måske kun egoistisk.
*************
Samme aften sad Ida ved vinduet hjemme hos moren. Ude i mørket tændtes byens lys i alle farver. Hun overvejede: Hvad nu hvis hun var blevet? Første lejlighed sammen, Rasmus første håndværkerdrøm, hverdagskampe og latter. Så mange ubesvarede hvis bare-tanker. Men intet kunne gøres om.
Morgenen efter var det tid til at tage af sted. Ida pakkede langsomt, som om hun kunne trække tiden ud. Moren krammede hende i døren. Pas på dig selv, sagde hun.
På banegården købte Ida en billet mod København. Hun ville have tid til at tænke, alene. På rejsen så hun barndomslandskabet passere forbi: de gamle murstensblokke, legepladserne, bagerens lille butik med den gule markise. Alt så almindeligt ud, og dog så uendelig fjernt.
Der, blandt disse gader, levede den mand, hun elskede. Ham, hun aldrig fik forklaret, hvorfor hun gik som aldrig fik mulighed for at sige farvel. Han var tabt for hende.
*************
Et halvt år gik. Ida arbejdede i København, drak kaffe med kolleger, levede det liv, folk forventede. Men indeni var alt væltet på plads hun skjulte sig ikke længere bag nye tasker eller fyldte kalendere. Nu så hun sandheden i øjnene: Hun havde fejlet. Men livet gik videre og det måtte hun også.
En aften, mens hun snittede grøntsager til aftensmad, bippede hendes mobil. Ukendt nummer. Jeg hader dig ikke. Men jeg kan ikke tilgive dig.
Hun stivnede. Hjertet hamrede, hun satte sig direkte ned på gulvet, holdt telefonen ind til sig.
Hun vidste ikke, hvad ordene betød. Om de var en begyndelse eller et farvel. Men for første gang i flere år vidste hun, at båndet ikke helt var slidt over. Måske ville de en dag finde ordene til at tilgive måske ikke. Men der var stadig et eller andet mellem dem.
Hun smilede gennem tårerne. Måske er det ikke helt slut. For nu var det nok at vide: Han tænkte på hende. Han lukkede ikke helt døren. Og måske er det nogle gange nok.
Jeg har lært, at tryghed kun betyder noget, hvis man har én at dele den med. Og at rigtige fejl ikke kan gøres om men måske kan man leve videre med dem, og vokse af dem.
