Jeg gik til lægen, da jeg simpelthen ikke kunne holde smerten ud længere. Tre dage i træk det var mere end nok. En forfærdelig hovedpine, som ingen piller overhovedet hjalp på. Om natten kunne jeg slet ikke falde i søvn. Den dummeste idé jeg havde, var at gå på nettet og læse om, hvad hovedpine kunne være et symptom på.
Browseren var straks fyldt med artikler som: Sådan skelner du mellem migræne og hjernetumor, og den slags skrækkelige ting. Efter at have læst det hele og sammenlignet symptomer, føltes det nærmest smartest bare at gå direkte til bedemanden, forbi lægehuset.
Jeg kom til at tænke på den episode med Jerome K. Jerome, hvor han åbner en medicinsk opslagsbog og finder ud af, han fejler alt der findes undtagen barselsfeber. Kolera, blodmangel, Sankt Veitsdans, endda mund- og klovsyge, som opslagsværket slutter med. Han blev næsten fornærmet over kun at have tyfus og ikke barselsfeber.
Sådan havde jeg det også. Efter at have læst hele internettet igennem, havde jeg pludselig alle de dødelige sygdomme på én gang, og så besluttede jeg: Nok er nok i morgen slæber jeg mig til lægen!
I venteværelset ved lægen røg jeg ud i en herlig samtale med en kvinde.
Hun spurgte mig:
Har du drukket?
Jeg var forvirret:
Drukket hvad?
Ja, i går, var du fuld?
Nej, det har jeg altså ikke, sagde jeg lidt forurettet.
Du har så røde øjne, det ligner tømmermænd
Ja, selvfølgelig. Nogle gange føles det, som om jeg burde gå til psykolog for at lære at tale med mennesker, der har mere brug for psykologen end jeg selv.
Tak, mumlede jeg. For din omsorg.
Så trådte jeg ind til lægen og begyndte højtideligt, nærmest som en konferencier, at opremse alle mine symptomer. Det sidste toppede jeg med mine røde, kirsebærfarvede øjne.
Det ser altså ud, som om jeg har drukket, men jeg har faktisk ikke, brokkede jeg mig lidt pjattet.
Lægen kiggede på mine øjne og trak bare på skuldrene:
Dine øjne er helt normale, du skal ikke bilde dig noget ind…
Hmm. Jeg sagde det jo: Det er de forkerte, der går til psykolog.
Hun målte mit blodtryk, pulsen, iltmætning. Stillede nogle spørgsmål. Ud fra mine svar så det, hvis du spørger mig, ikke helt lyst ud; for at sige det mildt, ikke migræne. Snarere noget værre.
Måske skulle vi tage et MR-scanning? Jeg vil gerne betale, sagde jeg til lægen. Det havde jeg jo læst, man skulle på nettet. Efter den søvnløse nat på nettet var jeg jo nærmest blevet læge og neurolog i én.
Lad os lige tage det roligt først, sagde lægen. Vi starter med at tjekke blodprøver og ser på karene, så tager vi den derfra, hvis det bliver værre
Den nat føltes det, som om det ikke kunne blive værre. Jeg græd og tænkte, at jeg på 40 år kun havde fået to børn og skrevet ti bøger. Og jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, om det var meget eller lidt.
Børnene er jo små, ikke færdigopdragede Bøgerne er heller ikke perfekte. I den nye bog er der allerede en trykfejl på side 16 Der er nok at tage fat på med både børn og korrekturlæsere!
Da jeg kom hjem, hentede jeg børnene undervejs, købte de tabletter lægen havde ordineret og tog dem straks, da vi var hjemme. Jeg styrtede direkte ind i soveværelset og faldt om på sengen.
Så kom børnene:
Mor, er der mad?
Ja, men det skal laves. Jeg skal nok
Hovedet gjorde ikke rigtig ondt mere jeg var bare helt flad. Det tog jo på kræfterne at ligge dødsens i tre døgn.
Anders gik ud i køkkenet og lavede mad selv. Stegte spejlæg og varmede pasta i mikroen. Han sagde: Jeg har givet Frederikke noget mad. Skal jeg komme med aftensmad op til dig i sengen?
Jeg fik det så godt indeni. Hold op, jeg har jo en stor, selvstændig søn! Han skal nok klare sig!
Nej tak, jeg er ikke sulten nu. Jeg står op om lidt. Du er dygtig, skat.
Okay, sagde han, og kom tilbage med en lille tallerken frisk frugt. Mor, her er kiwi. Der er faktisk mere C-vitamin i kiwi end i appelsiner. Og æbler, de har jern. Og en mandarin den ser bare flot ud, ellers bliver den bare dårlig
Jeg smeltede af stolthed. Min! Min fornuftige dreng! Jeg kunne mærke kræfterne komme tilbage.
Efter maden gik Anders i supermarkedet.
Hvor skal du hen?
Kattemaden er sluppet op, forklarede han.
Og køb is! råbte Frederikke. For mit lager er også tomt
Frederikke kom ind til mig med stor alvor: iklædt briller, badekåbe og med sin legetøjs-lægetaske under armen. Fru Frederikke Mikkelsen, børnelæge.
Nå, patient, vi skal lige tjekke dig. Skal du have en sprøjte?
Du må godt kalde mig mor, ikke patient
Bliv rask, så kan du blive mor igen. Åbn munden.
Jeg åbnede munden.
Hov, har I spist kiwi uden mig? Har I ikke gemt noget til mig?
Bare tag, du må tage lige så meget, du vil, rakte jeg hende tallerkenen.
Nu gider jeg ikke, jeg fik spejlæg. Nu venter jeg på isen. Men lad mig lige lytte til dig sagde hun og lagde det lyserøde legetøjsstetoskop om halsen.
Hver aften jagter jeg dig rundt med eventyrbogen, og du gider aldrig lytte.
Åh nej, det ser skidt ud, sagde Frederikke og lyttede til min hals. Du taler for meget. Og løber for meget rundt efter børnene. Du skal have en sprøjte og en is. Hvis Anders køber nok til os alle. Og hvis han kun køber til dem, der bad om det så burde du have bedt ham om det
Skal du ikke dele din helbredende vaniljeis med din syge mor?
Uden et ord gav hun mig en sprøjte i benet med lege-sprøjten.
Av! lo jeg.
Det skal gøre lidt ondt, ellers virker det jo ikke!
Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg det allerede bedre. Og efter isen især da Anders havde købt til os alle forsvandt hovedpinen, og kræfterne vendte tilbage. Mine øjne var blå, ikke røde.
Men jeg spillede stadig lidt på, at jeg var syg, så Anders måtte læse godnathistorie for Frederikke. Hun valgte Cyklopædien.
Det må være en opslagsbog om cykloper, jokede Anders.
De læste om Saturn, så om dinosaurer, og til sidst om mælketænder og lige før de skulle sove, skændtes de om, hvorvidt dinosaurer havde mælketænder.
Jeg lyttede til deres samtale, og mine bekymringer smeltede væk i lykke, kærlighed og hele den mening der er gemt i livet den mest værdifulde af alt.
Bagefter måtte jeg skifte sengetøj, fordi de undervejs havde væltet tallerkenen og smurt hele kiwien ud over lagnet.
Da faldt vi alle tre i søvn tæt sammen.
Hjalp pillerne? spurgte lægen næste morgen.
Jeg nikkede. Men inderst inde tror jeg, det var helt andre piller, der gjorde gavn mine børn, mine små sukkerknalder.
Dem, der fylder én med styrke døgnet rundt i stedet for smerte, glæde i stedet for sorg, lykke i stedet for vrede.
Kram jeres børn også selvom de er større end jer selv. Der er intet mere helende end de kram. Nå ja, måske lige bortset fra kiwi, som jo er proppet med C-vitamin!
