**Dagbog**
Idag stod jeg, som sædvanligt, og lavede frokost hakket kød til en gryderet. Køkkenet duftede af løg, og fedtet spruttede i panden, da telefonen pludselig ringede. Min mand, Mads, tog den. Hans stemme var rolig:
»Hallo?«
Så kom der en pause. En lang en. Som om nogen talte uden stop, og han bare lyttede. Jeg tørrede hænderne på forklædet og gik ud af køkkenet. I entréen ingenting. Telefonledningen strakte sig mod børnenes værelse. Mit hjerte sammensnørede sig. Uden at vide hvorfor, listede jeg mig frem på tæer, som en tyv.
Bag den halvt åbne dør kunne jeg høre hans hvisken. Den stemme, han aldrig brugte over for mig.
»Liva, vær nu sød at falde til ro Jeg forstår dig, det gør jeg virkelig. Men du må også forstå mig. Jeg har en familie, jeg kan ikke komme nu Jeg elsker dig også. Meget. Men jeg kan ikke tale nu Mette kan komme ind hvert øjeblik. Jeg skal nok fortælle hende alt, men ikke endnu I morgen. Vær sød ikke at ringe til mig her lige nu. Og ja Jeg elsker dig.«
Det ramte mig som et lynnedslag. Min hånd, klar til at åbne døren, stivnede i luften. Mit hjerte hamrede så voldsomt, at det blev svært at trække vejret. »Jeg elsker dig«. Han sagde det til en anden kvinde. Ikke til mig.
Jeg lavede ikke en scene. Min mors stemme gav genlyd i mit hoved: »Gør aldrig noget vigtigt, når følelserne er varme.« Jeg rettede ryggen, så godt jeg kunne, og gik tilbage til køkkenet. Jeg tog kniven, men min hånd rystede. Kødstykkerne faldt ujævnt på skærebrættet. Ved mine fødder gned katten sig, og jeg kastede den et stykke en automatisk gestus af godhed.
»Jeg elsker dig også«
Ordene hvirvlede i mit hoved som en besværgelse. Jeg klamrede mig til en anden af hans sætninger: »Jeg har en familie« Så betyder det noget? Er det stadig vigtigt?
Men hvem er jeg så? Kun hans børns mor? Husets frue? En vane? Smerten trykkede på brystet. For alt var jo godt mellem os. Han var omsorgsfuld, opmærksom. Ingen tegn på afstand. Aldrig en grund til mistanke.
Efter tyve minutter kom Mads tilbage i køkkenet, indåndede duften af maden og smilede:
»Det dufter fantastisk! Er frokosten snart klar?«
»Om en halv time. Jeg har hakket kødet fint så koger det hurtigere Hvem ringede?«
»Hvad?« som om han ikke forstod. »Åh, fra arbejde. De vil have mig til at komme i morgen tage imod trælast.«
»De spørger dig ofte i weekenderne. Det kan jeg ikke lide.«
»Alle er på ferie, sommeren«
»Mhm.«
»Hvorfor er du så trist, Mette?«
»Jeg er bare træt. Jeg tænkte, vi kunne være sammen i morgen, tage ud til sommerhuset.«
»Men du arbejder. Vi tager afsted om aftenen.«
»Mads«
»Hvad?«
»Elsker du mig?«
»Selvfølgelig gør jeg det. Jeg elsker dig, Mette. Og jeg elsker vores drenge. Du ved det familien er alt for mig.«
Han strakte sig, omfavnede mig og kyssede min hals. Men for første gang i mit liv var dette kys ubehageligt.
Senere lå jeg på sofaen og så mine sønner lege. Katten sprang op på min mave og stak kløerne i mig en tak for mad. Jeg holdt dens poter og lagde hovedet mod dens bløde pels.
Den kvinde hun må forsvinde.
Jeg kunne ikke dele min mand. Jeg kunne ikke ligge hos ham, vel vidende, at han havde været med en anden. Men at miste ham det var uudholdeligt. Beslutningen kom af sig selv: jeg måtte ordne hende. Personligt. Uden hans vidende.
Næste dag, da han tog børnene i børnehaven og skulle »på arbejde«, ringede jeg til min arbejdsplads og sagde, jeg var syg. Jeg lånte en kåbe og et tørklæde af naboen »skal male vægge på fabrikken«. Derefter gik jeg direkte til byparken. Efter et par minutter kom Mads. Jeg fulgte efter, gemte mig bag gadehjørner.
Han gik på torvet, købte silke og frugt, og så drejede han ind i et villakvarter. Jeg forstod: det var der, hun boede. Han forsvandt bag en hæk.
Jeg satte mig på en bænk. Ventede. Og så kom han ud ikke alene. En høj blondine ved hans side. De gik mod skoven det samme sted, hvor vi engang gik. Jeg gik hjem. I mit hoved en brændende følelse. I min sjæl fortvivlelse.
Efter et par dage fik jeg et godt kig på Liva en smuk forræderske. Omkring tredive år. Så kom heldet: jeg så hende med en veninde. Denne, uden at vide bedre, afslørede alt.
»Liva? Alene med et sygt barn, manden forlod hende. Nu har hun en beundrer. En gift en. Siger, han vil forlade sin kone for hende,« hviskede veninden, og i mit hjerte blussede hævntørsten op.
