For præcis et år siden stod jeg alene tilbage. Efter min mands begravelse tog det tid at finde fodfæste igen, og midt i ensomheden gik det omsider op for mig, at jeg stod over for endnu en udfordring: Økonomien haltede katastrofalt. Jeg lever virkelig sparsommeligt, nægter mig selv de fleste fornøjelser, og alligevel kommer der altid uforudsete udgifter især til medicin og lægebesøg.
Sammen med min mand fik vi to børn, som vi altid har støttet efter bedste evne. Hver eneste krone blev nærmest givet videre til dem, og meget af det, vi havde sparet op til at købe ting til hjemmet, er endt i deres familier. Jeg ved ikke, hvad livet ellers gemmer til mig, men uanset hvad vil min ejerlejlighed på Nørrebro gå videre til min søn og datter, medmindre jeg beslutter noget andet i mit testamente og det har jeg ikke planer om. Begge børn er veluddannede og udmærket klar over, hvad en lejlighed i København er værd, og hvilke fremtidsmuligheder en sådan arv giver.
Jeg har et par gange forsøgt at antyde over for mine børn, at det er stramt med pengene. Hvis bare de kunne tage sig af de evigt stigende boligafgifter, behøvede jeg ikke bekymre mig om økonomien mellem hver udbetaling af folkepensionen. Min datter, Mette, lod som om hun ikke forstod, hvad jeg snakkede om, og hos min søn, Jens, er det hans kone, der styrer finanserne, så mine antydninger og små bønner blev bare hængende i luften.
Jeg ved tilnærmelsesvis, hvad både Mette og Jens tjener, og jeg glæder mig på deres vegne over, at de kan have biler, rejse til udlandet og give mine børnebørn lommepenge uden at blinke. Hver gang jeg ser, hvor let børnene bruger beløb, der svarer til min månedlige folkepension på 11.000 kroner, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi virkelig har opdraget så ligeglade børn børn som ikke opdager, at jeg lever på grænsen og aldrig tilbyder hjælp. Min mand og jeg var altid et forbillede. Vi kom jævnligt hjem til vores egne forældre fyldt med dagligvarer, købte deres medicin og betalte for lægebesøg.
Min gode veninde Helle foreslog, at jeg skulle flytte ind hos enten Mette eller Jens uden først at spørge dem og så leje min egen lejlighed ud. Det vil jeg egentligt nødig, men hvis endnu en samtale med børnene ikke ændrer noget, er det nok den eneste udvej. Jeg kan bare ikke få enderne til at hænge sammen på min folkepension længere, og alt, hvad vi havde sparet op, er gået til at hjælpe børnene.
Efterhånden har jeg indset, at det ikke nytter noget at gå og håbe i stilhed. Jeg må tage min stolthed i den ene hånd og åbenhed i den anden og bede om den hjælp, jeg har brug for for man kan ikke altid forvente, at dem man elsker, forstår ens behov, uden at man selv siger det.
