For et år siden blev jeg alene tilbage. Efter min mands begravelse gik der noget tid, før jeg igen fandt fodfæste og indså, at det ikke kun var ensomheden, jeg måtte forholde mig til. Oven i det hele var min økonomi begyndt at skride fuldstændig. Jeg lever utroligt sparsommelig, nægter mig selv enhver form for unødvendig luksus, men uforudsete udgifter som medicin og lægebesøg hober sig alligevel op.
Min mand og jeg opfostrede to børn sammen, og vi har altid gjort alt, hvad vi kunne, for at hjælpe dem på vej. Hver en krone gik til dem, hvis de manglede noget – uanset om det gjaldt penge til huskøb eller hjælp til deres familier. Jeg ved ikke, hvor meget skæbnen mener, jeg er berettiget til, men som det ser ud, vil min lejlighed tilfalde min søn, Anders, og min datter, Rikke, medmindre jeg beslutter andet i mit testamente, og det agter jeg nu ikke at ændre på. De er begge veluddannede og ved udmærket, hvor meget en ejerlejlighed i København er værd, og hvad det betyder at arve sådan en bolig.
Det er sket et par gange, at jeg har forsøgt at antyde over for dem, at jeg har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Hvis de bare kunne tage sig af de stadigt stigende varme-, el- og vandregninger, skulle jeg ikke bekymre mig om at strække folkepensionen til det yderste hver måned. Min datter valgte dog at skifte emne, som om hun ikke fangede, hvad jeg sagde, og min svigerdatter sidder på familiens økonomi hos min søn, så mine små hentydninger blev vist aldrig hørt.
Jeg ved da cirka, hvad både Rikke og Anders tjener, og jeg glæder mig på deres vegne over, at de har råd til bil og kan tage på ferie til udlandet. Mine børnebørn får lommepenge uden problemer, og når jeg ser på, hvor let de bruger summer, der svarer til min månedlige folkepension, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om vi virkelig har opdraget dem til at være så ligeglade, at de ikke kan se, hvor presset jeg i virkeligheden er? Min mand og jeg satte ellers altid en ære i at være et forbillede på netop det område: Vi kom hjem til vores forældre med fyldte indkøbsposer, købte deres medicin og betalte for lægen, hvis de behøvede det.
Min gamle veninde Karen foreslog, at jeg måske kunne flytte ind hos enten Anders eller Rikke, uden at bede om lov først, og så leje min lejlighed ud. Det er virkelig ikke en løsning, jeg bryder mig om at overveje men måske får jeg ikke andet valg, hvis de næste samtaler med dem heller ikke giver noget. Folkepensionen rækker ikke alle steder, og de små opsparinger jeg havde, er for længst brugt… alt for at hjælpe mine egne børn.
