“Jeg kan ikke lide din mor. Hvorfor? Jeg har ikke gjort hende noget,” spurgte Mette.
“Emil, hvor skal du hen så hurtigt? Spis nu roligt,” sagde Ulla strengt.
“Mor, jeg er ved at være sent på den.” Emil tog en stor bid af sin smørrebrød, skyllede det ned med kaffe og skyndte sig ud af køkkenet.
“Du får selv mavesår på den måde…” mumlede Ulla og haltede efter ham på sine korte ben. “Skynder du dig til din Mette? Hvad ser du dog i hende? Mia er en flot, stilfuld pige, og hun er forelsket i dig. Hun passer meget bedre til dig. I ville se så godt ud sammen.”
Emil tav mens han bandt sine sneakers og tyggede færdig.
“Som et lille barn.” Ulla rystede på hovedet. “Din Mette kunne da vente fem minutter. Hun dør ikke af det.”
“Mor, hold nu op.” Emil rettede på sin t-shirt. “Det er mit liv. Jeg bestemmer selv, hvem der passer til mig.”
“Ja ja, du bestemmer. Men så kommer du til at fortryde, når det er for sent. Sådan en flot pige som Mia bliver ikke single længe…” Ullas sidste ord blev sagt til en allerede lukket dør.
Hun sukkede og haltede tilbage til køkkenet. Hun spiste den halve smørrebrød, Emil havde efterladt, mens hun stirrede tomt på væggen. Derefter gik hun i gang med at skrubbe komfuret med hidsighed. Når hun var sur eller frustreret, plejede hun enten at gøre rent eller vaske gulvet.
Da dørklokken ringede, troede hun, det var Emil, der havde glemt noget. Hun skyndte sig at åbne – men i stedet for Emil stod Mette på trappen. Den spinkle pige smilede med sine store grå øjne. Det var sådan børn så ud, når de troede på julemanden.
“Ulla, hej. Er Emil…?”
“Løb ud for fem minutter siden. Måske I missede hinanden?” Ulla smilede anstrengt, så det var svært at vide, om hun var glad for besøget eller bare fornøjet over at se Mette blive skuffet.
“Øv. Vil du hilse ham, at jeg var her? Min mor og jeg tager til min bedstemor. Hun er blevet indlagt.”
“Det skal jeg nok sige. Hvorfor ringer du ikke selv?”
“Jeg prøvede. Hans telefon er slukket.”
Ulla insisterede altid på, at telefoner skulle være slukkede hjemme. Hun sagde, det gav hende hovedpine af at høre dem ringe hele tiden.
Da Emil kom hjem tyve minutter senere med slukket humør, spurgte Ulla spidst:
“Hvad laver du hjemme så tidligt, min dreng?”
“Hun kom ikke. Og hun er ikke hjemme. Mor, var Mette her?”
“Skulle hun det?” Ulla lagde hovedet på skrå, uskyldigt. “Der kan være sket hvad som helst. Men rolig, din Mette kommer nok.”
Senere tog Emil til træning, og Ulla gik i Netto efter at have pudset komfuret til det skinnede. Der stødte hun ind i Mia, hans gamle skolekammerat.
Ulla mente naturligvis, at udseende betød noget for en kvinde. Og Mia var virkelig smuk – ikke som den tynde, storøjede Mette. Men det, der virkelig talte, var, at hendes far arbejdede i kommunen. Med en svigerfar som ham ville Emil have status, en fin lejlighed, et godt job… Han kunne ikke blive atlet hele livet. Ulla var ikke pengegrisk, men hun ville ikke lade sin eneste søns liv løbe af sporet. Man måtte tænke strategisk.
“Hej, Mia-lille,” sagde Ulla sødt. “Det er længe siden, du har været forbi.”
“Hej. Jeg ville gerne, men Emil har jo en kæreste. Han ligger ikke mærke til mig.” Mia så fornærmet ud med opspilede læber.
“Åh, pis. Du kunne tage initiativ – inviter ham i biografen, på en gåtur.”
“Jeg har prøvet! Han har altid travlt.”
“Jeg ved godt, hvad han har travlt med,” fnøs Ulla. “Forresten, Mette rejste i dag. Hun sagde, hun skulle væk en uge. Så du må ikke vige. Kom forbi i aften. Vi kan drikke te.”
Mia kom faktisk om aftenen. Ulla gik ud i køkkenet for at “sætte vand over” og sendte Mia et betydningsfuldt blik mod Emils værelse. Mia bankede på og gik ind. Emil lå på sofaen og stirrede op i loftet.
“Hej. Jeg mødte din mor i dag i Netto. Hun inviterede mig på besøg. Hvorfor ser du så trist ud? Skal vi ikke i biografen? Det er dejligt vejr.”
“Mia, jeg er træt efter træning. En anden gang, okay?” Emil satte sig modvilligt op.
“Fint, jeg holder dig til det. Vi tager den en anden gang,” sagde Mia let.
Hun satte sig på sofaen og begyndte at spørge ham om træning, kampe, alt det, der optog Emil – bortset fra Mette. Senere drak de te på køkkenet, og Ulla nævnte, at Emil nok burde følge Mia hjem, for sådan en smuk pige burde ikke gå alene om natten…
***
Mette elskede sin bedstemor højt. Det var hende, der fik Mette til at læse medicin. Bedstemor var ofte syg, men hadede læger og hospitaler.
“Jeg bliver stor og ordinerer din medicin selv,” lovede Mette som lille.
Nu var hun fjerdeårsstuderende på universitetet.
Lægen sagde, det ikke var alvorligt – bare forhøjet blodtryk, en uges observation, så kunne bedstemor komme hjem. Mette blev lettet og begyndte at pakke.
“Hvor skal du hen? Du har ferie. Din Emil løber ingen steder,” mumlede hendes mor.
“Mor, bedstemor har det bedre. Bliv du her, og når Emil har kamp, kommer jeg tilbage og afløser dig.”
“Fint, tag afsted,” sukkede moren.
“Emil er en fin fyr. Men man behøver ikke at gå så meget op i ham.” Moren tænkte på, hvor vildt forelsket hun selv havde været i Mettes far. Det føltes som om deres kærlighed aldrig ville dø. Men da Mette blev otte, forlod han dem for en anden. “Måske har Mette mere held. Gud nåde os.”
Mette tog hjem og løb straks til Emil uden at nå sin egen lejlighed.
Ulla åbnede døren. Mette mødte hendes sure blik som en mur.
“Der er hun igen. Hvorfor er hun så påståelig? Lige da Emil og Mia begyndte at komme sammen…” tænkte Ulla. Men hun trak på smilebåndet og sagde, at Emil ikke var hjemme, og hun ikke vidste, hvornår han ville komme.
“Jeg siger til ham, du var her,” sagde hun, mens hun lukkede døren. “Hold da op, en vedholden en.”
Mette ringede til Emil igen. Hørte han ikke? Hun havde med vilje ikke sagt, hun kom tidligere – hun ville overraske ham. Hun gik ned på trappeafsatsen og ventede ved vinduet, hvor hun kunne se hele gården. Hun ventede længe. En gammel mandDe stod der, hånd i hånd, mens sommersolen faldt over dem, og vidste at tiden endelig havde bragt dem tilbage til hinanden.
