Jeg forstod ikke, hvor maden, som min kone lavede, forsvandt hen – indtil min svigermor afslørede sandheden I starten var jeg glad for, at min svigermor var hos os, fordi hun hjalp meget. Vores søn er ofte syg, så vi besluttede ikke at sende ham i børnehave. Min kone bad derfor sin mor om at passe vores dreng. Renate sagde ja, men kun hvis hun kunne tage hjem hver dag – hun vil nemlig gerne hvile og slappe af i sit eget hus. Nogle aftener har vi vigtige ting eller vil gerne ud, og så beder vi en nabo om hjælp, mens svigermor tager hjem for at hvile. Vi ønsker jo ikke at overbelaste hende. I starten fungerede alt fint. Vi skyndte os hjem – og vores barn var mæt og ren. Men så holdt Renate op med at vente på os og gik hjem, før vi kom tilbage. Min kone laver altid mad nok til et par dage, og hver måned giver vi min svigermor en konvolut med penge som tak for hjælpen. Men jeg lagde mærke til, at al den mad, min kone lavede, hurtigt var væk. Renate spiser ikke meget, og vores søn spiser endnu mindre… Så jeg valgte at spørge min svigermor. Hun fortalte, at min svigerfar kommer forbi hver eftermiddag – hun giver ham mad med, da han ikke selv får lavet aftensmad. Derfor spiser min svigerfar faktisk tit hjemme hos os! Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Min svigermor tager jo hjem om aftenen – hvor svært kan det være at lave mad? Svigerfar kunne vel sagtens spise hos os en gang om ugen, men ikke hver dag! Problemet er, at vi nærmest ikke har mad tilbage til os selv. Min kone tier stille. Jeg har regnet på, at det nærmest ville være billigere at hyre en dagplejer! Jeg bryder mig ikke om min svigermor og svigerfars opførsel. Min kone beder mig om at tie stille – men jeg har et andet spørgsmål: Forstår de slet ikke, at vi også har brug for penge? Vi giver hende betaling hver måned for børnepasningen, og oveni spiser de på vores regning. Har nogen oplevet noget lignende?

17. marts

Jeg forstår stadig ikke helt, hvor maden, som min kone har lavet, bliver af. I dag kom sandheden dog endelig frem min svigermor fortalte os hele historien.

I starten var jeg virkelig glad for, at min svigermor, Grethe, hjalp os. Hun gjorde hverdagen meget nemmere, nu hvor vores søn ofte er syg, og derfor har vi valgt at holde ham hjemme fra børnehaven. Min kone, Mette, spurgte sin mor, om hun ville hjælpe og passe sit barnebarn.

Grethe sagde ja, men kun hvis hun kunne komme forbi vores lejlighed i Valby hver dag og så tage hjem til sig selv bagefter. Hun sætter stor pris på ro og gerne vil have sin egen base.

Nogle aftener har vi noget vigtigt, vi skal til, eller vi vil bare gerne ud at spise. Så beder vi en af vores naboer, Henrik fra tredje sal, om at holde øje med drengen, mens Grethe smutter hjem og får lidt ro. Vi vil nemlig ikke lægge for meget pres på hende.

Det første stykke tid gik alt, som det skulle. Vi skyndte os hjem fra arbejde, og sønnen var både glad og ren, mæt og tilfreds. Men efterhånden begyndte Grethe at tage hjem, før vi kom tilbage fra arbejde.

Mette sørger altid for at lave mad til et par dage ad gangen. Desuden får svigermor en konvolut med et par tusinde kroner hver måned som en måde at sige tak på.

Men så begyndte jeg at undre mig. Hver gang jeg åbnede køleskabet, var madkasserne tomme. Grethe spiser stort set meget lidt, og vores søn spiser heller ikke meget af gangen. Jeg tog mod til mig og spurgte min svigermor, hvad der sker med al maden.

Hun svarede, at min svigerfar, Poul, kommer forbi eftermiddagen. Han får så hvad der nu står klar, for Grethe orker ikke at lave aftensmad derhjemme. Så Poul ender med at spise hos os næsten hver dag.

Jeg må indrømme, at jeg var ret overrasket. Grethe tager hjem hos sig selv om aftenen hvor svært kan det være at lave et lille måltid? Selvfølgelig må Poul meget gerne spise med en gang i mellem, men ikke på daglig basis!

Det værste er, at der ikke engang er ret meget mad tilbage, når vi selv kommer hjem og skal spise aftensmad. Mette siger ikke så meget hun er nok lidt for flink. Men jeg kunne godt regne ud, at det faktisk ville være billigere at hyre en au pair eller barnepige.

Det hele føles en anelse mærkeligt. Jeg bryder mig egentlig ikke om, hvordan både Grethe og Poul bare tager for sig, uden at tænke over vores økonomi. Mette beder mig om ikke at sige noget. Men tænker de slet ikke over, at vi faktisk betaler Grethe månedligt for at passe vores søn og ovenikøbet skal madbudgettet nu også dække deres måltider?

Mon andre har stået i samme situation? Jeg føler mig lidt splittet, men gad vide, om det er mig, der er kræsen?