Hej ven, jeg må lige fortælle dig om min situation det er lidt af en knude. Jeg sagde til min forlovede, at vi boede i en lejlighed, vi lejede, men sandheden er, at vi faktisk boede i min egen lejlighed i København.
Jeg voksede op i en lille husstand med kun min mor og bedstemor. Min far forlod min mor, så jeg har aldrig haft en mandlig rollemodel. Jeg blev opdraget af kvinder, og de lærte mig at stå på egne ben og være stærk. Jeg kæmpede mig igennem skole og arbejde, og da jeg var 27, havde jeg endelig sparet nok til at købe min egen lejlighed i en stille del af Nørrebro, alt med mine egne penge. Så begyndte jeg at stille mig selv det svære spørgsmål: hvordan klarer jeg mig i et forhold?
Jeg har dateret flere fyrer, men så snart de hørte, at jeg ejede en lejlighed, så de mig som en økonomisk gevinst, ikke som en kvinde. Det gjorde mig ked af det jeg vil blive elsket for den, jeg er, ikke for hvad jeg ejer.
Da jeg mødte Mikkel, og vi begyndte at ses, fortalte jeg ham, at jeg lejer. Jeg ville se, om han ville behandle mig lige, om vi kunne bygge noget sammen, selvom jeg ikke havde noget. Mikkel sagde, at det ikke var et problem han ville spare og tjene, så vi kunne købe et fælles hjem. Jeg så, hvor seriøs han var, og i de to år vi boede sammen sparede han virkelig.
Nu står vi foran brylluppet. Efter vielsen vil Mikkel straks købe et hus til os, men jeg har en dårlig samvittighed. Jeg har løjnet om huslejen i hele tiden og har betalt den selv. Skal jeg endelig fortælle ham sandheden?
Min mor og bedstemor siger, at jeg ikke behøver at bekende jeg har jo min egen lejlighed, og manden skal jo sørge for et hjem til sin kone. Men hvordan kan man begynde et ægteskab med en løgn? Jeg er virkelig i tvivl.
Kram, Lisbeth.
