Jeg blev forelsket som halvfjerdsårig. Mine børn mente, det var pinligt.
Når man er halvfjerds, tror man, man har smagt på alle livets nuancer. Morgenkaffen. Den faste lænestol ved vinduet. Romanerne, du har læst tre gange før, men som du finder frem igen, for hukommelsen er ikke, hvad den har været. Stilheden, der følger fyrre års ægteskab, når den ene går bort.
Den stilhed kendte jeg i tre år. Tre år med tomt køkken. Middage for én. Samtaler med katten, som om hun var min psykolog. Katten, Freja, var virkelig en elendig psykolog. Hun svarede aldrig og faldt i søvn, netop når jeg nåede til det vigtigste.
Og selvfølgelig som livet nu så at sige aldrig har nogen sans for timing præsenterede det mig for en mand på halvfjerds, lige da jeg havde vænnet mig til stilheden. Jeg var på ingen måde klar.
Det var på bogmessen i Odense. Det styrtregnede, og jeg havde trukket i min grimmeste regnjakke den beige, som mest af alt ligner noget, man kunne købe i DRs kostumeafdeling til pensionistteater. For det var netop derfra, jeg havde den. Dengang syntes jeg, det var genialt.
Han stod foran en stand med brugte bøger, med brillerne balancerende på næsetippen og en halvlukket krimi, som han tydeligvis ikke læste i. Han stirrede ud i luften, som om han regnede på universets alder. Eller overvejede, hvad han mon skulle have til aftensmad. Med mænd kan man aldrig vide.
Jeg kunne ikke blive stående, så jeg nærmede mig og sagde:
Fortæl mig lige, taler bogen til dig, eller er det dig, der taler til den?
Han blev så forskrækket, at brillerne var ved at glide af. Grinede med den ene hånd, greb brillerne med den anden, og så på mig, som om jeg var det mest underholdende, han havde set i tyve år. Det var jeg måske også. Tyve år uden latter sætter sine spor.
Den taler til mig, sagde han. Men jeg lytter ikke.
Og lige dér mærkede jeg det. Ikke i hjertet det plejede jeg ikke at løbe løbsk med mere. Men i maven. Der var kaos indeni. Som om nogen lavede spansk omelet i min mave uden at spørge om lov.
Jeg sagde, vi skulle tage en kop kaffe. Han nikkede straks. Jeg aner ikke, hvordan vi gik fra snak om bøger til drik kaffe på fyrre sekunder, men det er jo det, der sker, når man ikke længere har noget at tabe.
Kaffen blev til tre timers samtale.
Tre timer, hvor jeg fandt ud af, at han hed Anders, også var enkemand, havde to sønner, der betragtede ham som et husholdningsapparat, de ikke vidste, hvor de skulle gøre af, og at han aldrig havde kunnet lave andet mad end røræg.
Røræg? spurgte jeg. Og med hvad i?
Med alt, hvad der er.
Anders, det er ikke madlavning. Det er overlevelse.
Han grinede så hjerteligt, at han spildte lidt kaffe på bordet. Og jeg tænkte: Ham her, han er ét stort kaos. Men sjovt kaos. Og i min alder er det noget værd.
Efter tre flere møder inviterede jeg børnene. Ikke af skam. Men som forberedelse til en storm. Man skal vælge sine ord og tage sit blik på, det der siger I piller ikke ved min beslutning.
Det blev søndag. Vi sad alle tre omkring bordet. Min ældste søn havde stegt sin oksesteg med næsten religiøs iver. Maden var god. Vinen sådan nogenlunde, men jeg drak den. Mellem hovedretten og desserten sagde jeg:
For resten jeg ser en mand.
Der blev stille. Så stille, man næsten kunne høre stilheden klirre.
Min datter reagerede først. Mund op. Lukket. Åben igen.
Mor, sagde hun med den stemme, der får mig til at føle mig som fem år. Det kan du da ikke mene.
Hvorfor ikke?
Det er pinligt, sagde min søn og stirrede på sin tallerken. Folk snakker jo.
Jeg rejste mig.
Hvem snakker, min dreng? Jeg talte i dag med både Karen fra opgangen, bagerdamen og den gamle hund i Kongens Have. Ingen af dem så spor forargede ud. Hunden så endda helt glad ud.
Endnu en pause. Kortere denne gang.
Og, sagde jeg, mens jeg hældte mere vin op til mig selv, hvis I kalder det pinligt én gang til, inviterer jeg ham hjem til frokost. Hver søndag. Med hans røræg.
Min søn satte i halsen.
Min datter skjulte ansigtet i hænderne.
Og jeg smilede, med al den værdighed en halvfjerdsårig kvinde i beige regnfrakke nu kan mønstre. Allerede samme aften ringede jeg til Anders.
Anders? spurgte jeg. Ud over røræg, kan du så overhovedet lave andet?
Hvad tror du, han svarede?
