“Jeg tager hen til min unge,” annoncerede jeg højt, mens jeg febrilsk pakkede min blå Kuffert. Jeg, Poul Sørensen, 65 år, skulle åbenbart til at skrive et nyt kapitel i mit liv.
Jeg sagde det med stemmen, som om jeg havde sagt, at jeg ville bestige Mount Everest eller havde vundet i Lotto. Højt og med stor patos. Jeg forventede næsten, at huset ville eksplodere i diskussion eller tårer.
Men der skete intet. Ingen eksplosion, ingen skænderi.
Min kone, Birgitte, stod roligt ved strygebrættet og lod strygejernet glide over min skjorte med en omgang damp, der lagde sig som en sky i stuen.
“Ja, jeg hører dig da, Poul,” svarede hun uden at se op. “Har du husket uldunderbukser? Det er november, og hende din unge passer nok ikke din gigt.”
Jeg stivnede. Min hånd holdt fast om en uldsok. Jeg havde forventet alt: hun ville kaste en kop, få et hysterisk anfald, tvinge mig til at ringe til børnene, tigge mig om at blive eller true med skilsmisse.
Men hun sagde bare noget så hverdagsagtigt som spørgsmålet om mine underbukser.
“Hvad har det med underbukser at gøre, Birgitte?!” peb jeg og mærkede, hvordan varmen steg op i kinderne. “Jeg taler om kærlighed! Om et nyt liv, et… renæssance!”
Endelig fik jeg mast mit uldplaider ned mellem skjorterne og satte mig oven på kufferten for at få lynlåsen til at makke ret. Den klagede som mine egne led, men den lukkede.
“Men dudu taler bare om uldundertøj! Det er så typisk dig! Nede på jorden, kedelig,” pustede jeg. “Derude venter eventyret!”
“Hvad hedder eventyret så?” spurgte hun og rakte mig skjorten. “Er hun bare ‘Skat’ i telefonen?”
“Hun hedder Ingrid!” svarede jeg stolt og rank, mens jeg greb skjorten. “Hun er ikke bare en kvinde hun er min muse.”
Birgitte trak på smilebåndet. Hun vidste udmærket, at det tætteste jeg kom på poesi var en skål for gamle venners fødselsdage.
“Ingrid, siger du. Flot navn. Hvor gammel er din muse så?”
“28!” kvitterede jeg hurtigt og så hende direkte ind i øjnene.
Nu lagde hun strygejernet og lod sit blik hvile længe på mig. Sådan som man ser på et gammelt, elsket skab, som pludselig har mistet en låge.
“Poul,” sagde hun lavt, men med stå i stemmen, “du er femogtres. Du fik ondt i ryggen af at sidde for længe på toilettet i går, og din lever tåler ikke engang en snaps.”
“Så hvad vil du gøre med en 28-årig Ingrid læse op af Højskolesangbogen?”
“Det rager ikke dig!” skød jeg igen, tog fat i kuffertens håndtag. “Vi skal rejse! Gå hånd i hånd langs havnen under månen! Leve livet. Jeg er altså stadig frisk!”
Jeg prøvede at hale kufferten op men den var usædvanlig tung. Ryggen smertede, men jeg bed smerten i mig.
“Og glem ikke din blodtryksmedicin, Don Juan,” kaldte Birgitte mens hun vendte sig mod et pudebetræk. “Den ligger i øverste skuffe i kommoden. Og gigtcremen også.”
“Jeg har ikke brug for medicin!” løj jeg, mens hjertet hamrede løs. “Hos Ingrid føler jeg mig tyve år yngre! Nå. Birgitte, farvel. Du får lejligheden, jeg er ikke ond.”
“Tak for det, mæcen,” nikkede hun. “Læg nøglerne på kommoden. Og tag skraldet med, når du nu skal ud alligevel.”
Den replik ramte mig direkte i maven. Ingen drama, ingen tudekiks. Bare: “tag skraldet.”
Jeg greb posen og trådte ud på opgangen, hagen løftet. Døren blev bare lukket bag mig, ikke smækket.
Opgangen duftede af fjernt kattegrus og stegte kartofler fra naboen. Kufferten trak i skulderen, ryggen brokkede sig, telefonen rumsterede i lommen. Nok Ingrid, tænkte jeg. Venter sin ridder.
Ventede på elevatoren, og mens jeg gjorde det, hev jeg mobilen op. Hjertet galopperede.
Besked på Messenger: “Skat, er du på vej? Jeg har reserveret bord til os. Forresten, en lille ting…”
Jeg læste: “Kan du overføre 5000 kroner til mor? Hun er løbet tør for medicin, og jeg har ramt mit loft. Overfører ved lejlighed, lover det!”
Jeg kløede mig i nakken. Fem tusind. Underligt. I går bad hun om tre tusind til taxaen. Dagen før det, to tusind til net. Og sidste uge sendte jeg ti tusind til ‘inspirationskurser’.
Elevatoren kom. Jeg klemte kufferten ind, trykkede på stueetagen. I spejlet stod der en ældre mand med kasket, rød i hovedet og let forvirret udtryk.
“Jeg tager hen til min unge,” tænkte jeg. Men ordene lød pludselig ikke så storslåede mere.
Udenfor var det deprimerende gråt; let regn og blæst rev de sidste blade ned. Jeg slæbte kufferten til busstoppestedet, for Ingrid boede langt væk, i et nyt byggeri.
Jeg satte mig på den kolde bænk under halvtaget og hev telefonen frem. Fingrene var stive, jeg forsøgte at logge ind på min bank.
Saldo: 4800 kroner. Pension kun om en uge.
“Pis,” mumlede jeg.
Jeg skrev: “Ingrid, skat, jeg har ikke så meget på kortet lige nu. Henter kontanter, har en lille reserve derhjemme.”
Svaret kom straks: et smiley med rullende øjne. Så: “Poul, er du barnlig? Lån af nogen! Mor er syg! Hvis du elsker mig, finder du en løsning!”
“Poul.” Ikke Poul Erik eller “elsker”, bare Poul ligesom naboens gamle hankat.
Noget ubehageligt gnavede i brystet. Slet ikke kærlighed, mere mistanke.
Jeg kom i tanker om, at vi aldrig havde lavet et eneste videoopkald. Altid noget med et ødelagt kamera eller dårligt net. Til gengæld var profilbillederne som fra et modelblad.
Bare for at høre stemmen, ringede jeg op. Lange ring, så blev der smidt på.
Besked: “Kan ikke tale, jeg græder!”
Jeg sad ved stoppestedet, klyngede mig til kufferten, alt imens bilerne svømmede forbi og sprøjtede snavs op.
Kulden trængte ind, selv gennem skjorten og min efterårsjakke. Ryggen jagede.
“Ingrid,” sagde jeg lavt for mig selv. Navnet smagte af plastik.
Pludselig vibrerede telefonen igen: “Nå? Overførte du? Hvis ikke, så lad være med at komme. Jeg gider ikke mænd, der ikke kan finde ud af noget så simpelt.”
Bogstaverne flød ud på skærmen.
Jeg tænkte på Birgitte. Hvordan hun havde smurt min ryg i går, da jeg havde fået hold. Hvordan hun lavede dampede frikadeller, som jeg hader, men spiser, fordi min lever ikke kan klare flæsk.
Hvordan hun vidste, hvor mine sokker lå bedre end jeg selv.
“Mænd, der ikke kan finde ud af det…”
Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville sidde i Ingrids lejlighed. Fremmed sofa, fremmed duft, fremmede regler. Hele tiden skulle jeg ‘yde’, være alletiders. Og betale for ungdommens selskab.
Og hvad hvis ryggen så låste der? Ville hun smøre den ind i creme? Eller bare rynke på næsen og lade mig være?
Svært og langsomt rejste jeg mig, knæene knagede. En bus trak hen til stoppestedet mod Nyhavn-byggerierne, men jeg blev stående.
Bussen kørte videre og sendte en sky af udstødningsgas over mig.
Jeg stod endnu lidt, så vendte jeg mig om og slæbte kufferten tilbage. Hjemad.
Hjemturen virkede tre gange så lang. Elevator? I udu, naturligvis. Jeg slæbte slipset og kufferten op til 3. sal.
For hver etage måtte jeg holde pause og tørre sveden af panden. Hjertet bankede ikke længere af spænding, men af stress.
Ved døren satte jeg kufferten og trykkede på ringeklokken. Stilhed.
Hvad nu, hvis hun var gået? Sur, for alvor? Måske havde hun skiftet lås?
Jeg trykkede igen, længe.
“Birgitte!” kaldte jeg hæst. “Birgitte, luk op!”
Låsen klikkede, døren gik op. Der stod Birgitte i slåbrok, rolig som altid.
Der stod jeg, gennemblødt, snavset, kasketten hang slapt i hånden. Tårer gled ned ad kinderne ægte, bitre tårer af skam og skuffelse over mig selv.
“Jeg…” begyndte jeg. Stemmen knækkede. “Jeg, Birgitte… Der var bussen… og regnen… og jeg tænkte…”
Jeg kunne ikke sige det ligeud. At Ingrid havde vist sig at være falsk, ude efter mine penge. Det var for ydmygende.
Hun så på mig, så på kufferten, sukkede.
“Fik du smidt skraldet ud?” spurgte hun.
Forvirret kiggede jeg ned nej, den pose havde jeg glemt på bænken.
“Nej…,” mumlede jeg.
Hun rystede på hovedet og trådte til side for at lukke mig ind.
“Kom nu ind, Romeo. Teen køler af. Og vask hænder, du er fuld af skidt.”
Jeg trak kufferten ind i entreen. Den trygge lugt af rent vasketøj tilsat et svagt strejf af medicin fyldte næsen.
Det var den bedste duft i verden.
Jeg tog skoene af, gik ud på badeværelset. I spejlet så jeg en gammel, brugt mand. Jeg stænkede koldt vand i hovedet, vaskede tårerne væk.
Da jeg kom ud i køkkenet, hældte Birgitte the i min store yndlingskop. På bordet stod dampede frikadeller.
“Birgitte,” sagde jeg lavt, satte mig. “Undskyld. Den gamle idiot. Fik pip i hovedet.”
“Spis nu,” sagde hun uden at se op. “Ellers bliver det koldt.”
“Nej, helt ærligt. Hvilken Ingrid? Hvilken muse? Uden dig… jeg aner jo ikke engang, hvor sygesikringskortet ligger.”
“I mappen med papirer, i øverste skuffe,” svarede hun automatisk, satte sig over for mig. “Poul, lad nu være, ikke mere drama. Du er kommet hjem, og det er godt.”
Frikadellen smagte bedre end restaurantmad.
“Og hende Ingrid…,” prøvede jeg at lyve for ikke at tabe ansigt. “Hun viste sig ikke sådan som jeg troede. Hun ryger, forestil dig! Og bander.”
Birgitte så på mig over brillerne og de små smil, hun skjulte, spillede i øjenkrogen.
“Det var jo skrækkeligt,” sagde hun højtideligt. “Du, æstetikeren, kunne selvsagt ikke holde det ud.”
“Nemlig! Jeg sagde: ‘Frue, Deres ordforråd matcher ikke Deres udseende.’ Og hun…”
Jeg viftede med hånden.
“Alt i alt, tomhed, Birgitte. Helt tomt indeni.”
“Godt du fandt ud af det på bænken og ikke i Rådhuset.”
Hun gik hen og fandt noget gigtcreme frem og lagde det foran mig.
“Ryggen begyndte vel at gøre ondt, da du slæbte kufferten?”
Jeg rødmede.
“En smule.”
“Kom så. Skjorten af. Jeg smører dig ind.”
Jeg tog skjorten af, gryntede lidt, og mærkede hendes varme hænder køre rutineret over ryggen med creme.
Det sved, men på den gode måde.
“Birgitte,” mumlede jeg mod bordet.
“Hvad?”
“Vidste du, at jeg ville komme tilbage?”
“Selvfølgelig.”
“Hvorfor?”
Hun klappede mig på skulderen.
“Fordi du ikke har pakket hverken underbukser, sokker eller medicin. Men du har mast mit gamle pels ind mellem uldplaidet.”
Jeg stod som forstenet.
“Pelsen?”
“Pelsen. Den skulle du skal have til rens. Troede du, jeg ikke lagde mærke til det? Du ser jo intet uden briller.”
Der blev stille. Jeg tyggede på tanken om, at jeg havde tænkt mig at starte mit nye liv med hendes gamle pels i kufferten.
Jeg begyndte at le. Først dæmpet, så højlydt. Birgitte så på mig, og smilet var tilbage.
“Du er en gammel tosse, Poul,” sagde hun venligt. “Spis nu, så tager vi til kolonihaven i morgen. Der er glas, der skal ned i kælderen. Motion og frisk luft.”
“Ja, Birgitte. Vi gør det,” nikkede jeg, stadig grinende.
Mobilen brummede. Ingrid skrev: “Hvor bliver du af?? Mor er ved at dø!! Bare send en tusindlap!!”
Jeg blokkerede nummeret. Slettede chatten. Lagde mobilen omvendt på bordet.
“Birgitte, skal vi ikke droppe glas og bare grille? Jeg marinerer kødet denne gang. Med løg, som du kan lide.”
Hun kiggede overrasket op det havde jeg ikke prøvet i ti år.
“Grille? Og din lever?”
“Skid nu være med leveren,” sagde jeg. “Man lever kun én gang.”
Jeg greb hendes hånd slidt af mange års arbejde og kyssede den kluntet, men ærligt.
“Tak fordi du lukkede mig ind, Birgitte.”
Hun trak hånden til sig, men ikke vredt.
“Spis nu, Don Juan. Eller blir det koldt.”
Regnen hamrede på ruden. Udenfor mørkt og blæsende, men inde var der varmt og mildt. På stolen hang min nystrøgne skjorte, der duftede af creme og te.
Den duft var bedre end hvilken som helst parfume.
Jeg så på Birgitte og tænkte, at 28 år var sikkert skønt men hvem ville kende mine fejl så godt og stadig lukke mig ind?
“Birgitte?”
“Hmm?”
“Dét der pels skal stadig til rens. Jeg gør det i morgen.”
“Gør det. Men tag nu og pak kufferten ud først og find plaiden, mine ben fryser.”
Jeg nikkede og tog en stor bid af frikadellen.
Livet gik videre og det var, for pokker, slet ikke så tosset endda.
