Jeg husker stadig tydeligt den erkendelse, der ramte mig sent i livet. Det var ikke behageligt, langt fra, men bedre sent end aldrig, tænkte jeg den gang.
Først i min alderdom blev jeg rigtig bevidst om, hvorfor jeg sad alene som halvfjerdsårig i min lejlighed i Odense. Mine børn havde ikke talt til mig i ti år, og mine børnebørn anede knap nok, at jeg stadig gik rundt her på jorden. Hvorfor gik det sådan?
Det gik op for mig, at jeg først sent forstod, hvor forkert jeg egentlig havde levet mit liv, og hvor mange valg jeg nu fortryder. Men man kan jo ikke spole tiden tilbage.
Mine børn betragtede jeg altid som umodne, nærmest som hovedløse høns. Jeg forsøgte konstant at belære dem, vise dem den rette vej og fortælle dem, hvordan de burde leve livet. Når noget gik galt for dem, pegede jeg straks på deres fejl og gentog min yndlingssætning: Havde du bare lyttet til din mor, ville tingene se helt anderledes ud.
Jeg stak alt for ofte næsen i deres private anliggender og mente oprigtigt, at uden min indblanding kunne de ingenting. Ofte faldt der også bemærkninger i selskab med gæster eller familien, uden tanke for, hvor det ramte.
Lidt efter lidt begyndte børnene at skubbe mig væk. Til sidst var vi fremmede for hinanden. Jeg fik ikke besked, da mit barnebarn blev født det erfarede jeg ved et tilfælde fra nogle bekendte.
Jeg prøvede at række ud, ringede, sendte breve og små hilsner, men alt prellede af. Mine børn sagde blot:
Hvis du synes, vi er så dumme, så find nogen klogere at tale med. Hvad vil du med os?
Så, sent i livet, forstod jeg, at man altid må møde sine børn som voksne, med respekt for deres vej og valg. Det, de havde brug for, var en mor, der kunne forstå, støtte, bage en god kanelstang og sætte en kop varm te over, ikke en der hele tiden ville bestemme.
Man skal ikke blande sig for meget i sine børns liv. Det er deres, og de har ret til at finde deres egen vej. Nu sidder jeg her klogere, men alene. Hvad hjælper al min visdom nu?
Sæt pris på jeres børn, før I ender ensomme i alderdommen.
