Da Karen var 6 år, døde min kone. Herefter var ingenting det samme mere. Til begravelsen stod jeg der med våde øjne og stive knæ og svor overfor min kone, at jeg ville tage mig af vores datter og elske hende for os begge to resten af mine dage.
Min Karen voksede op og blev en virkelig kvik pige. Hun passede sin skole, hjalp mig i huset og lavede mad præcis som sin mor: så velsmagende at man næsten slugte sine egne fingre med maden. Med tiden startede Karen på universitetet i Aarhus. Hendes karakterer dalede så markant, at man næsten får ondt af det men altså, det betød mindre. Min datter knoklede jo også ved siden af og fortsatte med at hjælpe mig derhjemme.
Senere mødte hun Mikkel, og pludselig en dag trak hun ham med hjem for at præsentere ham. Han virkede som en fornuftig fyr, og jeg var oppe at ringe, da de sagde, at de efter brylluppet ville flytte ind hos mig. For ærligt talt var jeg da lettet over at skulle slippe for at sidde alene med fjernsynsmad hver aften. Men det var lige præcis efter det bryllup, at fanden tog fat. Min svigersøn begyndte at brumme og råbe op over de mindste ting det endte faktisk med, at han råbte mere af mig end af sin egen hund.
Så da Karen foreslog, vi solgte mit toværelses rækkehus og købte en stor lejlighed i København, satte jeg én betingelse: lejligheden skulle stå i mit navn. Naturligvis begyndte Mikkel at vrænge op Stoler du ikke på mig, Svigerfar?! Men altså, jeg havde intet at skjule. Jeg sagde det rent ud: Jeg vil have garanti for, at jeg ikke ender på gaden, når jeg bliver rigtig gammel og sur. Når jeg dør, får I hele molevitten og kan gøre, hvad I vil.
Det faldt ikke i god jord. To dage senere flyttede Karen og Mikkel med kufferterne fulde af sure miner og smækkende døre afsted til byen. Siden har min datter nærmest glemt, at hendes gamle far stadig trækker vejret.
Inderst inde tænkte jeg dog, at hun nok ville komme på bedre tanker. Hun kunne jo ikke for evigt være tvær over en far, der bare ville sikre lidt tryghed. Da mine 60-års fødselsdag nærmede sig, var jeg sikker på, at Karen ville dukke op som en tornado og lave surprise. Så jeg gjorde hele hytten ren, lavede alle Karens livretter, trak i mit pæne jakkesæt og satte mig til bords. Der sad jeg så og ventede hele dagen og holdt øje med lågen, som om Dronningen selv var på vej. Men den forblev lukket.
Om aftenen gik jeg ind, skiftede til nattøj, lod skinken og flødekagerne stå på bordet og græd mine salte tårer ud, mens jeg talte med konens gamle billede. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg faldt i søvn.
Var min datter virkelig så sur, at hun ikke engang kunne ringe og sige tillykke? Eller var der sket noget med hende? Nej, min Karen ville da aldrig glemme sin gamle far sådan Vel?
Jeg gjorde rent i huset, tog mit pæne tøj på, dækkede bordet, men ingen dukkede op. Alligevel ventede jeg tålmodigt på min datter og svigersøn til det sidste.