**Dagbog**
Det føles som om, vi aldrig var adskilt…
Hver dag gik Freja hjem i håbet om, at Emil ville komme tilbage. Hun vidste, han ikke havde nøgler – han havde efterladt dem, da han gik. Alligevel håbede hun hver gang, at hun ville åbne døren og se hans sneakers i entreen. Men miraklet skete ikke denne gang heller.
De havde været sammen i to år. Han havde fyldt tomrummet efter hendes mors død. Hvorfor startede hun den samtale… Der havde aldrig været passion mellem dem. Det var bare godt at være sammen. Men Emil talte ikke om fremtiden, ikke *deres* fremtid.
»Hvad så nu?« spurgte Freja en dag.
»Snakker du om ægteskab? Hvad skulle det ændre?«
»For en kvinde betyder det noget. Hvis det ikke gør for dig, skal vi så gå fra hinanden?« sagde hun halvt for sjov for at skræmme ham, for at presse ham.
»Så lad os gå fra hinanden,« svarede han pludselig og gik.
Nu havde hun været alene i en uge. Og ventet. Skulle hun ringe? Bede ham komme tilbage? Men hvis en mand kunne gå så let, elskede han hende nok ikke.
Han dukkede op i hendes liv lige, da hun var helt alene. For to år siden fik en buschauffør et hjertestop, mistede kontrollen og kørte ind i en busstoppested. Hendes mor og en anden kvinde døde på stedet, andre blev skadet men overlevede. Chaufføren døde på hospitalet, da han hørte om ulykken – massivt hjerteanfald.
Alle nyhederne dækkede det. Efter begravelsen gik Freja rundt som i en drøm. Hun var tæt på at blive kørt ned af Emils bil. Han bremsede i tide, stormede ud og begyndte at råbe af hende – men så så han hendes ansigt, tav og kørte hende hjem. Han blev hos hende.
Han var tre år yngre. Ikke en stor forskel, men for Freja føltes det som et årti. Han planlagde ingenting, levede i nuet og undveg samtaler om børn. »Hvilke børn? Vi når det. Freja, er det ikke dejligt bare at være os to?« grinede Emil.
Men hun ønskede sig en familie. Børn. Sammen at vælge barnevogn og babysokker. Sådanne samtaler irriterede ham.
Derhjemme lod hun telefonen blive i tasken for ikke at tjekke den hvert minut. Det var svært at lade være. Før arbejde tjekkede hun beskederne med bankende hjerte. Emil skrev ikke.
Endnu en tom aften. Fjernsynet kørte en eller anden film, men Freja så ikke rigtig med. Så hørte hun først ikke den dæmpede ringetone fra entreen. Hun famlede i tasken efter mobilen – pung, hårbørste, alt muligt stod i vejen. Endelig fandt hun den, men det var ikke Emil. Hun tog den alligevel, måske var hans batteri dødt? Måske var han i en ulykke…
»Freja?« En ældre kvindestemme.
Pludselig var det ligegyldigt, hvem der ringede.
»Jeg er din moster Lises nabo. Lis døde i morges.«
Moster Lis? Hvilken nabo? Hvad snakkede hun om? Så dukkede en barndomserindring op. En lille, rund kvinde som en bolle. Hun gemte tænderne, når hun smilede – manden havde slået dem ud, da han var fuld. Hun lugtede af brød og bagt kage.
Freja havde glædet sig til sommerferien hos moster Lis. Men moren sagde, de ikke skulle afsted igen. Hun huskede ikke hvorfor. Og så glemte hun Lis.
»Hører du mig?«
»Ja… Hvad døde hun af?«
»Lægen sagde, det var en blodprop. Sygehuset i provinsen er ikke som i byen. Vi kunne have ladet hende dø hjemme, men vejret… Kommer du?«
»Hvornår er begravelsen?« Freja havde ingen planer om at tage afsted.
»I overmorgen, som det skal være. Hvis du ikke kan, skal vi flytte den…«
»Nej, jeg kommer. Hvordan kommer jeg derhen? Jeg kan ikke huske det.«
»Selvfølgelig,« svarede kvinden lettet. »Hvor skulle du også huske det fra? Landsbyen Hedeland. To timer med bus, hurtigere i bil.«
»Jeg tager bussen,« sagde Freja og mindedes, at Emil og bilen ikke længere var en del af hendes liv.
»Tag til Skovby – bussen kører ikke helt til os, så der er lidt gåtur. Skal jeg hente dig?«
»Nej tak.«
»Kom nu. Hun havde ingen andre end dig…«
*Jeg tager ikke afsted. Hvorfor skulle jeg? Jeg kan knap huske hende. Hvor fik naboen mit nummer fra?* Freja åbnede skabet. En kjole fangede hendes blik – den samme, hun havde båret til mors begravelse. *Mor… Hun ville have taget afsted.*
Freja pakkede en lang, blå nederdel med hvide prikker og en sort bluse. Resten var for lyst til en begravelse.
Næste morgen søgte hun fri fra arbejde. Chefen nikkede medfølende. »Ring, hvis du har brug for mere tid.«
Hun pakkede og tog mod stationen. Bussen var allerede kørt; den næste gik om to timer. Ingen grund at vende hjem. I stedet drak hun kaffe og købte vin og kager til gravøllet.
Hele turen tænkte hun på meningsløsheden i rejsen. Da hun steg af, svedte hun allerede i sommervarmen. En bil stoppede lidt længere fremme. En mand stod ud.
»Freja?«
»Ja. Hvordan…«
»Kender du mig ikke? Jeg er Niels.«
Hun huskede en tynd dreng med løbende næse. Umuligt, at han kunne være blevet til denne mand.
»Hop ind. Alle venter på dig.«
»På mig?«
»Ja. Din moster er død. Vi ved godt, din mor også er væk. Kondolerer. Tante Gerda var bekymret for, om hun kunne finde nogen af slægten. Men nu er du her.«
»Hvem ringede? Hvor fik hun mit nummer?«
»Din mor har nok givet det, da hun var her.« De ankom, og Freja nåede ikke at spørge, hvornår moren havde været der.
Før hun steg ud, omfavnede en lav, venlig kvinde hende. »Så stor du er blevet!« Hun lugtede af mælk, brød og noget andet, Freja genkendte.
Da kvinden mærkede hendes stivhed, trådte hun tilbage. »Kom indenfor.«
Døren var ulåst. »Jeg lod den stå åben, hvis du kom mens jeg ikke så det. Det er dit hus nu. Lis havde ingen andre. Manden døde. Din mor også, Gud hvile hendes sjæl. Hun fik ingen børn. Så du er den eneste arving. Hun sagde altid, huset var dit.«
»Hvor fik du mit nummer?«
»Telefonen? Din mor gav det, lige før hun døde. JFreja smiled as Niels tog hendes hånd, og hun vidste, at livet endelig havde ført hende hjem.
