Jeg blev forelsket som 70-årig. Mine børn sagde, det var pinligt.
Når man fylder halvfjerds, tror man, at man har smagt alt, hvad livet har at byde på. Morgenkaffen. Yndlingsstolen ved vinduet. Romanerne, som man har læst tre gange før, men alligevel genlæser, for hukommelsen er ikke længere, hvad den har været. Stilheden, der følger efter fyrre års ægteskab, når den ene går bort.
Jeg havde kendt til den stilhed i tre år. Tre år med et tomt køkken, aftensmad for én og samtaler med katten, som om hun var en gammel psykolog. Forresten er katten en elendig terapeut. Hun svarer aldrig og falder altid i søvn, når jeg når til det vigtigste.
Og netop da livet, med sin sædvanlige mangel på fornemmelse, besluttede at sende mig en mand i min egen alder, var jeg på ingen måde forberedt. Overhovedet ikke.
Det skete på Bogmessen i København. En tirsdag. Regnen silede ned. Jeg havde min grimmeste regnfrakke på den beige, der ser ud som om, den er købt i en butik for teaterkostumer til ældre damer. For det VAR den faktisk også. På det tidspunkt virkede det klogt.
Han stod ved en stand med brugte bøger, med brillerne langt ude på næsetippen og en åben bog, som han tydeligvis ikke læste i. Han stirrede ud i luften, som om han forsøgte at regne universets alder ud. Eller måske hvad han skulle have til aftensmad. Med mænd ved man aldrig helt.
Jeg nærmede mig, for jeg har aldrig været én, der kan blive stående og tie stille, og spurgte:
Fortæller bogen dig noget, eller snakker du mest til den?
Han gav et hop, så brillerne næsten røg af. Han greb dem med den ene hånd, lo med den anden og så på mig, som om jeg var det sjoveste, han havde set i tyve år. Måske var jeg det. Tyve år uden latter er længe.
Bogen taler til mig, sagde han. Men jeg lytter ikke rigtigt.
Og netop dér mærkede jeg, at noget mærkeligt skete. Ikke i hjertet jeg holdt ikke længere det organ på højtryk. Men i maven. En forvirring. Som om nogen prøvede at lave biksemad derinde, uden at spørge om lov.
Jeg inviterede ham på kaffe. Han sagde ja. Jeg ved ikke, hvordan vi gik fra at tale om bøger til at gå på café sammen på bare fyrre sekunder, men sådan er livet, når man ikke længere har noget at miste.
Kaffen blev til tre timers snak.
På de tre timer lærte jeg, at han hedder Knud, er enkemand, og har to sønner, der omgås ham som om han var en gammel brødrister, de ikke ved, hvor de skal stille, og at han aldrig har kunnet lave andet end røræg.
Røræg? spurgte jeg. Og med hvad?
Med det, der lige er.
Knud, det er ikke madlavning. Det er overlevelse.
Han lo så meget, at han spildte kaffen. Og jeg tænkte: Nå, denne mand er ét stort rod, men et underholdende rod. Og i min alder er det meget værd.
Vi sås yderligere tre gange, før jeg besluttede at fortælle det til mine børn. Ikke af skam. Mere af præparation som når man pakker tasken til en lang rejse. Man skal forberede både sine ord og blikket, der siger: I kan ikke ryste mig.
Så kom søndagen. Vi sad alle tre omkring bordet. Min ældste søn havde lavet sin berømte flæskesteg med nærmest religiøs indsats. Maden var god. Vinen middelmådig, men jeg drak den alligevel. Og på det helt rigtige tidspunkt, mellem anden ret og dessert, sagde jeg:
For resten jeg ser en.
Der blev stille. Så stille, at man kunne skære i den med kniv.
Min datter reagerede først. Åbnede munden. Lukkede den. Åbnede igen.
Mor, sagde hun med den stemme, hun bruger, når hun tror, jeg er et barn. Det mener du ikke.
Hvorfor ikke?
Det er pinligt, sagde min søn og så stift på tallerkenen. Hvad vil folk dog sige.
Så rejste jeg mig.
Hvilke folk? spurgte jeg roligt. I dag har jeg talt med nabokonen, bagerkonen og hunden i parken. Ingen af dem lod til at tage anstød. Hunden så endda ud til at glæde sig på mine vegne.
Endnu et kort øjebliks stilhed.
Og en ting til, sagde jeg og skænkede mere vin op. Hvis I én gang til kalder det pinligt, inviterer jeg ham hjem hver søndag. Med hans røræg.
Min søn satte vandet i halsen.
Min datter skjulte ansigtet i hænderne.
Og jeg med al den værdighed, man kan mønstre som halvfjerdsårig kvinde i beige regnjakke smilede og ringede samme aften til Knud.
Knud, spurgte jeg, kan du egentlig lave andet end røræg?
Hvad tror du, han svarede?
