Jeg forstår ikke, hvorfor jeg blev hendes mand
For ikke længe siden blev vi gift. Jeg troede virkelig, at min kone elskede mig helt vildt. Der var egentlig ingen grund til at tvivle på det, hvis ikke der var sket noget særligt. Og det drejer sig slet ikke om utroskab. Nej, det er noget langt mere mærkeligt ja, næsten uforståeligt.
Jeg tror, det skete, fordi hun gik så meget op i mig. Hun forgudede mig, elskede mig og tilgav mig alt. Selvfølgelig blev jeg vant til den opførsel, og det gjorde mig mere selvsikker og gav mig en stærkere selvfølelse. Måske forestillede jeg mig, at enhver kvinde ville kravle for mine fødder, bare jeg løftede et øjenbryn. Selvom jeg slet ikke har den interesse hos andre Ingen anden ville have tolereret mine fejltagelser og stolet så blindt på mig.
Kort før brylluppet ville jeg gerne være alene, rejse lidt væk og forberede mig på det nye liv som ægtemand. Der var ikke meget at gøre ved det, og hun accepterede det uden modstand; hun lod mig tage af sted på min tur.
Som jeg senere fortalte hende, havde jeg besluttet at flygte fra civilisationen et sted uden internet eller mobil. Jeg tog alene i Jyllands bakker for at nyde naturen og mærke stilheden. Hun blev hjemme og savnede mig med hele sit hjerte. Hvert minut ventede hun på, at jeg skulle komme tilbage og længtes voldsomt efter mig.
En uge senere kom jeg hjem igen. Det var hendes lykkeligste dag, tror jeg. Hun tog imod mig med al kærlighed og varme, hun kunne mønstre, og lavede de bedste danske retter til mig.
Dagen efter begyndte der at ske noget mærkeligt. Hun løb ofte ud i entreen eller ind i et andet rum. Så begyndte hun at gå ud af lejligheden flere gange om dagen under forskellige påskud. En dag, da jeg selv gik ud for at handle i butikken, fandt jeg et brev i postkassen. Det lignede et helt almindeligt brev. Det var adresseret til mig fra hende og sendt, mens jeg havde været væk. Men det, der stod indeni, ramte mig dybt. Hun havde skrevet følgende:
Hej. Jeg vil ikke længere narre dig. Du er ikke den rette for mig. Jeg vil ikke dele resten af mit liv med dig. Der bliver ikke noget bryllup. Tilgiv mig, led ikke efter mig og ring ikke. Jeg vender ikke tilbage til dig.
Så kort, så kontant og så hårdt…
Nu gik det op for mig, at hun hele tiden tjekkede postkassen. Jeg ødelagde brevet i stilhed sagde ingenting til hende og lod som om, intet var hændt. Men hvordan skulle jeg kunne leve sammen med en person, der ikke vil være med mig? Hvorfor giftede hun sig med mig og lod som om, alt var godt?
Jeg tror, jeg har lært, at man ikke kan tvinge hverken sig selv eller andre til kærlighed. Og nogle gange er stilheden den største sandhed.
