“Du kan ikke gøre mig noget. Jeg har ikke gjort noget galt,” jamrede Niklas og vaklede tilbage. Han rystede af skræk.
I starten af juni slog den varme sommervej igennem. Folk, der længtes efter naturen og frisk luft, flygtede fra de støvede og kvalme byer til sommerhuse, landsbyer eller kysten. Søren, hans kone og datter kørte også tidligt om morgenen for at tilbringe weekenden i den lille by, hvor han var vokset op, og hvor hans mor stadig boede.
“Er I klar? Har I husket alt? Så af sted, før solen bliver for varm,” kommanderede Søren og satte sig i bilen.
Sofie satte sig ved siden af ham, mens Lise tog bagsædet, langt fra airconditionen.
Familien havde besluttet, at Sofie skulle tilbringe sine sidste sommerferieuge hos bedstemor. Hun havde egentlig ikke lyst til at tage af byen, men alle hendes venner var allerede rejst, og byen føltes tom uden dem.
“Hvorfor ser du så trist ud? Du vil nok få det godt derude. Der er også venner der. Måske vil du ikke engang hjem igen,” opmuntrede Søren hende.
“Det er fint, far, bare rolig,” mumlede Sofie og spændte sikkerhedsselen.
“Det var bedre. Sidste lange ferie, husk det. Næste år er der eksamener, universitet, og så er det voksenlivet,” sagde Søren og smilede.
Byen vågnede langsomt, og vejene var endnu tomme. Bilen kørte hurtigt ud af byen.
Solen stod lavt på himlen, og dens stråler prikkede gennem træernes løv som nåle. “Alt er godt… men hvorfor føles det så forkert?” tænkte Søren og stirrede på den grå asfalt under bilen.
Fire timer senere nåede de den lille by, der lå indhyllet i grønne træer og blomster. Bedstemor åbnede døren, klappede i hænderne – endelig var de kommet – og gav dem alle sammen knus.
“Sofie er blevet så stor! Snart en ung dame. Søren, jeg har bagt dine yndlingskager. Kom nu indenfor, I skal ikke stå her i entreen,” pludrede hun glad.
“Alt er som det plejer,” sukkede Søren og så sig omkring i det velkendte hus. “Intet har ændret sig. Alle tingene står præcis, hvor de plejer. Mor, du er også den samme,” sagde han og krammede hende.
“Åh, hold op med det der,” lo hun og viftede ham væk. “I må være sultne efter turen. Vask hænder, så spiser vi.”
“Mor, du skal holde øje med den her unge dame. Lad hende ikke løbe for frit om natten,” sagde Søren og bed halvdelen af en kage af på én gang.
“Du var ikke anderledes i hendes alder,” grinede bedstemor og skubbede en kop hjemmelavet saftevand hen til ham.
“Præcis! Bedstemor, fortæl mig om far! For det lyder som om, han var en engel,” drillede Sofie.
Bedstemor satte flere lækkerier på bordet og kiggede tilfældigt ud ad vinduet.
“Er der nogen, der vil have te?” Hun så på sine gæster. “Der sidder nogle venner og venter på dig i haven. De så bilen,” tilføjede hun med et skælmsk blik til Sofie.
“Hvem?” spurgte hun og skyndte sig hen til vinduet.
“Spis først,” sagde Søren strengt. “De kan vente.”
“Jeg er allerede mæt. Tak, bedstemor, kagerne var virkelig gode.” Sofie dansede utålmodigt på stedet.
“Gå nu, din rastløse ånd,” sagde bedstemor. “Vær hjemme til middag.”
Og Sofie var allerede ude af døren.
“Mor, hold godt øje med hende. Hun ser voksen ud, men har stadig tåge i hovedet,” sagde Søren, da døren smækkede.
“Det er stille herude. Du skal ikke bekymre dig.”
Næste aften kørte Søren og Lise tilbage til byen. Ved bilen gav han Sofie de sidste instrukser.
“Hjælp bedstemor. Og lad være med at slukke din telefon, okay?”
“Far, rolig nu, jeg forstår det,” sukkede Sofie og rullede med øjnene. “Hvis du er så bekymret, kan jeg måske bare køre med jer?”
“Søren, du er for streng,” sagde Lise og forsvarede datteren. “Lad os komme af sted, ellers kommer vi ikke hjem før midnat.”
Da de kørte ud, kiggede Søren i bakspejlet på sin mor og datter. Han skottede til Lise. “Hun er afslappet. Hvorfor er jeg så nervøs? Sofie er klog, der sker ikke noget. Jeg må lære at slippe…”
Tre uger gik. Sofie ringede hver dag og fortalte om livet hos bedstemor. Langsomt begyndte Søren at slappe af. Men en lørdag morgen vækkede en telefon ham.
“Er det arbejdet?” mumlede Lise søvnigt.
Søren tog telefonen. Det var hans mor. Han tog den straks.
“Mor, hvorfor ringer du så tidligt?” Hans hjerte banker allerede med en forudanelse om ulykke.
“Søren, undskyld… Jeg kunne ikke passe på Sofie,” græd hun i røret.
“Hvad er der sket med Sofie?” Søren sprang op af sengen og greb bukserne.
“Kom hurtigt. Sofie er på hospitalet, i koma…”
“Kom nu, Sofie er på hospitalet,” sagde han til Lise og smed telefonen.
Lise vidste øjeblikkeligt, at noget var galt. Hun gispede og sank ned på sengen.
“Hvad er der med Sofie?” hviskede hun.
“Mor græder, jeg har ikke styr på det. Vi må af sted.”
Han havde ikke tanket bilen dagen før, og nu var der kø ved benzintanken. I weekenden var alle på vej væk fra byen.
“Hvad gør vi? Vi spilder tid,” sagde Lise fortvivlet.
“Vent.” Han tog en dunk fra bagagerummet og gik hen til tanken.
Fem minutter senere kørte de videre.
“Hun ville ikke af sted… Vi overtalte hende… Hvis bare hun var blevet…” hulkede Lise.
“Hold op!” råbte Søren. “Jeg har det allerede dårligt nok. Måske er det ikke så slemt. Mor overreagerer måske.” Men selv troede han ikke på det.
Da de nærmede sig byen, ringede Søren til sin mor. Hun ventede på hospitalet. Da hun så ham, løb hun hen og kastede sig i hans arme.
“Vi får ikke noget ud af hende. Lise, bliv hos mor. Jeg finder lægen.”
Lægen var på kontoret, hvor duften af frisk kaffe hang i luften.
“Er du faderen? Godt, du kom. Din datters ven har et brækket ben og et par ribben. Men hun har en alvorlig hovedskade. Vi har opereret hende. Men hun vågnede ikke efter narkosen. Der er håb. Måske en kop kaffe?” tilbød lægen.
“Kommer hun… sig?” pressede Søren frem.
“Vi har gjort alt, hvSolen skinte mildt gennem vinduerne på hospitalsstuen, mens Sofie langsomt blinkede mod sin far, og i det øjeblik vidste han, at alt nok skulle blive godt igen.
