— Jeg vil bo hos jer og sørge for, at alt går som det skal, — svigermoren rakte sin søn kufferten og gik selv ind for at ordne og organisere.
Kirstine og Gustav havde været lykkeligt gift i fem år. I begyndelsen tøvede de med at få børn, da de gik til opgaven med omtanke. Og nu, på deres bryllupsdag, traf de endelig den vigtige beslutning.
— Jeg er klar, — smilede Kirstine. — Jeg vil meget gerne have en lille en.
— Jeg tror, det er den helt rette tid nu! — svarede Gustav. Han havde fået sig et velbetalt job, renoveringen af lejligheden var færdig, og intet stod i vejen for en førstefødt. Dog gik det ikke så let at blive gravid. De måtte igennem undersøgelser, lægebesøg og endda søge alternative behandlingsmetoder. Svigermoren, Ingeborg Mortensen, havde foreslået alternative metoder, da hun lagde mærke til, at svigerdatteren endnu ikke kunne glæde sin mand med to streger på testen.
Med nyheden om et kommende barn begyndte Ingeborg at blande sig aktivt i sin søns og svigerdatters liv. Weekenderne blev fyldt med hendes opkald og spørgsmål:
«Hvornår sker det?»
«Ikke lykkedes igen?»
«I gør det forkert!»
«Jeg må lære jer alt!»
Det endte med, at Ingeborg kom forbi og sagde:
— Her er adressen til en healer. Hun venter dig i morgen.
— Ingeborg, jeg er skeptisk over for sådanne ting. Vi klarer det bedre på traditionel vis.
— Jeg kender jeres traditionelle metoder! I bruger bare en masse penge på læger uden resultater!
— Jeg tror på Gud og vil ikke gå til en healer, — svarede Kirstine. Svigermoren vrængede på næsen, men tav, og Kirstine troede, at sagen var afsluttet. Men Ingeborg havde en anden plan. Hun snakkede med sin søn om, hvordan alle problemer løses mirakuløst, lovede hurtige resultater og stod fast på sit.
Til Kirstine’s overraskelse tog Gustav sin mors parti og pressede på:
— Rejs derud. Der er ikke noget galt i det. Hun er en urtemager, ikke en heks. Lad være med at være stædig. Mor ville aldrig give et dårligt råd, — sagde Gustav og fik Kirstine til at tage til healeren.
Kirstine følte sig nødsaget til at lytte efter. Hun ønskede ikke at komme i konflikt, og hun forstod også, at både svigermor og mand så det som en løsning for det fælles bedste.
Men healeren gjorde ikke noget godt indtryk på Kirstine. Hun mumlede nogle ord, sprøjtede noget på hende og gav hende en pose med et eller andet middel.
— Tag dette én gang om dagen.
— Tak, — sagde Kirstine og skyndte sig at komme ud. Hun så en skraldespand udenfor og havde lyst til at smide det hele ud med det samme. Men da hun vendte sig om, så hun, at kvinden kiggede ud ad vinduet. Kirstine fornemmede, at hun blev overvåget, og frygtede, at svigermoren ville finde ud af det hele. Derfor tog hun hjem og lod som om, hun havde fulgt instruktionerne. At tage urterne havde hun nemlig ikke tænkt sig. Hun lagde posen på en hylde og lukkede skabet.
Trods urternes ubrugte tilstand blev Kirstine endelig gravid omkring en måned efter besøg hos healeren. Kirstine betragtede det som en tilfældighed, da hun ikke havde taget urterne men fulgte lægens behandling. Men svigermor tog æren for sig selv og overbeviste sin søn om, at graviditeten udelukkende var hendes fortjeneste. Da svigermoren opdagede, at hendes svigerdatter havde fulgt hendes råd, følte hun, at hun kunne have indflydelse på alle aspekter af deres liv.
Ingeborg mente, at alder og erfaring gav hende det sidste ord i enhver sag, ofte i sager, der slet ikke vedrørte hende. Hun blandede sig i alt, lige fra den gravide kvindes kost til hendes sengetider. Hendes opmærksomhed og “omsorg” var grænseløs. En aften, tæt på midnat, mens parret så deres yndlingsfilm i skæret af stearinlys, ringede det pludselig på døren.
Ingeborg havde krydset hele byen for at sikre sig, at Kirstine fulgte sin sengetidsrutine.
— Hvad er det?! Har I spist restaurantmad?! — Hun marcherede ind i stuen og begyndte at pakke alting ned i en pose. Favoritsushien og risnudlerne fra Kirstines tallerken røg med.
— Ingeborg, hvad laver du?! — Kirstine forsøgte at forsvare den sidste tallerken sushi, men svigermor blev kun mere ivrig og begyndte at belære om, hvor skadelig sådan mad kunne være for gravide.
— Gustav, hvordan kunne du lade hende spise det? Måske hun ikke ved bedre, men hvad med dig?! Og så på denne tid af døgnet, det er usundt!
— Graviditet er ikke en sygdom! — forsøgte Kirstine at forsvare sig, men blev hurtigt overdynget med modargumenter.
Gustav havde nået at spise sin portion, så han blev ikke så ked af, at maden blev fjernet fra bordet. Han tænkte, moren måske havde ret, og rå fisk burde undgås under graviditeten.
— Okay, mor, vi bestiller det ikke igen. Undskyld.
— Undskyld?! Din mor kaldte mig noget så grimt, og så undskylder du til hende? — Kirstine kunne ikke holde tårerne tilbage. Gustav trøstede hende, mens Ingeborg stille forsvandt med en taske fuld af mad.
— Lad os glemme denne misforståelse. Du ved, hun vil bare det bedste, ikke?
— Nej, jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke lide, at hun stikker næsen i alting! Andre gravide spiser kridt! Eller agurker med chokolade! Og jeg kan ikke spise, hvad jeg vil?!
— Selvfølgelig kan du. Lad mig hente noget fra supermarkedet, hvad du ønsker.
— Godt. Køb sushi. De samme som stod på mit bord inden din mor kom.
— Nej. Alt andet end sushi.
Kirstine løb grædende væk. Aftenen var ødelagt.
Ligesom mange andre aftener, hvor Ingeborg kom uanmeldt og ordnede huset efter sin egen standard. En dag kom hun over om dagen, hvor Kirstine var alene hjemme. Hun havde forladt arbejdet tidligt, fordi hun følte sig utilpas. På vejen hjem fik hun det bedre og fik lyst til noget at spise, så hun købte en yoghurt og en bolle. Kirstine var ved at sætte bollen i halsen, da hun så svigermor vente på hende ved døren.
— Ingeborg?! Hvorfor er du her?!
— Gustav sagde, at du har kvalme, — hun kiggede på bollen. — Ikke overraskende. Du snupper mad på farten, og så det billigste. Hvad er det? En bolle med skinke og ost?! Kom, giv den til mig! — Ingeborg begyndte at rive bollen fra svigerdatteren, og de havnede nærmest i en skænderi. Deres nabo kom til undsætning.
— Hvad sker der, damer? Kæmper I om det sidste stykke brød?
— Åh, bare denne unge gravide kvinde ved ikke, hvad der er godt for hende. Det er bare for sjov, — smilede svigermor.
— Åh ja, de unge tror de ved alt selv…
Kvinderne faldt i snak om deres børn, mens Kirstine børstede krummerne af og låste døren.
Svigermor indså, at hun ikke kunne følge efter og begyndte at banke på, men Kirstine lukkede hende ikke ind. Ingeborg satte hele opgangen på den anden ende. Gustav kom til, og igen opstod der et skænderi.
Igen gik svigermor uden at tage hensyn, mens Kirstine græd og krævede retfærdighed. Men Gustav, tilskyndet af sin mor, satte det hele på de hvirvlende graviditetshormoner. Jo nærmere Kirstines termin nærmede sig, desto mere kvælende blev Ingeborgs “omsorg”.
Kirstines helbred begyndte at lide under stresset, og hun besluttede sig for en samtale med sin mand:
— Gustav, jeg forstår, at du elsker din mor, og hun elsker dig… men jeg vil ikke have hende i vores hus… — Kirstine nåede ikke at afslutte. Hun hørte en nøgle dreje i låsen og blev forskrækket, for det var kun hende og Gustav, der havde en nøgle. — Er der indbrudstyve?!
Men det var ikke indbrudstyve; det var Ingeborg, der stod i korridoren med en kuffert.
Kirstine fangede sig selv i at tænke, at hun ville have været gladere for indbrudstyve end for sin svigermor.
— Hvordan kunne du åbne låsen? — var det eneste, hun kunne få frem.
— Med en nøgle. Sønnen min gav mig den, — pralede Ingeborg. — Han bekymrer sig om dig, og du lader mig ikke komme indenfor. Det går ikke. Når man er sent i graviditeten, skal der være adgang til lejligheden, hvis du pludselig ikke kan åbne. Og vi har besluttet, at du har brug for støtte, både psykisk og fysisk. Snart kommer den lille, og jeg vil tage mig af ham. I mellemtiden holder jeg øje med, at alt går som det skal, — svigermor rakte kufferten til Gustav og gik ind i stuen.
— Ja, så har vi det. Igen usund mad på bordet. Det hele ryger ud. Fra nu af holder jeg øje med, hvad du spiser og drikker. Jeg har taget suppe med til frokost. Og jeg har også en urtetinktur fra healeren. Drik den lige nu, — sagde svigermoren med en tone, der ikke modtog indsigelser.
Kirstine kiggede på sin mand og ventede en forklaring, men han smilede kun og klappede hende på skulderen.
— Mor har ret. Det er bedst sådan, min kære.
