»Jeg flytter ud. Nøglen til din lejlighed ligger under måtten,« skrev manden.
»Igen med det samme, Mette! Hvor mange gange skal vi igennem dette? Hver en krone tæller, og alligevel insisterer du på en ny frakke. Er den gamle virkelig helt ødelagt?«
»Anders, den er ikke ødelagt, den er bare gammel! Den er syv år. Syv! Jeg ligner et spøgelse, når jeg har den på. Alle på arbejde har opdateret deres garderobe flere gange, men jeg ser ud som om jeg kom direkte fra sidste århundrede. Fortjener jeg ikke én eneste ny frakke?«
»Jo, selvfølgelig fortjener du det!« Anders slog ud med hænderne, og hans ansigt fortrak sig i den sædvanlige irriterede grimasse. »Men ikke lige nu. Du ved godt, mit projekt kræver alt, hvad jeg har. Når handlen er gennemført, køber vi dig endda en minkfrakke. Men indtil da må du vente.«
»Jeg har ventet i tyve år, Anders. Hele vores ægteskab har jeg ventet. Først på, at du blev færdig med studiet. Så på, at vi kunne spare op til vores første bil. Derefter til denne lejlighedeller rettere, til renoveringen, fordi den var en arv fra mine forældre. Der er altid noget vigtigere end mig.«
Mette blev selv overrasket over sine ord. Normalt tav hun, slugte sin vrede og gik ud i køkkenet for at lave te og berolige sig. Men i dag brød noget igennem. Det var akkumuleret. Hun så træt på sin mandengang elsket, nu næsten en fremmed med et evigt utilfreds ansigt og slukkede øjne.
»Nu begynder det,« gryntede han og trak jakken fra knagen. »En hel sangeaften. Jeg orker det ikke. Jeg skal til et møde.«
»Hvilket møde klokken ni om aftenen?« spurgte Mette stille, selvom hun allerede kendte svaret. Disse »møder« var blevet for hyppige de sidste seks måneder.
»Et forretningsmøde, Mette! Ikke alle arbejder i et bibliotek til klokken fem. Nogle mennesker arbejder hårdt, så kvinder som dig kan drømme om frakker.«
Han smækkede døren så hårdt, at de gamle hyldeskabe rystede. Mette fo’r sammen og blev stående i entreen. Stilheden efter hans afgang var øredøvende, tyk som grød. Hun gik langsomt ud i køkkenet, satte vand over uden at tænke over det. Hænderne rystede. Ikke af vrede, men af en tomhed indeni. Hun vidste, han ikke var til et møde. Hun vidste, der var en anden kvindeung, strålende, fra hans arbejde. Hun nægtede at tro på det, skubbede tankerne væk, men de kom tilbage som irriterende fluer.
Telefonen i lommen vibrerede. Måske undskyldte han, som sædvanligt. Nu ville han skrive noget som »Undskyld, jeg fløj op. Vi snakker, når jeg kommer hjem.« Mette tog telefonen. Beskeden var fra Anders. Men ordene var helt anderledes.
»Jeg flytter ud. Nøglen til din lejlighed ligger under måtten.«
Kun otte ord. Korte, hårde, som øksehug. Mette læste dem igen og igen. Bogstaverne dansede for hendes øjne, ikke villige til at danne mening. Det kunne ikke passe. Det måtte være en ond joke. Efter tyve års ægteskab. Bare forlade hende med en besked.
Hun styrtede ind i soveværelset. Åbnede skabet. Hans side var næsten tom. De fineste jakkesæt, skjorter, trøjervæk. På hyllen lå et ensomt slips. På natbordet manglede hans ur og telefonoplader. Han havde pakket på forhånd. Skænderiet om frakken var kun en undskyldning. En bekvem måde at forlade hende på.
Benene svigtede, og Mette sank ned på sengen. Hun kunne ikke trække vejret. Hun stirrede på det tomme skab og kunne ikke tro det. Tyve år. Hele hendes voksne liv. De havde mødt hinanden på universitetet, giftet sig efter endt uddannelse. Boet i denne lejlighed, som hendes forældre havde efterladt hende. Sammen havde de tapetseret, valgt møbler, drømt om børn, der aldrig kom. Hun arbejdede i det lokale bibliotek, han byggede sin lille virksomhed op. Livet var ikke let, men det var deres liv. Og nu havde han bare slettet det hele med en besked.
Først ringede hun til Lise, sin eneste nære veninde.
»Lise han er gået,« hviskede Mette i røret, knap nok i stand til at holde gråden tilbage.
»Hvem er gået? Hvorhen?« Lise var søvnig og forvirret. »Mette, hvad sker der?«
»Anders. Han er gået. For altid. Han skrev, at han flytter ud.«
Der var stille i røret i et øjeblik.
»Din kæmpe nar!« udbrød Lise med sin kraftige stemme. »Jeg sagde jo, hans aftenmøder ikke ville ende godt! Men rolig. Han kommer tilbage. Han får vendt sind og kommer tilbagehvor skulle han ellers hen?«
»Nej, Lise. Han har taget sine ting med.«
»Hvad, alle sammen?«
»Næsten alle. Han skrev, at nøglen ligger under måtten.«
»Åh, han!« Lise ledte efter ord. »Okay, bliv hjemme. Jeg kommer nu. Køb vin. Eller nej, snaps. Vi skal kurere dit knuste hjerte.«
Lise kom farende efter fyrre minutter med en pose mad og en flaske cognac. Hun marcherede resolut ind i køkkenet, satte ost, spegepølse og citron på bordet.
»Fortæl mig nu. Hvad skete der? Hvad skændtes I om?«
Mette, der nu var kommet lidt til sig selv, fortalte om frakken, hans evige irritation, kulden mellem dem de sidste måneder.
»Jeg forstår,« nikkede Lise og hældte cognac i små glas. »Han har fundet sig en yngre kvinde og tror, han er en stor mand. Men du og dine frakker passer ikke ind i hans nye liv. Typisk. Mænd i hans alder bliver tossede. Midtvejskrise, for helvede.«
De drak. Cognacen brændte i halsen, og varmen spredte sig i kroppen.
»Hvad skal jeg gøre nu, Lise? Hvordan skal jeg leve?«
»Du skal leve, Mette! For det første, skift låsen. Med det samme. Ring efter en låsesmed i morgen. Man ved aldrig, hvad der falder ham ind. For det andet, søg om skilsmisse og deling af boet. Han har vel en virksomhed?«
»Jo en lille en. Monterer vinduer. Men alt står i hans navn. Bilen også.«
»Perfekt. Halvdelen er din ved lov. Han skal ikke slippe afsted med det hele. Lad hans nye kæreste glæde sig, når han ankommer med én kuffert.«
De sad
